Turbulens og troværdighed i europæisk udenrigspolitik

EU-DEBATTEN: EU's udenrigspolitik er et eksperiment, der tvinger os til at gentænke hvad udenrigspolitik er for en størrelse. Lektor i statskundskab Jens Ladefoged Mortensen giver her sit bud på EU's udenrigspolitiske udvikling og udfordringerne heri.

Af Jens Ladefoged Mortensen
Lektor, Institut for Statskundskab/Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet

Europæisk udenrigspolitik har altid været et eksperiment. Europa udfordrer det genkendelige billede af nationalstatens udenrigspolitik; et effektivt diplomati, der på baggrund af klare politiske prioriteringer og statsmandskløgt løser udenrigspolitiske kriser med stor professionalisme.

Konstruktionen af en europæisk udenrigspolitik har været en langsommelig proces. Det bør derfor ikke undre, at EU's udenrigsministerium ikke fungere endnu. Kritikken af EU-udenrigspolitikken har været meget personcentreret, specielt af Cathrine Ashton, som er kritiseret for at være for langsom, for uerfaren, for britisk og for anonym. Men hvad betyder aktørgalleriet egentlig for en europæisk udenrigspolitik i en globaliseret verden, der er gennemsyret af kriser og udenrigspolitisk turbulens?

Ny global verdensorden
Den 'aktørfikserede' diagnose af EU's udenrigspolitik overskygger det faktum, at EU ikke handler i et tomrum. EU er påvirket af de samme strukturelle omvæltninger som alle andre aktører. Vi synes at leve i en epokeforandrende tidsalder, hvor en ny global verdensorden er i støbeskeen. Magten omformes og udjævnes, og det skaber systemisk turbulens. Kriser er ikke længere enkeltstående begivenheder.

Globaliseringen har skabt sammenhængende, simultane, permanente og mere tydeliggjorte kriser. Demokratibevægelser i Nordafrika og Mellemøsten skaber usikkerhed om olieprisen. Atomkraftulykker i Japan skaber tvivl om den europæiske energistrategi. Handelsforhandlinger med Indien skaber frygt for europæiske arbejdspladser. Det er svært at se, hvor grænsen mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik skal tegnes - både for EU, for medlemsstaterne og for alle andre udenrigspolitiske aktører.

EU er god "soft power"
Nye problemer kræver nye løsninger. EU har faktisk været exceptionelt godt udrustet til at føre en 'soft power udenrigspolitik'. Mest af alt fordi den har haft kapacitet til at handle på tværs af etablerede politikområder. EU har - desværre - stået ret alene med dets alternative globaliseringsdagsorden om blød demokrati-udbredelse, styrkelsen af folkeretten, forsvaret af en social markedsmodel og ambitiøs klimapolitik.

Det grundlæggende problem for EU's udenrigspolitik er ikke dennes langsommelighed, usynlighed eller klodsethed. EU's magtinstrumenter er bare anderledes end traditionel udenrigspolitiske virkemidler. EU synes mere parat til at agere i en globaliseret verden, hvor emner og kriser kædes tættere og tættere sammen. Problemet er snarere dets utroværdighed. Udenrigspolitik handler ikke blot om handlingskapacitet - men også legitimitet.

EU har mistet troværdighed
EU-processen lider ikke blot af et 'input-problem'. Udenrigspolitik er generelt et lukket politikrum - og EU er muligvis mere åben end gennemsnittet af medlemsstaterne på det punkt. Problemet skal snare findes på outputsiden. EU har mistet ekstern troværdighed på grund af interne usammenhængende politikker som for eksempel landbrugspolitik og industripolitik. Klimapolitik er et godt eksempel. Uanset hvad Kommissionen prøver at melde ud som ansvarlig klimadiplomat, så mistænker omverdenen EU for fortsat at pleje sine særinteresser i sidste instans. Krav om f.eks. bæredygtighed i verdenshandlen mødes med mistro i udviklingslandene. Derfor har EU's forsøg på at få liberaliseret handel med miljøvenlige produkter i WTO aldrig fået succes.

Genetableringen af EU's 'soft power' kræver en bedre strategisk koordinering af tværgående EU-politikker. Her vil det klæde EU at være en smule mere selvkritiske overfor dets manglende samordning af politikområder. EU skal føre den udenrigspolitik, den kan. Cathrine Ashton bør derfor arbejde på at opbygge EU's troværdighed overfor specielt de nye globaliseringspartnere frem for at flyve hurtigere ud til diverse krise-hotspots i tæt kapløb med de andre europæiske udenrigsministre.
Forrige artikel Bør KU's rektor selv gå af? Bør KU's rektor selv gå af? Næste artikel R raser over Troels Lunds åbenmundethed