TV 2 får ansvaret for regionale nyheder fra Borgen

NYHEDER: Syv af de otte regionale tv-stationer vil fremover købe dækningen gennem TV 2's politiske redaktion. Det skal styrke kvalitet og forsyningssikkerhed.

De regionale tv-stationer har hidtil fået deres dækning fra en lille redaktion på to reportere, som TV 2 Øst har drevet.

Nu får TV 2's Christiansborg-redaktion så ansvaret for at producere også de regionale nyheder fra Christiansborg.

”Den regionale politiske dækning fra Christiansborg vil få stor gavn af TV 2-fællesskabet i forhold til at skaffe kilder, nyhedshistorier og give sparring, ligesom vi fortsat kan gøre brug af analyser fra TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe, og hans kolleger,” siger direktør Betina Bendix, TV Syd, der er ordførende direktør for TV 2 Regionerne, i en pressemeddelelse.

TV 2 Fyn og TV 2 Nord regner med et stigende forbrug, men de fleste regioner forventer samme forbrug som i dag. Syv af de otte TV 2-regioner indgår i samarbejdet, som TV 2 Lorry har valgt at stå uden for.

Aftalen betyder, at en reporter på TV 2's Christiansborg-redaktion dagligt – mandag til fredag – er dedikeret til at levere til regionerne.

TV 2-regionerne gik tilbage i 1994 sammen om en redaktion på Christiansborg, der kunne forsyne dem med politiske nyheder med og om de folkevalgte. Det var iøvrigt med Altingets nuværende chefredaktør Rasmus Nielsen som redaktør og producent.

Forrige artikel Millioner til kampen mod falske nyheder Millioner til kampen mod falske nyheder Næste artikel Flertal ønsker handicap-venlige erhvervsuddannelser Flertal ønsker handicap-venlige erhvervsuddannelser