Udgifter til SU til udlændinge har overskredet politikernes loft

SU: Minister Tommy Ahlers (V) kalder forligskredsen bag SU-reformen til møde, for udgifterne til SU til udenlandske studerende har overskredet det loft, de var blevet enige om. Nu skal de diskutere, hvor pengene skal findes.

Danmark skal udbetale SU til udenlandske studerende for højst 437 millioner kroner om året.

Det blev kredsen bag SU-forliget enig om i 2013, hvor man dermed lagde et loft over SU-udgifter til studerende fra andre EU-lande. 

Det loft er nu overskredet, oplyser uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, som derfor har indkaldt forligskredsen til et møde torsdag.

"Vi har overskredet loftet, og derfor skal vi reagere," sagde Tommy Ahlers på et samråd tirsdag i udvalget. 

Uddannelses- og forskningsministeren kunne på samrådet oplyse, at SU-udgifterne nu er oppe på 483 millioner kroner.

Pengene er gået til studerende med status som såkaldt vandrende arbejdstagere indenfor EU. Det betyder, at de har et arbejde ved siden af studierne på mindst 10-12 timer om ugen og dermed ret til dansk SU.

Aftale dikterer reaktion
Aftalen om SU-reformen fra 2013, som spænder over hele Folketinget med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten, kræver faktisk også, at ministeren indkalder SU-forligskredsen.

I aftalen forpligtede SU-forligskredsen sig til at finde finansiering inden for SU-området og iværksætte relevante værnsinitiativer, såfremt udgifterne afviger væsentligt. 

Aftalen om SU-reformen i 2013 tillod udgifter på 437 millioner. Dermed er loftet overskredet med små 50 millioner, og ministeren har altså vurderet, at der er tale om en væsentlig overskridelse.

Ultimativt dikterer aftalen fra 2013, at væsentlige ændringer i udgifterne til vandrende arbejdstagere kan betyde en omlægning af SU-systemet.

S: Inddriv misligholdt gæld 
Socialdemokratiet afviser dog, at der er brug for at spare på SU-området for at finansiere overskridelsen. 

"Det er oplagt at kigge på inddrivelse af misligholdt SU-gæld fra udenlandske studerende. Det er jo en betragtelig sum, som vi har til gode der," siger Mette Reissmann. 

I 2017 var den misligholdte SU-gæld for udenlandske studerende på 155 millioner. 

Mette Reissmann mener dog, at det må være op til Tommy Ahlers at forklare, hvordan regeringen vil finde midlerne. 

"Det er regeringen som har taktstokken," siger Mette Reissmann, som tidligere har indkaldt uddannelses- og forskningsministeren i samråd om samme emne.

Daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremlagde i 2017 en plan for inddrivelse af udenlandsk SU-gæld. 

Læs hele artiklen på Altinget: forskning. Her kan du se, hvad regeringen i forvejen gør for at begrænse antallet af udenlandske studerende, som dermed kan få ret til SU.

 

Forrige artikel Politisk uro og udsigt til magtskifte på Færøerne Politisk uro og udsigt til magtskifte på Færøerne Næste artikel Nu bliver det afgjort, om vandkunder kan forvente milliard-regning Nu bliver det afgjort, om vandkunder kan forvente milliard-regning