Ugen i dansk politik: Delvis genåbning og spørgetime med Mette Frederiksen
Aftalen om delvis genåbning træder i kraft, Tibetkommissionen fortsætter sine afhøringer og ti ministre skal i forskellige samråd. Få overblik over den kommende uge i dansk politik.
Mandag
En række coronarestriktioner udfases fra ugens start. Det betyder blandt andet, at flere butikker og udendørs kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter får lov til at åbne. Forsamlingsloftet hæves fra 5 til 25 personer, når det gælder udendørs idræt og organiserede foreningsaktiviteter. Og så kan flere skoleelever få lov til at komme i skole i Nord- og Vestjylland og på Bornholm.
Læs her detaljerne i aftalen, som regeringen i sidste uge indgik med de tre støttepartier.
Tirsdag
Der er møde i Folketingssalen klokken 13.00, som indledes med spørgetime med statsminister Mette Frederiksen.
Og så starter en travl samrådsuge tirsdag for fem ministre.
- Klokken 13.15 skal minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen og klimaminister Dan Jørgensen i samråd om rapportering og programmering af Danmarks klimabistand.
- Klokken 13.30 skal uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen redegøre for ”det forventede læringstab, frafald og mistrivsel blandt studerende på de videregående uddannelser” coronanedlukningen, og svare på, hvad hun vil gøre ved problemerne.
- Klokken 14.30 skal sundhedsminister Magnus Heunicke i samråd om ”konsekvenser af manglende udredning og behandling af blandt andet kræftpatienter under coronapandemien”.
- Klokken 15.00 skal udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye redegøre for, om han har tillid til EU's grænsekontrol ovenpå terrorangrebet i Nice.
- Samme tid skal justitsminister Nick Hækkerup i samråd om forebyggelse af udbredelsen af terrorrelateret onlineindhold.
Om eftermiddagen er der høring på Zoom fra Christiansborg om, hvorvidt Danmark lever op til Børnekonventionens artikel 31 om børns ret til leg og rekreation. Det er sammen med det radikale folketingsmedlem Lotte Rod arrangeret af International Play Association Danmark, Pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole og Aarhus Universitet.
Tirsdag begynder også uformelle møder blandt EU-landenes forsvarsministre og handelsministre.
Onsdag
Der er igen møde Folketingssalen klokken 13.00, denne gang med ministrenes spørgetid.
Online arrangement om Elbilkommissionens anden delrapport, ”Veje til veludbygget ladeinfrastruktur”. Transportøkonomisk Forening står for arrangementet, der får besøg af kommissionens formand, tidligere DONG-direktør og departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup.
På Christiansborg skal endnu to ministre i samråd.
- Klokken 10.00 skal kulturminister Joy Mogensen redegøre for medieforhandlingerne.
- Klokken 12.00 skal beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i samråd om påbud fra Arbejdstilsynet.
Torsdag
I retten på Frederiksberg fortsætter afhøringerne i Tibetkommissionen. Torsdag afhøres fem personer fra Forsvarsministeriet.
- Klokken 10.15 skal undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil svare på, hvorfor danske elevers færdigheder i matematik er "markant forværret" efter indførslen af de længere skoledage.
- På samme tid skal justitsminister Nick Hækkerup i samråd om hjemtagelse af de danske børn, der er fanget i teltlejrene Al Hol og Al Roj i Syrien. Ministeren skal senere på dagen i samråd om GDPR-reglerne.
- Klokken 11.30 skal udenrigsminister Jeppe Kofod i samråd om blandt andet aftalen mellem EU og de sydamerikanske Mercosur-lande.
- Klokken 13.30 skal erhvervsminister Simon Kollerup i samråd om fortsættelse af ejendomsformidlingsvirksomhed ved mange store, ubetalte bøder.
- Klokken 14.00 skal kulturminister Joy Mogensen redegøre for sine overvejelser om afvikling af events, festivaler, folkemøder og tilsvarende arrangementer i sommeren 2021. Senere skal hun fortælle om afvikling af festivaler og kompensationsmuligheder.
- Klokken 15.00 skal både sundhedsminister Magnus Heunicke og social- og ældreminister Astrid Krag i samråd om om "prioritering af testning af ældre og plejepersonale i ældreplejen under coronapandemien".
Fredag
Da det er den første fredag i marts, skulle Årets Pressefoto 2021 i Danmark have været kåret i Det Kongelige Bibliotek. Arrangementet er dog blevet udskudt på grund af coronasituationen.
Røde Kors afholder konference med fokus på de humanitære behov i en verden med covid-19. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen holder oplæg om prioriteter i den kommende udviklingspolitiske strategi.
Og så bliver ugens sidste to samråd afholdt i løbet af fredag morgen og formiddag.
- Klokken 9.30 skal undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og sundhedsminister Magnus Heunicke svare på, hvorfor regeringen ikke har sikret ligestilling af fri- og folkeskolerne i forbindelse med tests af lærere, pædagoger og andet personale.
- Klokken 10.30 skal erhvervsminister Simon Kollerup og socialminister Astrid Krag i samråd om GDPR- og hvidvaskreglernes betydning for mindre frivillige foreninger.