Sygeplejersker: Hjemmesygeplejersker er blevet til brandslukkere

DEBAT: Der er for meget brandslukning i hjemmeplejen, og det er ikke nok bare at ansætte ekstra personale. Det skal være den rette kombination af generalister og specialister, skriver Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Af Grete Christensen
Formand, Dansk Sygeplejeråd

Fejl i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen har i den seneste uge været på mediernes dagsorden, fordi der indtil videre er givet 21 påbud til hjemmeplejen fra det nye tilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed.

Et politisk flertal på Christiansborg forlanger handling fra regeringen her og nu, og sundhedsministeren har bebudet, at hun vil have kommunerne til at løfte deres ansvar straks.

Der er først og fremmest brug for flere ressourcer – flere sosu-assistenter, - hjælpere og sygeplejersker, fordi opgaver flytter fra sygehuse til kommuner.

Men ekstra ressourcer gør det ikke alene. Der skal også være sammenhæng i patientforløbene på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger og fælles ledelse af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Brandslukning
Hjemmesygeplejen har ikke adgang til sygehusenes epikriser og kender derfor ofte ikke patienternes behandlingsplaner.

Det betyder, at hjemmesygeplejersker må ringe til sygehusene, og her oplever de, at de bliver bedt om at kontakte patientens egen læge, som så ikke altid har modtaget epikrisen endnu.

Det er usmidige og tidskrævende arbejdsgange, som stjæler tid fra patienterne.

En ny kvalitativ undersøgelse af sygeplejerskers mulighed for at navigere i det nære kommunale sundhedsvæsen viser, at selve organiseringen – eller manglen på organisering – er et stort problem. Nogle af de kommunale sygeplejersker, som medvirker i undersøgelsen, kalder deres arbejde for ”brandslukning” og ”et område, hvor der sat for mange skibe i søen”.

Sygeplejersker er tiltænkt rollen som koordinerende tovholdere i det vidtforgrenede nære sundhedsvæsen. Det er dem, som skal binde borgernes forløb sammen på tværs af sektorer og specialer. Men den manglende organisering spænder ben.

Ansæt de rette kompetencer
Hvis sygeplejersker skal kunne tage tovholderrollen på sig, skal de have et fagligt frirum og tid til at kunne lede den faglige indsats, holde møder på tværs af faggrupperne i ældreplejen og kunne samarbejde med almen praksis.

Der skal være tid hos patienten til at foretage en helhedsvurdering. Sygeplejersker skal have en reel mulighed for at kunne handle på assistenters og hjælperes observationer, så de kan komme på banen i forhold til den tidlige opsporing – og ikke først, som det ofte er i dag, når det er for sent. Når tryksåret, den begyndende lungebetændelse eller fejl i medicineringen har fået fatale konsekvenser.

Vi kan kun hilse velkommen, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby vil have kommunerne til at løfte deres ansvar her og nu.

Men det sker ikke kun ved at ansætte ekstra personale i hjemmeplejen. Der skal også være de rette kompetencer af generalister og specialister i en bred pallette af faggrupper, og de skal have mulighed for at navigere.

Der er brug for at tænde for det lange lys og med hastige skridt komme videre med planen for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Forrige artikel Professionshøjskoler: Vigtigt at pædagoguddannelsen ikke parkeres med ny handleplan Professionshøjskoler: Vigtigt at pædagoguddannelsen ikke parkeres med ny handleplan Næste artikel Debat om mikroplast: Glem engangsklude – den store synder er bilen Debat om mikroplast: Glem engangsklude – den store synder er bilen