Tarek Hussein: Jeg fryder mig over DF's nedtur
Som dansk muslim med anden etnisk baggrund er jeg vokset op med Dansk Folkeparti som et baggrundstæppe, som jeg aldrig kunne slippe for at høre på og som sammenlignede muslimer med nazisme og alskens dyr, skriver Tarek Hussein.
Det findes i mange versioner, men vi kender alle forskellige varianter af udtrykket om ikke at sparke eller slå på den, der ligger ned – og ligge ned må man side, at Dansk Folkeparti har gjort i efterhånden et stykke tid. Den menneskelige reaktion burde derfor være at udvise sympati med partiet i det, der i øjeblikket minder om en kamp om overlevelse.
Men sandheden er, at jeg er ude af stand til at mobilisere et gram af sympati for Dansk Folkeparti. Faktisk fryder jeg mig over deres nedtur, og jeg håber, at partiet og dets politikere snart er fortid. Lyder det småligt? Sikkert, men lad mig forklare hvorfor.
Det er vigtigt at forstå én grundlæggende ting først. Som dansk muslim med anden etnisk baggrund er man vokset op med Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard som et baggrundstæppe, som man aldrig rigtig kunne slippe for at høre på.
Jeg og en stor del af min generation er vokset op i efterdønningerne af terrorangrebene 11. september 2001 og VKO-flertallet, som kom til magten i november samme år.
Vi er – med andre ord – post-2001-generationen, som voksede op med kampen mod terror og udlændingestramninger til morgenmad. Det er svært at overdrive, hvor stor en betydning det har haft for en hel generation, og i den forbindelse har Dansk Folkeparti og dets stiftere spillet en meget central rolle.
Lad mig illustrere med et konkret eksempel, som de fleste minoritetsunge kan nikke genkendende til.
Hver sommer var det kutyme, at man sammen med sine forældre rejste ned til forældrenes hjemlande for at besøge bedsteforældre og resten af familien. I mit tilfælde gik turen til en flygtningelejr i det sydlige Libanon på grænsen til Israel.
Her gik sommeren med leg og ballade i de små gyder med fætre, kusiner og børn fra kvarteret. Hver gang vi blev præsenteret for nye børn eller voksne, var det altid med betegnelserne "europæerne" eller "danskerne".
Vi var og blev aldrig hverken rigtige arabere eller palæstinensere, da vi blev betragtet som en art fremmede. Men når vi så kom hjem efter sommerferien, kunne vi tænde for fjernsynet og åbne for aviserne, hvor vi blev betegnet som indvandrerdrenge, etniske minoriteter og andengenerationsindvandrere, men aldrig som danskere.
Det var, på trods af at vi talte bedre dansk, end vi nogensinde ville kunne tale vores forældres modersmål og på trods af, at de fleste af os tænkte, drømte og oplevede os sig selv danske.
Her spillede Dansk Folkeparti en helt central rolle.
For ikke alene blev vores kultur, religion og hudfarve sat til debat, men vi kunne næsten dagligt se os selv omtalt som en art fremmedlegeme og sammenlignet med alt lige fra nazisme til alskens dyr. Her et lille potpourri med udtalelser fra fremtrædende DF'ere:
"Alle muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere" – Morten Messerschmidt.
"For så vidt, som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som Islams tørklæde" – Søren Krarup.
"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklen" – Jesper Langballe.
"Rettroende muslimer er jo til skade for folkestyret og demokratiet, og derfor er vi nødt til at slå hårdt ned på dem. Og især konvertitter er ekstreme, de er faktisk de værste" – Alex Ahrendtsen.
"Fremmede formerer sig som kaniner" – Pia Kjærsgaard.
"Danmark er et lille land, og vi vil ikke forstyrres. Og selv om det lyder lidt firkantet, så mener jeg faktisk ikke, at Danmark er et naturligt sted for muslimer" – Pia Kjærsgaard.
"Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol – et tørklæde og et hagekors" – Pia Kjærsgaard.
Så jeg beklager meget, hvis jeg har svært ved at mobilisere megen sympati for Dansk Folkepartis nuværende situation.
Jeg er dog ikke mere naiv, end at jeg ved, at en stor del af partiets udlændingepolitik og skrækkelige menneskesyn enten er blevet adopteret eller vil blive det af Nye Borgerlige eller andre partier.
Det er allerede en etableret del af den politiske analyse, at Nye Borgerlige er klassens frække dreng, og at Pernille Vermund er en slags ny Pia Kjærsgaard. Analogien er da også lige for, når Nye Borgerlige sammenlignes med netop Dansk Folkeparti, som jo opstod i efterdønningerne af kaosset i det hedengangne fremskridtsparti.
Det er sjovt, hvordan historien har en tendens til at gentage sig. Derfor håber jeg da også, at Nye Borgerlige én dag bliver fortid, men indtil da vil jeg fryde mig over DF's nedsmeltning og håbe, at partiet snart lukker og slukker.
De vil ikke blive savnet.
{{toplink}}
Shitstorm-magnetiske skoler med bestyrelser bliver kulturministerens skjold
Søren Søndergaard til ny DF-formand: Selvom arme og ben er hugget af, kan man stadig bide
