Poul Madsen til Troels Lund: Sig undskyld til Thorning for folkestyrets skyld

Alle andre steder end på Christiansborg siger man undskyld, hvis man begår en fejl. Vi kan godt lide mennesker, der indrømmer, at de begår fejl. Alle begår fejl. Hvorfor vil politikere fremstå ufejlbarlige, spørger Poul Madsen. 

I en uge har vi nu diskuteret, om Troels Lund Poulsen (V) skylder tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) en undskyldning. Men som sædvanlig diskuterer vi kun det konkrete og ikke det, der reelt kunne være den vigtige principielle diskussion.

Det konkrete er, at Troels Lund Poulsen som skatteminister viderebragte rygtet om, at Thorning-Schmidts mand var homoseksuel til tre af sine medarbejdere. Det er fastslået i Skattekommissionens redegørelse. Sagen er som bekendt 12 år gammel, og flere har fornuftigt nok påpeget, at det er lidt sent, at Thorning kommer og beder om en undskyldning.

De, der holder med Troels Lund Poulsen, har også haft travlt med at sige, at sagen om Helle Thornings mands skattepapirer er fuldt oplyst. Det er så det rene vrøvl. Hvem, der lækkede Thornings mands skattepapirer til BT, kunne Skattesagskommissionen netop ikke fastslå med sikkerhed.

Det er en af de gåder, der kommer til at hengå under kategorien 'uopklaret' med mindre en eller anden bekender sine synder på dødsleget eller i bogform. 

Troels Lund Poulsen har også holdt sig til denne forklaring, som er klassisk politisk tænkning. Man skal endelig ikke indrømme noget, for det kan åbne for nye spørgsmål. Og sådan tænker de politiske kommentatorer også. Jeg stod ved siden af BT's nyansatte orakel Henrik Qvortrup i P1 Debat, da han sammenlignede det med at åbne 'Pandoras æske'.

Men den her sag handler ikke om, hvem der lækkede skattepapirerne, men om moral. Troels Lund Poulsen har dokumenteret viderebragt grovkornet sladder, som han burde have holdt for sig selv. Hvor ville det være befriende, hvis han sagde: "Det kan jeg godt se ikke var kønt, derfor giver jeg Helle Thorning-Schmidt en undskyldning".

Jeg tror ligefrem, at Troels Lund Poulsen kunne tiltrække nye vælgere med en undskyldning, og som kommende Venstreformand må det da være hans højeste ønske, at den stolte Venstreskude ikke synker helt til bunds.

Men Troels Lund Poulsen kunne ikke drømme om at give en undskyldning, og det er netop kernen i det, der er galt med dansk politik, og årsagen til den voksende politikerlede og mistro til demokratiet.

I den her pulje tæller også medierne, der villigt køber, at "sådan er politik jo bare". Tonen er grov, og ingen påtager sig et reelt ansvar for de fejl, der begås. Vi behøver blot spole tilbage til Mette Frederiksen (S) og minksagen for at finde det seneste eksempel.

Tankevækkende er det også, at ingen  som i ingen  socialdemokrater, bakker partifællen Helle Thorning-Schmidt op. Nu er Socialdemokraterne i regering med Venstre, og så skal en stemme fra fortiden ikke forstyrre samarbejdet.

Hvis Thorning havde rejst sit ønske for fem eller ti år siden, så havde socialdemokraterne nærmest været ved at falde over hinanden for at bakke hende op.

Det hele handler om politisk taktik, hvilket befolkningen godt ved, og er en af årsagerne til, at vi er trætte af de politikere, vi har. Hvorfor fa'en er der ikke bare nogen, der siger, hvad de mener?

{{toplink}}

Troels Lund Poulsen burde tænke større end på det konkrete. Han skal sige undskyld for folkestyret og demokratiets skyld. Alle andre steder end på Christiansborg siger man undskyld, hvis man begår en fejl. Vi kan godt lide mennesker, der indrømmer, at de begår fejl. Alle begår fejl. Hvorfor vil politikere fremstå ufejlbarlige?

Men sagen her burde flyttes til at handle om årsagen til, at Troels Lund sladrede om Thornings mands seksualitet. På Christiansborg er der en sladderkultur og et arbejdsmiljø, som er kørt helt af sporet. Mange af de garvede iagttagere vil sikkert sige: "Politik har altid været råt, fordi det handler om magt".

Til det er jeg bare nødt til at sige, at det eneste sted, hvor tiden åbenbart står stille, er på Christiansborg. Alle andre steder i samfundet fylder arbejdsmiljø mere og mere, og kun de idiotiske arbejdsgivere accepterer bagtalelse, sladder, og at folk går ned med stress. Og hvis arbejdsgiverne ikke forstår det, så tilkalder man Arbejdstilsynet, der har et stigende fokus på psykisk arbejdsmiljø.

Stresssygemeldinger har også i den grad sneget sig ind på Christiansborg. Og problemet er på ingen måde løst ved, at Jakob Ellemann-Jensen (V) som den seneste kastede håndklædet i ringen.

En tidligere politiker sagde engang til mig, at "hvis Christiansborg havde været en normal arbejdsplads, så havde arbejdstilsynet for længst lukket den".

Det er den her diskussion, som vi burde tage på baggrund af Helle Thornings krav om en undskyldning.

Hvis vi havde haft en normalt fungerende opposition, så havde de rejst diskussionen. Men ingen kan åbenbart finde ud af at gøre noget for tiden, nu hvor de klassiske politiske fronter er sprængt til atomer, og de historiske ærkefjender er samlet i regeringen.

Derfor siger Troels Lund ikke undskyld, og derfor er der ingen, der kræver forandringer i arbejdsmiljøet, og derfor fortsætter mistilliden til det politiske system videre nedad. 

Forrige artikel Hvis Trump vinder, kollapser SVM-regeringens udenrigspolitik på et splitsekund Hvis Trump vinder, kollapser SVM-regeringens udenrigspolitik på et splitsekund Næste artikel Radikale er på direkte kollisionskurs med sine pro-palæstinensiske vælgere Radikale er på direkte kollisionskurs med sine pro-palæstinensiske vælgere