Tidligere topembedsmand tiltræder som ny ATP-boss: ”Den væsentligste opgave er at styre skibet gennem oprørte farvande”

"Det er sjældent, at der har været så meget usikkerhed på så mange parametre," lyder det fra Martin Præstegaard. Finansministeriets tidligere departementschef overtager roret i ATP i en usikker tid. Han afviser desuden kritikken af, at han ikke har nok investeringserfaring til at styre Danmarks største pengetank.

Knap tre år efter Martin Præstegaard forlod sin lange karriere på Slotsholmen til fordel for en stilling i koncernledelsen i ATP, træder Finansministeriets tidligere departementschef et skridt op. 

1. juli overtager han posten som administrerende direktør i pensionsgiganten.  

"Den væsentligste opgave er at styre skibet gennem oprørte farvande," siger Martin Præstegaard.

Den nyslåede topchef taler om ATP's pensions- og investeringsforretning, som er det ene af pensionsselskabets to forretningsben. 

Den del af forretningen skal nu navigeres igennem en - med Martin Præstegaards egne ord - "voldsomt forandret verden".

"Med den inflation, der er kommet, og de stigende renter har den økonomi, som vi har været vant til i en del år, ændret sig markant. Oven i det spiller geopolitikken mellem Kina og USA kraftigt ind, vi har en krig i Ukraine, og i vores egen vestlige verden drøfter mange, hvor stabile visse demokratier egentlig er," siger han og tilføjer:

"Så det er sjældent, at der har været så meget usikkerhed på så mange parametre. Derfor er mit hovedfokus at få vores hovedprodukt – ATP Livslang – godt igennem det. Vores pension er en del af grundtrygheden i Danmark. Vi skal kunne levere en stabil pension, selvom markederne går ned. Vi skal sikre os, at vores garantier holder og giver så gode afkast som muligt i forhold til den risiko, som vi tager."

Er det ikke et defensivt mål blot at holde, hvad man lover?

"Det er kernefokus. Man kan da godt sige, at det er defensivt mål, men det er det allervigtigste. Mange af vores amerikanske kolleger er under vand, og hollænderne har været det i mange år og kæmpet sig opad. I sammenligning med dem har ATP afdækket denne her forpligtelse meget præcist i markedet, og det har været en gigantisk succes," siger Martin Præstegaard. 

Danmarks største pengetank

Er der en nødplan i skuffen, hvis det hele går galt, og I ikke kan holde, hvad I lover?

"Vores reserver er vores investeringsportefølje, bonuspotentiale. Der er nogle meget klare planer, som kan følges, hvis den falder til nogle bestemte niveauer, og så involverer vi bestyrelsen, men det er vi ikke i nærheden af," siger Martin Præstegaard og tilføjer:

"Vi kan med sindsro sige til danskerne, at deres garantier og udbetalinger er intakte, selvom markedet er faldet. Det er vigtigt, for det er vores kerneopgave. I en verden, der står og skælver, så kan vores medlemmer trygt regne med deres pension fra ATP."

Siden udgangen af 2021 er ATP's samlede formue skrumpet fra 947,3 milliarder kroner til 858,5 milliarder kroner i slutningen af første kvartal 2022, hvilket primært skyldes rentestigninger. 

Formuefaldet ændrer dog ikke på, at det er Danmarks største pengetank, som Martin Præstegaard overtager tøjlerne i. 

Roser fra tidligere ministre

Ansættelsen af Martin Præstegaard som øverste chef i ATP - der blev meldt ud i april - har fået en blandet modtagelse i den danske erhvervspresse.

En række tidligere ministre i form af Bjarne Corydon, Sophie Løhde, Kristian Jensen og Claus Hjort Frederiksen har rost ansættelsen og den tidligere departementschefs kvaliteter over for Jyllands-Posten

I Finansministeriet har Martin Præstegaard blandt andet spillet en rolle i forbindelse med salget af statens aktier i Vestjysk Bank samt rekapitaliseringer af både Post Nord og SAS.

"Han har stor erfaring med finansiering og finansielle forhold, da han som departementschef i Finansministeriet har været hele Danmarks kassemester. Og han var en dygtig en af slagsen, så han er helt klart kvalificeret til at lede ATP," lød det fra Kristian Jensen

{{toplink}}

Kritik af manglende investeringserfaring

På den anden side har en række medier - herunder Berlingske - kritiseret det forhold, at Martin Præstegaard i modsætning til sine forgængere Lars Rohde, Carsten Stendevad, Christian Hyldahl og Bo Foged ikke har nok investeringserfaring fra den finansielle sektor.

Ifølge Finans' oplysninger var det allerede i 2019 ATP-bestyrelsens plan, at Martin Præstegaard skulle være pensionskassens nye topchef, men ifølge mediets oplysninger blev han ikke fit & proper-godkendt i Finanstilsynet.

Finanstilsynet kræver som udgangspunkt ti års erfaring fra finanssektoren og fem års ledelseserfaring, før man kan blive godkendt som topchef i landets største finansielle institutioner.

Denne gang blev udnævnelsen af Martin Præstegaard - ifølge Finans' oplysninger - reddet af særloven om ATP, hvor kravene er mindre specifikke, hvilket gør det nemmere at blive godkendt samt det faktum, at Martin Præstegaard i direktionen suppleres af investeringsdirektør Mikkel Svenstrup og risikodirektør Kim Kehlet Johansen, som begge har stor investeringserfaring. 

Hvad mener du om kritikken?

"Den siger mig ikke rigtigt noget, og det afgørende for mig er, at jeg har bestyrelsens fulde tillid og opbakning. Jeg har gået op og ned ad ministre i årevis, der har været udsat for mange sjove ting af pressen, så jeg kender det der game," siger Martin Præstegaard. 

Hvad ved du egentlig om investeringer?

"Jeg ved tilstrækkeligt til, at bestyrelsen har tiltroet mig jobbet, og det er det, der betyder noget for mig. Den mener, at jeg er den rette samlet set til den meget diverse butik, som vi er."

Er det faktum, at du har væsentligt mindre erfaring fra den finansielle end dine forgængere blevet adresseret i dine samtaler med bestyrelsen om jobbet?

"Bestyrelsesbevæggrunde må du snakke med bestyrelsen om. Det er svært at tage en diskussion om sig selv. Bestyrelsen har fuld tiltro og opbakning til mig, og det er det, der er vigtigt for mig."

Kan du forstå, at der er nogle, som har løftet øjenbrynene over din manglende erfaring fra den finansielle sektor?

"Mit korte svar er nej."

Ny strategi fra 2023

At Martin Præstegaard fra 1. juli erstatter Bo Foged som administrerende direktør, blev allerede offentligt kendt i april, og det har sikret en tre måneders overgangsfase, hvilket ifølge Martin Præstegaard var et ønske fra bestyrelsen.

"Det har været en rigtig god overdragelse. Det er en fordel at have en periode, hvor man kan tale tingene igennem. Jeg har kunnet pumpe Bo (Foged, red.) for al den erfaring, som han har," siger han. 

Som en del af koncernledelsen har du arbejdet tæt sammen med Bo Foged i snart tre år. Hvad kommer du til at gøre anderledes som topchef? 

"Vi har en koncernstrategi, som vi har lavet i fællesskab, og den står jeg også bag. Men vores strategi udløber i 2023, og så har jeg tænkt mig at se fremad og sætte nye skibe og fokusområder i søen," siger Martin Præstegaard. 

Her fremhæver den kommende topchef blandt andet vigtigheden af at få ført ATP's klimaambitioner ud i livet.

Konkret skal ATP i 2025 have 100 milliarder kroner i investeringer, der støtter den grønne omstilling. 

I 2030 skal det tal være vokset til 200 milliarder kroner.

Til sammenligning var tallet 61 milliarder kroner ved udgangen af 2021. 

På det tidspunkt skal CO2-udledning for børsnoterede aktier, erhvervsobligationer og ejendomme ligeledes være reduceret med 70 procent sammenlignet med udledningen i 2018, mens ATP har et mål om fuld CO2-neutralitet i 2050.

Hvor længe planlægger du at blive siddende som topchef?

"Jeg har et uendelighedsperspektiv. Vores strategi udløber om et års tid, og så laver vi en ny strategi, som typisk har et treårigt eller femårigt sigte. Det tror jeg, at vi vil fortsætte med," siger Martin Præstegaard. 

Forrige artikel Kristian Thulesen Dahl melder sig ud af DF og sender vælgererklæring til Støjberg Kristian Thulesen Dahl melder sig ud af DF og sender vælgererklæring til Støjberg Næste artikel I dag giver Minkkommissionen sit svar på et stort principielt spørgsmål I dag giver Minkkommissionen sit svar på et stort principielt spørgsmål