Én teknologi kan "mere eller mindre" løse klimakrisen. Alligevel advarer Klimarådet mod at satse for meget på den

Både politikere og erhvervsliv investerer i disse år heftigt i teknologiske løsninger på klimakrisen.

Men skal Danmark nå sine klimamål, er der ingen vej udenom adfærdsændringer og svære politiske beslutninger.

Sådan lyder konklusionen fra Klimarådet, der i en ny analyse har undersøgt, hvordan Danmark kan nå de langsigtede klimamål for 2050.

Både målet om klimaneutralitet i 2050, som står i klimaloven. Men også det opdaterede mål, hvor Danmark skal reducere med 110 procent i 2050 og allerede nå klimaneutralitet i 2045, som det står i SVM-regeringens politiske grundlag.

"Målene er opnåelige," vurderer Klimarådets forperson, Peter Møllgaard.

Men der er flere veje derhen, og hver vej indebærer sine risici.

Struktur eller teknologi

For at illustrere pointen, har forskerne opstillet to scenarier. I det ene scenarie, er danskerne nødt til at ændre sin adfærd i vidt omfang.

Væksten i antal kvadratmeter, som danskerne har gennemgået med de seneste årtiers velstandsstigning, er nødt til at stoppe. Der skal skæres markant ned på mængden af kød på tallerkerne.

Og transporten af både mennesker og gods er nødt til at falde med 20 procent – både til lands, til vands og i luften.

Landbruget skal frigive areal til beskyttet natur, der i Klimarådets analyse optager 30 procent af Danmarks areal. I den grønne trepartsaftale bliver der kun reserveret 20 procent, men det er for lidt, hvis man spørger Klimarådet, der med de 30 procent læner sig op af Biodiversitetsrådets anbefaling.

I scenariet bliver der også behov for mere opdyrkning af produktionsskove og energiafgrøder. De skal blandt andet bruges til CO2-fangst og -lagring, samt til produktion af grønne brændsler.

{{toplink}}

Med det formindskede landbrugsareal er de danske landmænd nødt til at dyrke flere grøntsager og bælgfrugter. Og langt mindre foder til svin og kvæg, der skal beskæres med 80 procent.

Men vi kan stadig producere mere mad end vi selv kan spise. Og som noget nyt bliver vi uafhængige af energi fra andre lande.

Går det, som Klimarådet skitserer, kommer vi til at sende temmelig store mængder grøn strøm og brint ud af landet.

Det andet scenarie tegner en noget anden fremtid. Følger vi den sti, satser vi på teknologisk udvikling. Særligt CO2-fangst af den type, der kaldes Direct Air Capture (DAC) bliver vigtig.

Indtil videre er DAC en dyr teknologi, som man kun har fået til at fungere i meget lille skala. Men udvikler teknologien sig som fortalerne håber, vil man kunne fange CO2 direkte fra luften og sende den ned i jorden. Man kan også bruge kulstoffet – som der bliver mangel på i fremtiden – til at producere bioplastik og grønne brændsler.

DAC ville være en teknologisk game changer af de helt store.

"Hvis DAC var billigt og skalerbart i stor stil, ville klimakrisen mere eller mindre være løst nu," som Peter Møllgaard formulerer det.

I det andet scenarie, Klimarådet optegner, kan danskerne fortsætte med at flyve sydpå, når industriferien går op i regn. Man kan fortsætte væksten i forbrugsøkonomien og sejle iphones og airfryers over verdenshavene. Husene kan blive større. Det betyder mindre, hvor højt man skruer op for radiatoren, og hvor langt elbilen kører.

Den mest markante omvæltning bliver på fødevarefronten, hvor der heller ikke i et teknologisk højtudviklet scenarie er plads til at dyrke lige så meget foder på de danske arealer. Derfor er husdyrbestanden nødt til at falde. Til gengæld kan den politisk højt besungne pasta bolognese tilberedes med kunstigt kød, der i dette scenarie har fået et teknologisk gennembrud.

"I begge scenarier kommer danskerne til at ændre adfærd," siger Peter Møllgaard.

"Men følger vi det teknologiske spor, vil vi på mange måder have en livsstil, som minder om den, vi har i dag. Dog med en kostomlægning."

{{toplink}}

Behov for plan b

Det teknologiske scenarie kan på mange måder ligne det politisk mest attraktive. Og Peter Møllgaard medgiver også, at den fremtid umiddelbart er lettere at sælge til borgerne. Men det er ikke uden sine risici, understreger han.

"DAC er en meget umoden teknologi. Den kan også vise sig at være ekstremt dyr," siger han og henviser til en beregning Klimarådet har foretaget i rapporten, hvor det vil koste mellem 13 og 46 milliarder kroner om året at fange, transportere og lagre CO2 med DAC.

Den pris er baseret på henholdsvis den højeste og laveste fremtidige pris, som litteraturen lige nu arbejder ud fra. Men det er også svært at spå om hvad en endnu umoden teknologi vil koste om 25 år. Derfor skal også de priser tages med betydelige forbehold.

Prisen er da også kun én potentiel ulempe ved en teknologisk satsning. Noget andet er usikkerheden ved, om DAC overhovedet bliver til noget i den skala, det kræver.

"Det kræver enormt meget energi at trække CO2 ud af luften, og det kan blive meget dyrt. Så det vil være forbundet med stor risiko at satse på den teknologi."

"DAC er en umoden teknologi. Man er nødt til som minimum at have en plan b klar, som kan implementeres hurtigt."

"Politikerne skal gå forrest"

Klimarådet anbefaler ikke politikerne at følge hverken det ene eller det andet scenarie. Det skal ikke ses som de to eneste veje at gå. De skal nærmere ses som en mulighed for at tydeliggøre, at der i de kommende år bliver truffet nogle politiske valg, som rummer væsentlige dilemmaer.

Med et for stort fokus på teknologi risikerer vi, at omstillingen bliver unødvendigt dyr, eller at den helt mislykkes. Satser politikerne omvendt på, at adfærdsændringer skal få Danmark i mål, risikerer de at miste den folkelige opbakning. Det er en svær balance.

Uanset scenarie forudsætter I store ændringer i danskernes spisevaner. Enten skal vi fylde tallerkenen med bælgfrugter og grønt, eller også skal vi til at spise og drikke kunstigt kød og mælk. Er du overhovedet sikker på, at danskerne vil have noget af det?

"Nej. Derfor er det også vigtigt, at man fra politisk side understøtter, at efterspørgslen på fødevarer udvikler sig i en mere plantebaseret retning. Vi anbefaler, at man som led i langsigtet strategi bruger den offentlige sektor som strategisk indkøber. Det vil i sig selv være godt for klimaet, og det vil også være med til at skabe efterspørgsel efter klimavenlige fødevarer."

Så det kan man ikke vide?

"Det, vi kan sige, er at hvis ingen af delene sker, så løser vi ikke opgaven. I begge scenarier skal der ske ændringer i vores kostvaner. Det skal politikerne være med til at implementere, men de skal også være med til at sikre, at folk efterspørger det. Det er derfor, vi anbefaler, at de understøtter efterspørgslen ved at bruge den offentlige sektor som strategisk indkøber."

Så det offentlige skal gå forrest?

"Politikerne skal gå forrest."

{{toplink}}

simonfriis@altinget.dk