Thulesen Dahl har 56 dage til at vende skuden

Dansk Folkepartis årsmøde blev ikke helt den fest for medierne, som nogle sikkert havde håbet på. Thulesen Dahl undgik kampvalg, og det længe imødesete hovedbestyrelsesvalg, som er en strømpil for de interne magtforhold, endte også med at gå formandens vej.

To af hovedbestyrelsens største interne ballademagere, blandt andre tidligere MEP Anders Vistisen, røg ud. De blev begge erstattet af to mere stilfærdige typer, som beskrives som henholdsvis en Thulesen Dahl-loyalist (og tidligere MF) og en Pia Kjærsgaard-støtte (og formand for partiets størst forening i København).

Eneste overlevende havkat i hyttefadet Martin Henriksen bragede til gengæld ind i Hovedbestyrelsen med det højeste stemmetal. I modsætning til Henriksens egen forudsigelse i Politiken i ugen op til landsrådet havde interne iagttagere faktisk regnet med, at Henriksen blev valgt trods sin konfrontation med partistifteren Pia Kjærsgaard, som, uden dog at nævne hendes navn, har været mål for hans kritik af den politiske linje i udlændingepolitikken, der efter hans mening er blevet for slap.

Den eneste rigtige overraskelse var, at Vistisen, der kun manglede to stemmer, ikke klarede skærene, og det ses som en lille svækkelse af Peter Kofod, som dog stadigvæk kan gå hen og blive ny næstformand, efter hovedbestyrelsen har konstitueret sig.

For ikke mange år siden lettede ingen fugl i DF, uden partitrojkaen bestående af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, pressechef Søren Søndergaard og partisekretær Poul 'Blod' Lindholm forinden havde givet starttilladelse. Opposition fandtes stort set ikke i partiet. Og slet ikke på årsmøderne, der var rene klappe-kage-kongresser.

Kun en gang imellem var der røre, når enkeltkandidater såsom daværende MEP Mogens Camre sagde opsigtsvækkende ting, som ledelsen var tvunget til at forholde sig til og måtte glatte ud efter veteranens udgydelser.

I partiets tidlige år så man eksklusioner på samlebånd af opsætsige personer, herunder folketingspolitikere, der ikke forstod at rette ind eller fejlagtigt troede, at DF var en diskussionsklub, hvor der var plads til at kritisere ledelsen eller udfordre den politiske linje. Der blev tit gjort kort proces, som effektivt blev eksekveret af Poul Lindholm ved en telefonopringning af ringe varighed.

Det er derfor ganske bemærkelsesværdigt og et enestående nybrud, at det pludselig er lykkedes en kandidat på en platform af ganske harsk kritik af den gamle garde at blive valgt til hovedbestyrelsen. I Henriksens kandidattale gik han i flæsket på ledelsen herunder partistifter og nuværende udlændingeordfører Pia Kjærsgaard for at have lagt DF på en "halvradikal" udlændingepolitisk linje, og samtidig rev han dem i næsen, at partiet risikerede et eftermæle, hvor man kun ville blive husket for Meld/Feld-sagerne.

Valget af Henriksen til hovedbestyrelsen taler sit tydelige sprog: Man kan altså herfra overleve politisk, selv om man går op imod både Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Messerschmidt på én gang. Det siger alt om, hvor svækket Thulesen Dahl er som partiformand.

Det hører dog også med, at Thulesen Dahl formentlig selv har opfordret sine støtter på årsmødet til at stemme på Henriksen for at holde andre væk, der måske abonnerede på idéen om at fjerne ham som formand. I Henriksen har Thulesen Dahl dog en loyalist, når det gælder opbakning til sin formandsstol. Det kræves altså af DF-formanden 2021, at han ikke længere er kostfornægter.

Det viser også med al tydelighed, at Pia Kjærsgaard ikke længere har kontrol over det parti, som hun stiftede for et kvart århundrede siden. Billederne af en desperat fægtende og irriteret partistifter, der vender tommelfingeren ned under Henriksens tale, vil for eftertiden stå tilbage som selve fortællingen om DF's årsmøde 2021, hvor det stod klart, at Kjærsgaards magt i partiet for alvor var blevet svækket.

Med sin omtale af Meld og Feld-sagen fik Henriksen også sendt en "venlig" hilsen til partiets næstformand Morten Messerschmidt, der for nyligt blev idømt seks måneders fængsel for EU-svindel og dokumentfalsk af en enig domsmandsret i byretten, og hvis politiske karriere er sat på hold, indtil den sag har fundet sin afslutning, når sagen kommer for landsretten. Det er endnu uvist, hvornår det vil ske.

Imens forsøger Messerschmidt at tegne et billede af, at han er uretfærdigt dømt ved domstolen, fordi den juridiske dommer efter dommen har liket et enkelt udsagn på Facebook, som nogle tolker, som om dommeren var forudindtaget i et omfang, der har haft betydning for hans bedømmelse af sagen.

Man må give Messerschmidt, at det er lykkedes ham at overbevise ikke ubetydelige dele af offentligheden, blandt andre Weekendavisens lederskribent Klaus Wivel, der direkte skrev, at sagen bør gå om. Men han står ikke alene. Også Venstres retsordfører og advokat Preben Bang Henriksen når til samme konklusion.

Spørgsmålet om mulig inhabilitet vil landsretten tage stilling til, men det vil ikke gøre nogen forskel, og i mellemtiden kan Messerschmidt dyrke sit martyrium og holde sine sønderskudte formandsdrømme i live. Det ændrer dog ikke på, at landsretten skal tage stilling til de samme beviser og vidneudsagn som i byretten, der førte til en ganske klar og enstemmig dom i sagen. Det sker, at landsretten underkender domme i byretten, men statistikken er ikke med Messerschmidt og man må forvente, at helt nye beviser og udsagn skal høres og fremlægges, før det vil ske.

Når det gælder Thulesen Dahls fremtid i formandsstolen, tyder udsagn fra Kjærsgaard i forbindelse med årsmødet på, at spørgsmålet igen kan blive relevant at diskutere efter det kommunalvalg, der i år afholdes tirsdag 16. november. Det er ikke hverdagskost, at man i partier, der er repræsenteret på Christiansborg, åbent diskuterer en netop genvalgt formands holdbarhed. Det ville ligeledes være utænkeligt i DF, når man tænker tilbage på forholdene i partiet før folketingsvalget 2019.

Det giver dog Thulesen Dahl 56 dage til at få vendt den for partiet triste udvikling, hvor man i meningsmålingerne ligger og svinger omkring seks procent i vælgeropbakning. Det er pænt under katastrofevalget i 2019, hvor Liste O måtte nøjes med 8,7 procent. I øvrigt et resultat, der kom tæt på landsresultatet ved kommunalvalget i 2017, hvor DF kun fik 8,74 procent af stemmerne, men alligevel 223 mandater i 91 kommunalbestyrelser ud af 98 mulige. Ved dette valg mistede DF "kun" 32 mandater, selvom partiet i midten af november 2017 stod til hele 17,7 procentpoint i Berlingskes sammenvejede indeks af de fleste meningsmålinger.

Alt tyder derfor på, at DF i år står over for et veritabelt blodbad i kommunerne, hvor de simpelthen risikerer ikke længere at være repræsenteret i flere byråd. Når DF samtidig ser ud til at blive et lille parti mange steder, vil valgmatematikken heller ikke gavne dem i de valgforbund, som de måtte indgå. Det kan blive stolpe ud oftere end stolpe ind, når mandaterne skal fordeles.

Hvad kan Thulesen Dahl egentlig foretage sig i de små to måneder for afgørende at vende udviklingen? Næppe ret meget.

Han kan følge Henriksens eksempel ved at "skærpe retorikken" og tale imod muslimer og flygtninge, hver gang han ser en mikrofon. Men gør han da ikke det i forvejen? Skal han så udtrykke sig mere rabiat og foreslå løsninger, der karambolerer med retsstaten? I forvejen udtrykker Thulesen Dahl og resten af DF deres foragt for både rigsretten mod Støjberg, som, de allerede nu mener, bør frifinde hende, en byretsdommer i Messerschmidt-sagen, de mener, er inhabil, og senest kræver DF-formanden statsministeren stillet for en rigsret allerede før granskningskommissionen er gået i gang med at undersøge minkskandalen.

Tidligere forsøgte DF'erne at acceptere en armslængde til den dømmende magt, der kunne antyde en formel respekt for retsstaten. Nu er tonen mere i retning af, at politikerne i DF allerede kender det rigtige resultat, før dommerne er nået til en konklusion. De vælgere, der måtte være enig med Thulesen Dahl i hans bedømmelse af Mette Frederiksen, vil nok stadig erindre sig, at han i årevis kørte parløb med statsministeren. Senest har han hjulpet med at vedtage hendes valgløfte om Arne-reformen trods lang betænkningstid, hvor DF-formanden også undervejs fik blåstemplet og legitimeret socialdemokraternes udlændingepolitik, så flere så den som strammere end VLAK-regeringens.

Skulle alle disse bestræbelser fra Thulesen Dahls side ikke bære frugt, måske fordi DF's udlændingepolitik kan fås mange andre steder i blå blok - blandt andet hos rivalerne i Nye Borgerlige - så kan DF'erne stå i en situation, hvor de enten skal lade ham betale for det fjerde katastrofevalg i træk ved at fjerne ham eller lade ham køre videre frem mod folketingsvalget og et ligeså sandsynligt nederlag i ren og skær mangel på egnede kandidater, som kan erstatte ham. Det vil vælgerne næppe blive særligt imponerede af. Spørgsmålet er, om det vil skabe yderligere vælgerflugt og få partiet til helt at kollapse forinden?

Umiddelbart er der to andre exit-muligheder. Den ene er den mest sandsynlige, når man fraregner den mulighed, at Thulesen Dahl fortsætter: At Pia Kjærsgaard på 74 somre – ni år efter hun overlod formandsposten – gør et comeback. Det vil være danmarkshistorie, at en tidligere formand igen tager over i et politisk parti, der er repræsenteret i Folketinget. Alene hendes alder vil straks gøre det klart for alle, at den nye formand er en overgangsfigur, der blot skal varme stolen frem til næste folketingsvalg, hvor enten en frikendt Messerschmidt eller en nyvalgt Peter Kofod, retur fra EU-parlamentet, kan tage over.

En anden mulighed er, at Inger Støjberg – uanset udfaldet i rigsretten – bliver båret ind på skjolde som ny formand den dag, hvor hun vil ønske at melde sig ind i Dansk Folkeparti, som hun i halvt års tid har delt sekretariat med. Alene modtagelsen på årsmødet fra de delegerede siger alt om Støjbergs popularitet og flamme, som også den svækkede Thulesen Dahl nærer sig ved. Det kommer til udtryk i mere og mere patetiske Facebook-opslag, hvor han ventilerer sit helt nære forhold til den populære rigsretsanklagede løsgænger.

Spørgsmålet er, om Støjberg i virkeligheden er interesseret i at overtage DF-fallitboet med de politiske synspunkter og den latente ballade, der også findes der? Har hun eksempelvis en mulighed for at komme tilbage enten i Venstre, hvad der ikke er sandsynligt, så længe Jakob Ellemann-Jensen er formand, eller hos Konservative, så vil hun nok forsøge sig der først, hvis og såfremt hun bliver frikendt i rigsretten.

Noget andet er, om Søren Pape vil gamble sin nyfundne popularitet ved at lukke Støjberg ind i sit parti, der sammen med ligesindede vil ændre den delikate balance, der findes i folketingsgruppen mellem nationalkonservative hardlinere og øvrige med andre synspunkter. Det sikreste for Pape vil klart være at sige nej til det tilbud, hvis det kommer.

Den hårde sandhed om DF er, at partiet efter årsmødet undgik sammenbruddet for åbent tæppe, men at krisen fortsat er ganske alvorlig og stadig truer med at aflive partiet. Næste kapitel bliver skrevet i dagene efter kommunalvalget 16. november.