Vælgerne: Løkke og Thorning lige gode til at lede EU

FORMANDSKAB: Vælgerne mener, Helle Thorning-Schmidt (S) vil være lige så god til at lede Danmark under EU-formandskabet som Lars Løkke Rasmussen (V). Det er dårligt nyt for Løkke, mener politisk kommentator

Danskerne er helt delte, når det kommer til, hvilken regering de mener vil være bedst til at lede Danmark under EU-formandskabet. Det viser en meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget | EU.

Meningsmålingen viser, at godt 44 pct. mener socialdemokraternes statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, vil være bedst til at lede Danmark under formandskabet. Imens mener 43 pct., at Lars Løkke Rasmussen vil være bedst at have i spidsen for EU. Og det er dårligt nyt for statsministeren, mener Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

"Der er faktisk lidt en overraskelse, forstået på den måde, at normalt så vil vælgerne have størst tillid til en siddende regeringschef, når det handler om at stå i spidsen for store internationale møder. En siddende statsminister har jo den fordel, at vælgerne har set ham med apparatet omkring sig. De har allerede set ham til topmøderne, og vil kunne se, at vedkommende kan klare den udfordring.
For Lars Løkke Rasmussen er der her ikke så god en nyhed," siger Thomas Larsen.

Thorning kender formalia
Han peger på, at en del af forklaringen nok skal findes i, at Lars Løkke Rasmussen ikke fremstod overbevisende, da han var vært for det store klimatopmøde i København, COP15, i december 2009.

"Nøgternt og fair var det lang fra Lars Løkke Rasmussens skyld, at det endte, som det gjorde. Men billedet, som stod tilbage, var et af en dansk regeringschef, som var ualmindelig forpjusket og som lignede en Klodshans på den internationale scene," siger Thomas Larsen.

Samtidig er billedet af Helle Thorning-Schmidt ofte helt anderledes, når det drejer sig om international politik. Mange ved, at hun er internationalt uddannet, har været medlem af Europa-Parlamentet og har adgang til et internationalt politisk miljø gennem sit ægteskab med briten Stephen Kinnock.

"Vælgerne går ikke ofte og tænker over det, men de har nok alligevel en god fornemmelse af, at Helle Thorning-Schmidt er internationalt orienteret og kan sit Europa. Og så tror jeg også, at de har en fornemmelse af, at hun vil kunne føre sig frem i de sammenhænge. Hun kender formalia og spilleregler," siger Thomas Larsen.

Formandskabsland har ringe indflydelse
En anden grund til, at der ikke er større forskel imellem de to kandidater, er, at det ikke gør den store forskel, hvem der sidder i formandskabsstolen. De to statsministerkandidater har ikke hver sin politiske dagsorden for formandskabet - og de, som er, skal findes "ude i kommaerne," lyder det fra Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Den lille politiske forskel hænger i høj grad sammen med, at programmet for formandskabet er fastlagt på forhånd - af embedsmænd, så en hvilken som helst minister kan sætte sig i stolen. Faktisk bliver et formanskabsland nødt til at forstå, at det faktisk er det land med mindst indflydelse.

"Man skal være neutral, når man er formand. Man beskæftiger sig hovedsageligt med sager, overtaget fra det tidligere formandskab. Det er kun cirka fem procent af alle sager, man selv direkte har indflydelse på," siger Peter Nedergaard .

,

Forrige artikel På vej til Folketinget: Nadeem Farooq På vej til Folketinget: Nadeem Farooq Næste artikel Helge Adam Møller brækker hånd i cykelstyrt