Venstre får ny kampagnechef

NAVNE: Tidligere formand for Venstres Ungdom, Jens Husted, er den nye mand i spidsen for Venstres kampagner.

Venstre har tirsdag ansat 27-årige Jens Husted som ny kampagnechef. Han overtager jobbet efter Claus Horsted, der har siddet på posten siden 2010. Claus Horsted forlader stillingen for at blive seniorrådgiver i kommunikationsvirksomheden Radius.

Partiet er gået i egne rækker for at finde Jens Husted. Ligesom sin forgænger har han nemlig også en baggrund som tidligere landsformand for Venstres Ungdom fra 2013 til 2015.

"Venstre har været en del af mit liv i 10 år, og jeg har været i alle kroge af partiet – fra kommuneforeninger til hovedbestyrelse og selvfølgelig VU-formand. Jeg er opflasket i partiet, kender det på alle niveauer – men jeg er ikke blind for, at vi er udfordret. Det slider at lede Danmark. Derfor venter der et gedigent stykke arbejde. Det ser jeg frem til at give mig i kast med," skriver Jens Husted på Facebook.

Som tidligere landsformand stod Jens Husted også i spidsen for ungdomsorganisationens valgkamp i forbindelse med folketingsvalget i juni 2015. Ved Folketingsvalget i 2011 var han kampagneleder for den østjyske kandidat Michael Aastrup.

Samtidig med sit engagement i Venstres Ungdom har Jens Husted også studeret Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han blev færdig i 2014.

Når han tiltræder sin nye position 1. marts, forlader han en stilling som projektleder hos Holm Kommunikation A/S.

Se hele Facebook-opdateringen her.

Nyt job: Så er det officielt: Den 1. marts tiltræder jeg stillingen som kampagnechef hos Venstre.Jeg skal være en...

Posted by Jens Husted on Wednesday, 3 February 2016

Forrige artikel Sådan vil regionerne prioritere medicinudgifter Sådan vil regionerne prioritere medicinudgifter Næste artikel Her er Socialdemokraternes integrationsudspil Her er Socialdemokraternes integrationsudspil