V og K’s støtte til rigsret mod statsministeren er en retspolitisk nedsmeltning
Venstre og Konservatives støtte til borgerforslaget om at sætte Mette Frederiksen for en rigsret på grund af mink-sagen viser, hvor dyb krisen er i den borgerlige blok. I jagten på likes har man smidt al den retspolitiske troværdighed, man opnåede ved at støtte rigsretten mod Støjberg, væk.
I januar landede Venstre og Det Konservative Folkeparti til sidst rigtigt i sagen om rigsretten mod Inger Støjberg. Efter et utal af samråd, en instrukskommission og en klar indstilling fra de advokater, Folketinget selv havde bedt om rådgivning, var der til sidst ingen vej udenom at stemme for en rigsret.
Vejen dertil var ikke specielt køn. Selv efter Instrukskommissionen havde afdækket den åbenlyst ulovlige administration i Støjbergs ministerium, betegnede centrale politikere fra både V og K sagen som en politisk hetz. Til sidst landede man dog rigtigt og stod fast på, at alle er lige for loven, uanset hvor populær man er på Facebook.
Principperne holdt dog kun kort. V og K’s genvundne retspolitiske troværdighed kollapsede igen torsdag 22. april. Den dag meldte Venstre og Det Konservative Folkeparti nemlig ud, at de har tænkt sig at stemme for borgerforslaget om at stille statsminister Mette Frederiksen for en rigsret. En melding, som gør, at det nu er alle partier i blå blok, der støtter borgerforslaget.
Ved både nedsættelsen af rigsretten mod Erik Ninn-Hansen efter Tamil-sagen og senest rigsretten mod Inger Støjberg er Folketingets beslutning taget efter grundige undersøgelser og eksterne juridiske vurderinger. I en rigsret er Folketinget at betragte som anklager. En anklager må kun rejse en sag, hvis man har en klar formodning om, at den anklagede vil blive dømt. Før man kommer dertil, at man nødt til grundigt og objektivt at undersøge sagen til bunds.
I begge sager blev der derfor nedsat en kommission, med det formål at kulegrave dokumenterne og afhøre de centrale personer under vidneansvar. Da det arbejde var færdigt, blev beretningen fra kommissionen behandlet i Folketingets udvalg for forretningsorden, efter en ekstern juridisk vurdering af, om forholdene i sagen med formodning ville kunne føre til en dom. Til sidst stemte Folketinget om sagen.
Alle disse skridt vælger V og K nu at se stort på. Og det endda selvom, der allerede er nedsat en granskningskommission med en landsdommer i spidsten til at undersøge mink-sagen (kommissoriet blev vedtaget af blandt andet V og K 23. april!). En granskningskommission, som især de borgerlige for øvrigt har presset hårdt på for skulle nedsættes!
Der er ingen tvivl om, at mange i V og K mener, at mink-sagen skal medføre, at statsministeren stilles for en rigsret. Og der er da også ting i det materiale om sagen, som er kommet frem indtil nu, som rejser en række meget alvorlige spørgsmål. Der er dog ingen i V og K – eller for den sags skyld de andre borgerlige partier – som med bare en smule troværdighed i behold kan påstå, at sagen på nuværende tidspunkt er undersøgt til bunds.
Venstre og Det Konservative Folkeparti har med deres støtte til borgerforslaget reelt også sparket benene væk under den granskningskommission, som de selv har nedsat. De har åbenlyst bestemt sig på forhånd for, hvad sagen skal ende med. Uanset hvad granskningskommissionen måtte komme frem til. Det er noget man normalt kun ser i udemokratiske bananrepublikker!
Herudover tager beslutningen om at støtte borgerforslaget kraftigt brodden af V og K’s kritik mod regeringens parlamentariske grundlag for, af politiske årsager, at holde hånden over regeringen i mink-sagen. Når man selv, af politiske årsager, kortslutter de normale måder at undersøge sager af denne karakter, mister man retten til at kritisere andre for det samme.
Denne sag illustrerer, hvor dyb krisen på borgerlig side reelt er, og hvor langt den borgerlige blok er fra at kunne stille et seriøst alternativ til den siddende regering. Den interne kannibalisering blandt de borgerlige partier er i dag så stor, at selv V og K, som burde have is i maven og historisk bevidsthed til ikke at hoppe med på den galej, er blevet så bange for at stå tilbage som ”mink-sags-slappere”, at de støtter et forslag, som totalt underminerer deres egen retspolitiske troværdighed. En vurdering, interne kilder i Venstre endda selv har sagt til baggrund til Berlingske.
Det er tydeligt, at de borgerlige partier generelt har haft svært ved at finde det rette niveau for deres kritik i mink-sagen. I efteråret, da sagen kørte, var det som om de borgerlige partier hidsede hinanden op i en fælles blodrus. Endelig havde man noget, som kunne sætte regeringen og ikke mindst statsministeren under pres. Efter måneders ydmygelser og mangel på opmærksomhed var det nu endelig tid til revanche – troede man.
Jo, sagen kostede fødevareministeren posten, men ellers var det så som så, hvad de borgerlige partier fik ud af de mange ophidsede Facebook-opslag, flammende taler og traktordemonstrationer. Uanset, at man skruede retorikken højere og højere op, skete der ingenting. Sagen fik stort set ikke målingerne til at røre sig, og da sagen og 2020 gik på hæld, var regeringen stadig langt foran i målingerne og statsministeren stadig uhyre populær. Til oppositionens store frustration.
Hvis de borgerlige partier igen skal udgøre et seriøst alternativ til regeringen, er de som minimum nødt til at stå som sikre og troværdige garanter for retsstaten. Uanset at rigsretten per definition er en politisk nedsat domstol, så skal det foregå ordentlig og sobert. Det er ikke kommentarsporet på Facebook, som skal afgøre, hvad der skal ske i højesteret.
Rohde og Løkkes rastløse opportunisme kan blive gift for det borgerlige Danmark
Radikale giver S-regeringen endnu mere magt, hvis vi vælter den nu
