Udenrigschef: EU kan tage en del af regningen for Danmarks F-16-gave til Ukraine

Udgifterne for Danmarks donation af 19 F-16-fly til Ukraine kan med al sandsynlighed blive delvist dækket af EU. Regeringen har endnu ikke taget stilling til, om den vil søge refusion.

EU vil gerne spæde til fra fælleskassen i forbindelse med de danske og hollandske donationer af F-16-fly til Ukraine.

Sådan lyder meldingen fra chefen for EU’s udenrigstjeneste, Josep Borrell.

På et sommerseminar i den spanske by Santander siger han, at han byder Danmark og Hollands beslutning om at levere kampfly til Ukraine velkommen, og at EU potentielt kan dække en del af udgifterne hertil.

Det skriver det europæiske onlinemedie Euractiv.

Pengene skal komme fra Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF), som er den fælles pengetank, der har støttet EU-landene i deres leveringer af militær støtte til Ukraine, siden krigens udbrud.

Forsvarsministeriet er ikke vendt tilbage til Altinget med en officiel kommentar inden artiklens deadline.

Men ifølge Altingets oplysninger er beslutningen om at søge refusion endnu ikke truffet.

Det vil først ske, når der kommer større klarhed om, hvad Danmarks omkostninger bliver – ikke bare for flyene, men også for eventuelle medfølgende ammunitionspakker, træning af piloter med mere. Dertil kommer, at flyene også skal være leveret, før der kan komme penge retur. Efter planen bliver de første seks kampfly sendt afsted omkring nytår. De næste otte følger i 2024, og derefter fem i 2025.

{{toplink}}

Regeringen har hidtil flittigt benyttet sig af muligheden for at få penge tilbage fra EU-kasserne for de bidrag til krigsindsatsen, den har sendt til Ukraine.

Hvor mange penge, Danmark har fået på den konto, er ikke offentligt. Hvor stor en procentdel af omkostningerne, Danmark har fået retur for de missiler, mandskabsvogne og andet militært isenkram, regeringen har sendt østover, varierer også.

I juni måned enedes EU-landene om at spytte yderligere i EPF-kassen, der er blevet drænet af de mange våbenleverancer til ukrainerne.

Der er nu afsat i alt 12 milliarder euro (cirka 90 milliarder kroner) til fredsfaciliteten for perioden 2021-2027.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Find dit pensionsselskab: Seks milliarder pensionskroner i knapt så demokratiske lande Find dit pensionsselskab: Seks milliarder pensionskroner i knapt så demokratiske lande Næste artikel Sådan står partierne lige nu: Tre grafer tager temperaturen på dansk politik Sådan står partierne lige nu: Tre grafer tager temperaturen på dansk politik