Wermelin omgør Ellemann-beslutning: Færre vandløb skal miste særlig beskyttelse

VANDLØB: VLAK-regeringen tog 1.000 kilometer vandløb ud af de såkaldte vandplaner, så vandløbene ikke længere var under en særlig EU-beskyttelse. Nu lægger miljøminister Lea Wermelin (S) halvdelen af dem tilbage igen.

Det skabte stort rabalder, da daværende miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), i slutningen af 2018 besluttede, at 1.000 kilometer vandløb skulle ud af vandplanerne.

Når et vandløb er med i vandplanerne, er Danmark forpligtet til at leve op til miljømål, som er fastsat i EU-lovgivningen. Der er altså et krav om forbedring af miljøtilstanden, hvis den ikke allerede er god.

Nu har den nye miljøminister, Lea Wermelin (S), besluttet, at halvdelen af vandløbene – 500 kilometer – skal tilbage under beskyttelsen.

"Vi skal passe godt på naturen i vores vandløb. Den tidligere regerings forhastede beslutning omkring ændring af vandområdeplanerne betød, at mange kilometer vandløb udgik af vandområdeplanerne, selvom behandlingen af de lokale vandrådsindberetninger endnu ikke var afsluttet," siger miljøministeren i en pressemeddelelse.

Udtagningen af vandløb fra vandplanerne stammer helt tilbage fra blå bloks landbrugspakke, hvor partierne besluttede at tage små vandløb uden naturpotentiale ud af vandplanerne. Efter et årelangt forløb med inddragelse af lokale vandråd endte partierne med at udtage 1.000 af de i alt 19.000 kilometer vandløb, der var omfattet af vandplanerne. Med fredagens beslutning ender mængden af vandløb på 18.500 kilometer i stedet for de 18.000 kilometer, som de blå partier havde besluttet.

I slutningen af 2018 skabte det hård kritik af Jakob Ellemann-Jensen, der blev beskyldt for ikke at lytte til de indspark, der kom fra de lokale vandråd. Og han blev samtidig beskyldt for at tage vandløb ud, som rent faktisk havde et naturpotentiale.

"Jeg vil gerne lytte"
Miljøministeren understreger, at hun med fredagens beslutning lytter til de indvendinger.

"Jeg vil gerne lytte til interesserenterne og kommunerne, og derfor retter jeg op på den beslutning nu," siger hun i pressemeddelelsen.

Den nuværende planperiode for vandplanerne – hvor målet var at forbedre 19.000 kilometer – udløber i 2021. Derfor kommer miljøministerens beslutning til at få konsekvenser for den næste periode, der løber frem til 2027.

Forrige artikel Mogens Jensen lover plan for at fordoble danskernes forbrug af økologi Mogens Jensen lover plan for at fordoble danskernes forbrug af økologi Næste artikel Europa-Parlamentet kritiserer Danmark for at blokere udvidelsesforhandlinger Europa-Parlamentet kritiserer Danmark for at blokere udvidelsesforhandlinger