Ugen i dansk politik: Esben Lunde skal i praktik

OVERSIGT: Folketinget samles i denne uge, når finansloven skal førstebehandles, ligesom kvotesagen igen spøger. Og så skal Esben Lunde i praktik. Få overblik over ugen i dansk politik her.

Det er blevet mandag, og vi er klar til at klæde dig på til en ny uge i dansk politik.

En uge, der byder på en del retssager og de første møder i Folketinget om finansloven for 2018.

Mandag
Skatteudvalget skal mandag på tur til Washington D.C. i USA for at få et indblik i amerikanske problemstillinger. Desuden skal udvalget mødes med myndigheder og virksomheder for at få indsigt i blandt andet det amerikanske skattesystem og dets indsats mod skattely.

Kulturminister Mette Bock (LA) skal også ud at rejse, men med nogle lidt anderledes rejsekammerater. Hun skal nemlig med herrefodboldlandsholdet til Armenien, hvor de skal spille landskamp – altså landsholdet. Mette Bock vil blot overvære kampen. Desuden skal hun mødes med den armenske udenrigsminister og vicekulturminister, og så skal hun besøge UNESCOs verdensarvssteder Ejmiatsin Katedralen og Geghardklosteret.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) inviterer pressen til paneldebat om EU's ydre grænser i Børs-bygningen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skal til Nørre Nebel og indvie et fugletårn etableret af Realdania og Naturstyrelsen. Derefter går turen til virksomheden Gråkjær A/S, der producerer landbrugsstalde, bolig- og erhvervsejendomme og anlæg til landbaseret fiskeopdræt.

Samme mandag er der flere interessante retssager.

I Vestre Landsret indledes sagen om Finansiel Stabilitet, der kræver 700 millioner fra tidligere direktører og bestyrelsesmedlemmer. Finansiel Stabilitet er en offentlig virksomhed under Erhvervs- og Vækstministeriet, der skal sørge for netop finansiel stabilitet i finanssektoren.

Samme dag i den anden ende af landet skal Finansiel Stabilitet i Østre Landsret, hvor selskabet kræver 250 millioner kroner af den tidligere bestyrelse, direktion og revision.

En helt anden sag er den om dansk-kurderen Joana Palani, der har kæmpet mod IS i Syrien. Hun fik frataget sit pas, da hun vendte hjem fra Syrien, hvilket hun har protesteret imod. Mandag skal hendes sag afsluttes i Københavns Byret.

Region Hovedstaden skal mandag blive enige om en budgetaftale. Aftalen forventes mandag og vil byde på besparelser som konsekvens af særligt Sundhedsplatformens indførelse.

Langt væk fra de danske retssale holder Claus Hjort Frederiksen (V) fødselsdag. Han bliver 70 år, så stort tillykke til ham.

Tirsdag
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har også planer tirsdag. Han skal i praktik i Fødevarebanken, der bekæmper madspild og leverer måltider til hjemløse. Esben Lunde får travlt, for han skal både hente mad, pakke kølebiler og besøge herberget Lærkehøj på Frederiksberg.

Senere skal Esben Lunde i åbent samråd om danske skibe, der bliver ophugget i udlandet. Christian Juhl (EL) og Ulla Sandbæk (Å) har blandt andet spurgt, om miljø- og fødevareministeren mener, at det er under forsvarlige forhold, at danske skibe bliver ophugget.

Esben Lunde bliver forskånet for yderligere arbejde tirsdag.

Det er flagdag tirsdag, hvor der flages for danske udsendte, og kronprinseparret deltager i markeringen. Det gør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også, når han i Slagelse og København deltager i parader. Prins Joachim og prinsesse Marie vil også deltage i markeringen.

En anden person, der kommer til at flage, er Steen Vindum (V). Han er borgmester i Silkeborg Kommune og runder 50 år på tirsdag.

Onsdag
Christian Juhl (EL) har igen stillet en minister et spørgsmål. Denne gang er det beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der i et åbent samråd skal svare på, hvad han vil gøre for at få sagsbehandlingstiderne på arbejdsskader ned.

Fiskeri- og ligestillingsminister Karen Ellemann (V) er også kaldt i åbent samråd om kvotesagen. Det var egentlig Esben Lunde Larsen (V), der skulle have været indkaldt, men han blev frataget fiskeriområdet i august. Derfor bliver det Karen Ellemann, der blandt andet skal svare på, om det er godt for samarbejdet mellem partierne, at embedsmændene har modarbejdet et flertal i Folketinget.

I Udenrigspolitisk Nævn er der møde. Meget mere kan der ikke fortælles, da dagsordenen er fortrolig. Nævnets medlemmer vil dog blive orienteret om dagsordenen inden mødet.

Langt fra Danmark er der også møde. Det foregår i Bruxelles, hvor EU-Kommisionen holder sit første ugentlige møde efter sommerferien.

Folketinget skal tirsdag mødes til andenbehandling af et lovforslag om vedvarende energi-anlæg.

Der er høring i Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer, hvor man skal diskutere nedrivningspuljen. Puljens anvendelse og behovet for den vil blive belyst af forskellige eksperter.

Der bliver holdt afskedsaudiens hos dronningen, når ambassadørerne fra Norge, Thailand, Tyskland og Mexico afslutter deres roller som ambassadører til Danmark.

Torsdag
På torsdag skal finansloven for 2018 til førstebehandling. Regeringens udspil til finansloven for 2018 blev præsenteret torsdag sidste uge, og du kan læse mere om udspillet her. Det sker i Folketingssalen klokken 10, hvorefter det føromtalte lovforslag om vedvarende energi skal tredjebehandles.

Hele to ministre er indkaldt til åbent samråd tirsdag. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og ældreminister Thyra Frank (LA) skal sammen redegøre for, hvornår regeringen fremlægger delresultatet af det servicetjek, der har været af udbud af hjemmepleje. Det er Bjarne Laustsen (S) og Astrid Krag (S), der har stillet spørgsmålet.

Ungdommens Folkemøde er klar med koncerter og debatter. Torsdag kan man således møde lederne fra de forskellige ungdomspartier, der blandt andet byder på poetry slam, fællesbøn og brætspil. Desuden tager Margrethe Vestager fri fra arbejdet som EU's konkurrencekommissær, når hun gæster de unge ildsjæle.

Fredag
Der er uddannelsesdebat fredag i Nørre Visum. Her vil uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) diskutere emnet 'kvalitet i uddannelse set i et internationalt perspektiv'. Det gør de sammen med 3.500 besøgende og en række internationale eksperter.

Europaudvalget holder møde om et møde. Det drejer sig om forberedelsen til rådsmødet, der skal holdes for for justits- og indenrigsministre i EU. De danske medlemmer af Europa-Parlamentet vil også deltage på mødet.

Hanstholm Havn holder 50-års jubilæum, og i den anledning gæster statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) havnen i Thisted Kommune.

Et andet jubilæum finder også sted på fredag. Det er Marianne Jelved (R), der kan fejre, at hun har siddet 30 år i Folketinget.

Lørdag
Desværre måtte vi i sidste uge sige farvel til den tidligere borgmester i Odense, Verner Dalskov (S), der døde. Han sad på posten som borgmester i Odense fra 1973 til 1993 og nåede i den tid at få tilnavnet Ærlige Verner. Bisættelsen vil blive holdt lørdag klokken 12:00 fra Kirkegårdskapellet ved Assistenskirkegården i Odense. 

Det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem og minister Jytte Andersen fylder 75 år. Stort tillykke!

Søndag
Der bliver holdt taler og koncerter på Amager Fælled, når Fælled Festival bliver afholdt søndag. Fokus for festivalen er det noget omdiskuterede byggeri, der er er planlagt på netop Amager Fælled. Derfor vil flere politiske partier også dukke op.

Lidt i samme ånd holder Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet Naturens Dag. Hele søndag vil der være forskellige aktiviteter rundt om i landet, der alle har fokus på den danske natur.

Forrige artikel Fire ting vi lærte af andet afsnit af Statsministrene Fire ting vi lærte af andet afsnit af Statsministrene Næste artikel Det sker i EU: Sandhedens time om flygtningefordeling Det sker i EU: Sandhedens time om flygtningefordeling