Tyrkere stemmer til EP-valg i Cypern

EP-valg: Der er stor interesse blandt 81.000 stemmeberettigede tyrkisk-cyprioter for at stemme ved majs valg til Europa-Parlamentet, der får 50 valgsteder langs besættelseslinjen i EU-medlemslandet.

CYPERN: Selv om Tyrkiet er langt fra sit ønske om en dag at blive optaget i EU, har 81.000 tyrkisk-cyprioter bosat i EU-landet Cypern mulighed for at stemme ved valget til Europa-Parlamentet senere på måneden.

Hér skal landet vælge seks kandidater til Strasbourg, hvilket kræver omkring 16.000 stemmer, så det kan ikke udelukkes, at der vælges en tyrkisk-cypriot, hvilket i så fald vil være første gang.

Meningsmålinger viser stor og positiv interesse fra tyrkisk-cyprioterne for at stemme, og langt flere end ved valget i 2014 ventes at tage over grænsen til den græsk-cypriotiske del af det splittede land for at afgive deres stemme, skriver dagbladet Cyprus Mail.

I 2014 var det under 2.000 tyrkisk-cyprioter, der stemte ved EU-valget. Nu frygter myndighederne helt andre køer ved grænseovergangene og valgstederne.

Selv om EU-reglerne er suspenderet i den del af Cypern, der blev tyrkisk besat i 1974, regnes tyrkisk-cyprioterne som EU-borgere med stemmeret.

Der opstiller i alt ni tyrkisk-cyprioter ved EU-valget, hvilket er rekordmange. En af de mest markante opstiller for det græsk-cypriotiske venstrefløjsparti Akel.

Som årsag til den stigende interesse blandt tyrkisk-cyprioter anfører avisen dels frustration over, at de politiske forhandlinger om at genforene landet går så langsomt, dels styrken af de opstillede tyrkiske kandidater.

Forrige artikel Holstein om tale: Frederiksen får blotlagt Løkkes svagheder Holstein om tale: Frederiksen får blotlagt Løkkes svagheder Næste artikel Pia Olsen Dyhr: Det bliver et velfærdsvalg Pia Olsen Dyhr: Det bliver et velfærdsvalg