Tidligere Vive-direktør er ny formand for Børnerådet

FORMANDSSKIFTE: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har udpeget tidligere Vive-direktør Agi Csonka til ny formand for Børnerådet. Hun skal bestride posten indtil udgangen af 2021.

Børnerådet har fået ny formand.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har udpeget Agi Csonka til formandsposten.

Det oplyser Børnerådet i en pressemeddelelse.

Børnerådet er et uafhængigt råd under Social- og Indenrigsministeriet, der såvel rådgiver Folketinget, regeringen og myndigheder på børneområdet som sikrer børnenes stemme i offentligheden.

Denne opgave skal nu ledes af Agi Csonka, der medbringer en stor erfaring indenfor området. En mission, der glæder den nye formand:

”Det er en ære at skulle stå i spidsen Børnerådet. Jeg ser frem til, sammen med de andre medlemmer, at rådgive regeringen og understøtte en bred debat baseret på solid viden - og med børnenes egne stemmer helt i front,” fortæller hun i meddelelsen og uddyber:

”At få børn og unges egne erfaringer bragt konstruktivt i spil i udviklingen af gode børneliv for alle, er for mig at se rådets fornemste opgave.”

Stærk personlig interesse
Til daglig er Agi Csonka programchef for Villum Fonden, hvor hun har været siden december 2017. I en fireårig periode fra 2013 til 2017 var hun administrerende direktør hos forskningsorganisationen Vive, der også er en uafhængig organisation under Social- og Indenrigsministeriet.

Ved siden af stillingen som programchef har hun været bestyrelsesformand for Hjem til alle alliancen de seneste tre år.

Derudover er hun bestyrelsesformand i Ungdomsbureauet og bestyrelsesmedlem i professionshøjskolen UCC. Fra 2014 til 2017 var hun formand for Rådet for børns læring.

Den nye formand er dermed en forstærkning, der er særdeles erfaren indenfor børneområdet. Agsi Csonka glæder ligeledes social- og indenrigsministeren:

”Jeg er tryg ved, at en så stor kapacitet på børneområdet som Agi Csonka nu sætter sig i formandsstolen. Agi Csonka har en stærk personlig historie som mønsterbryder. Hun har igennem hele sin karriere haft særlig interesse og engagement i børn og deres vilkår i uddannelsessystemet. Det vil falde Agi Csonka helt naturligt at tale børnenes sag - en af de vigtigste for regeringen,” fortæller Astrid Krag i meddelelsen.

Agi Csonka skal bestride posten som formand indtil udgangen af 2021. Hun overtager posten fra Mette With Hagen, der tidligere på året trak sig fra formandsstolen.

Forrige artikel Boligminister: Jeg er overrasket over, hvor meget symboler betyder, og hvor lidt milliarder betyder i politik Boligminister: Jeg er overrasket over, hvor meget symboler betyder, og hvor lidt milliarder betyder i politik Næste artikel Nu kan du igen besøge din mormor, hvis ikke styrelse trækker i nødbremsen Nu kan du igen besøge din mormor, hvis ikke styrelse trækker i nødbremsen