Ukraine har vundet kommunikationskrigen. Men kom sejren for sent?

I et fransk TV-indslag kunne man for nylig se den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøge en ung pige på et hospital. Hun blev næsten mundlam ved synet af ham. Ikke fordi han var statsleder. Men som hun sagde:

”Du er overalt på TikTok.”

Er man på de sociale medier, er Zelenskyj ikke til at komme udenom.

Få har som ham og hans hold formået at engagere befolkninger, politikere og virksomheder i ukrainernes kamp gennem gamle og nye medier.

Ved hjælp af det, der i militærsprog kaldes "stratcom" eller strategisk kommunikation, satser det militært underlegne Ukraine på at forbedre deres position i felten og i den diplomatiske arena. Blandt eksperter er der dog uenighed om, hvor meget det har virket.

Militæranalytiker Jeanette Serritzlev er sikker på, at det har en afgørende effekt. Hun forsker i blandt andet stratcom ved Forsvarsakademiet.

"At tale med den her kraft har gjort en forskel. Der gik meget få dage før, de tilbageholdende europæiske lande accepterede at sende våben. Det var ikke sket uden, at de europæiske befolkninger også ville have det," siger hun.

Men allerede før krigen gik i gang, var ukrainerne mislykkedes med deres stratcom. Sådan lyder det imidlertid fra den danske embedsmand i EU's strategiske kommunikationsenhed, Søren Liborius.

”Landet har i årevis forsøgt at advare sine allierede om den russiske fare. Alligevel har de ikke før februar i år fået overbevist os om, at der skulle fuldt blus på den tunge militærstøtte.” 

Zelenskyj skaber stort nærvær

Den ukrainske præsident Zelenskyj blev på rekordtid symbolet på vestens kamp mod den autoritære Putin, da den russiske hær kørte ind over grænsen til Ukraine om morgenen den 24. februar.

”Han skiftevis skælder ud og roser, taler til hjerne og hjerte, når han henvender sig til vestens befolkninger, imens han iført en militærgrøn t-shirt kigger direkte ind i kameraet. Han har evnen til at skabe et stort nærvær," siger Jeanette Serritzlev fra Forsvarsakademiet.

Zelenskyj benytter samme direkte form, hvad enten han toner frem i de europæiske parlamenter, internationale organisationer eller til folkelige demonstrationer. Efterfølgende poster han sine henvendelser på de sociale netværk.

”De ukrainske stemmer når os, uanset om vi er 15 eller 55, om vi er på arbejde eller slapper af i sofaen om aftenen. De når os på tværs af platforme, og ikke kun når vi tænder for nyhederne på tv eller radio. Så vi bliver ramt rigtig mange gange i løbet af en dag," lyder det fra militæranalytikeren.

Ikke kun præsidenten er på de sociale medier. Det samme er den ukrainske førstedame, Olena Zelenska, regeringens øvrige ministre og præsidentens rådgivere. Hver henvender de sig til deres egen målgruppe.

Og så er de på alle sociale medieplatforme – fra chattjenesten Telegram over Twitter og TikTok til det professionelle netværk LinkedIn, forklarer Jeanette Serritzlev.

Som Zielinsky selv sagde i sin tale til Folketinget d. 29. marts: Vi oplever krigen i realtid.

Ukrainsk stratcom har fejlet op til krigen

Søren Liborius fra EU's strategiske kommunikationsenhed har arbejdet ti år i Rusland og har et indgående kendskab til Ukraine. For ham er det hverken nyt eller overraskende, at de er dygtige til strategisk kommunikation. Den har ukrainerne benyttet sig af siden den russiske annektering af Krim i 2014.

Her blev en svag ukrainsk hær løbet over ende midt i et politisk vakuum oven på Maidan-oprøret, og efter at den pro-russiske præsident, Viktor Janukovitj, var blevet afsat, forklarer Liborius.

”Det tvang på den hårde måde de nye ukrainske politikere til at træffe nogle vigtige valg: Hvad skal vi tale med befolkningen om, og hvad skal vi tale med hele verden om”, mener Liborius.

Verdens politikere møder i dag Zelenskyj med stående klapsalver, når han taler. Ingen er længere i tvivl om, at der er krig i Ukraine. Men krigen er altså ikke ny. Den har varet i otte år, understreger den ukrainske præsident gang på gang. 

Derfor mener Søren Liborius heller ikke, at Ukraines stratcom er så stor en succes, som den bliver udråbt til:

”Landet har i årevis talt om, at Rusland forberedte en militær invasion. Men det er ikke lykkedes for ukrainerne at overbevise Vesten om, at der var en endnu større krig på trapperne. Det er først 24. februar, at det internationale samfund forstår, at der kommer en fuldskala invasionskrig, der kan true den globale verdensorden."

Liborius fortsætter:

"Vi begyndte ikke at lytte takket været ukrainsk stratcom. Vi begyndte at lytte på grund af russisk brutalitet. Hvis ukrainernes stratcom havde virket de tidligere år, havde den fået overbevist os om, at der skulle fuldt blus på den tunge militærstøtte."

Effektiv russisk disinformation

Ikke alene har den ukrainske stratcom fejlet efter annekteringen af Krim. Den russiske informationskrig har samtidig været ”uhyre effektiv”, mener Liborius.

De sidste tre år op til den igangværende invasion er den ovenikøbet intensiveret i omfang. Samtidig er tonen blevet mere og mere skinger, fortæller han. Ligesom ukrainerne mener russerne nemlig også, at de er i krig. Men ikke kun mod Ukraine – også mod Vesten:

”Russerne har fabrikeret flere og flere historier om, at der var Nato-baser på vej i Ukraine, om at Ukraine er styret af nazister, om etnisk udrensning af russisk-talende. Alt dette har Ukraine skulle tale op imod”.

Og russisk stratcom har virket. Også blandt et vestligt publikum, der i dag støtter ukrainerne, vurderer Liborius.

"Har ukrainerne ikke et blødt punkt for halvnazister? Hvis du lavede en opinionsundersøgelse i Europa om, hvorvidt der er noget om snakken, vil du blive overrasket over, hvor mange der tror på den historie. Det samme gælder fortællingen om Nato-udvidelsen," siger han.

Fortællingen om nazisterne stammer fra den ukrainske Azov-brigade, der de seneste otte år har kæmpet mod russerne i Østukraine. Men selv om nogle af medlemmerne faktisk er nynazister, udgør de et lille mindretal på under tusind mand ud af en hær på over 200.000 mand, forklarer Liborius. 

Efter februar i år er ukrainerne dog indtrådt i en ny fase i informationskrigsførelsen, mener han.

Ukrainsk mobilisering af befolkningerne

Det er ikke nyt, at politikere er på de sociale medier, men intensiteten og omfanget af kommunikationen er bemærkelsesværdig, lyder det fra Jeanette Serritzlev fra Forsvarsakademiet. 

"Zelenskyj og hans folk har formået at mobilisere et vestligt publikum i et helt andet omfang," siger hun.

Direktøren for Natos Strategic Communication Center for Excellence, Janis Sarts, er enig. I en Nato-podcast fra 8. marts i år gav han tre grunde til Ukraines store stratcom-succes:

1. Zelenskyj er et stærkt og samlende symbol for den ukrainske kamp.
2. Ukraine har en veletableret kommunikationsinfrastruktur.
3. Og så har landet øvet sig.

Når folk over hele verden i dag slår ind på Zelenskyjs kanal på Telegram, er det ikke første gang, at præsidenten benytter platformen til at kommunikere med offentligheden.

Han brugte nemlig en lignende kanal under sin nationale valgkamp i 2019. Det forklarer Mykahailo Fedorov i et interview med det amerikanske magasin Time.

Fedorov er tidligere IT-entreprenør og stod bag den succesfulde valgkampagne online. Efterfølgende blev han landets minister for digital forandring og står desuden i dag i spidsen for den digitale krig mod Rusland.

I artiklen kalder han selv strategisk kommunikation for ukrainernes hjemmebane.

"Ruslands lederskab befinder sig stadig i det 20. århundrede," siger han til Time.

"Det har de ikke opdaget ... regeringer er nødt til at bevæge sig mod i stigende grad at opføre sig som tech-virksomheder frem for at være rigide som en tank, som en krigsmaskine."

Krigen vindes ikke kun på slagmarken

Ukraines massive kommunikationsindsats fører da også til konkrete diplomatiske og militære resultater, forklarer Jeanette Serritzlev.

”Krigen vindes ikke kun på slagmarken. Den vindes også i det diplomatiske spor, og den vindes med alle de politiske virkemidler, man måtte have," siger hun.

Hun fortsætter:

”Vi kan ikke adskille kamphandlingerne på jorden fra det, der sker på for eksempel internettet. For det har en enorm påvirkning. Det har den her krig vist.”

Ukrainerne bliver især bredt beundret for at få virksomheder, der ikke er omfattet af vestlige sanktioner, til af egen fri drift at trække sig fra det russiske marked. Og virksomheder, der ikke gør det – som i første omgang danske Carlsberg – risikerer forbrugerboykot.

Ved at mobilisere befolkningerne er det lykkedes at lægge et økonomisk pres på Rusland ud over det, som staterne har kunne blive enige om.

”Det er nærmest blevet en del af virksomhedernes frivillige CSR-strategi,” bemærker Serritzlev.

"Ligesom sportsforbund også følger frivilligt trop med sanktioner mod Rusland."

Ukrainernes store offentlige pres og evne til at mobilisere følelser har også øget beslutningshastigheden i den politiske arena.

”Når Zelenskyj toner frem på storskærm i de allieredes parlamenter, fremfører hans sit højeste ønske. Ofte er det, at Nato skal lukke luftrummet over Ukraine. Han ved godt, at han skubber til grænsen for, hvad de allierede vil være med til. Derfor siger han også: "Det er, hvad vi ønsker, men hvis I ikke kan give os det, så giv os det næstbedste I har.",” forklarer militæranalytikeren.

Det har fået Vestens politikere til hurtigere at gå længere i deres våbenleverancer, end de oprindeligt havde tænkt sig, mener hun.

Søren Liborius er enig i, at beslutningshastigheden er blevet intensiveret.

Men ukrainerne har også travlt. For hastighed er en vigtig faktor i væbnet konflikt:

”Når krigen har kørt i en periode, bliver den til baggrundsstøj, på nær når den kortvarigt blusser op. Overgrebene skal blive værre og værre for at få opmærksomhed. Narkomanen skal have noget mere dope, for at få samme effekt," siger han.

red@altinget.dk