Svarer har afleveret sin rapport – nu rammer klimaforandringerne for alvor Christiansborg

Det lød måske sådan.

Men da økonomiprofessor Michael Svarer onsdag i denne uge fremlagde sin rapport om en CO2-afgift på landbruget, var det ikke afslutningen på en proces, der sikrer dansk landbrugs grønne omstilling.

Det var heller ikke begyndelsen på afslutningen. Men det var afslutningen på begyndelsen.

For alle drømme om, at vi kunne nå vores klimamål uden mærkbare konsekvenser, sluttede brat, da Svarer var nået igennem sine lysbilleder, og journalisterne havde stillet deres spørgsmål.

Ikke fordi, Svarer havde dårligt nyt. Snarere tværtimod. Afhængig af om politikerne går med den første, anden eller tredje af de allerede halvberømte modeller, kan Danmark nå klimaloven med enten 103, 113 eller 124 procent.

Vi kan sågar nå vores EU-forpligtelser, som ellers har været fremhævet som Danmarks helt store klimaudfordring, blandt andre af Klimarådet. Den sociale balance består, beskæftigelsen rammes minimalt, og Gini-koefficienten rykker sig ikke så meget som en decimal.

Alligevel går politikerne rundt på Christiansborg og spekulerer om, hvordan den uundgåelige smerte ved landbrugets CO2-afgift skal fordeles.

Hvem skal betale – landbruget selv, statskassen eller industrien – og hvor meget?

Og hvem vinder og taber af partierne, når vælgerne, som i årevis har haft klima som et af de to vigtigste emner på deres politiske dagsorden, skal fælde dom?

Kan der ud af et kritisk øjeblik skabes nye institutionelle rammer for fremtidens klima- og miljøpolitik, eller bliver det et emne, der vil skille Christiansborg og polarisere vælgerne langs blokpolitikkens sveller?

Svarer-udvalgets længe ventede anbefalinger er især en skæbnestund for Venstre. Det er det i den grad også for dansk landbrug, der enten kan komme med i et nyt grønt politisk og økonomisk paradigme, eller havne i et permanent modsætningsforhold til det omkringliggende samfund.

Men også for andre er der meget på spil: Danmarks Naturfredningsforening, SF og De Konservative, bare for at nævne nogle stykker. 

{{toplink}}

Ellemanns aftryk

Mens Svarer-udvalgets anbefalinger var begyndelsens afslutning, er den grønne trepart fortsættelsen.

Det er oplagt at gribe ud efter syltekrukkemetaforen og læse treparten som et eksempel på det, den til enhver tid siddende regering altid gør, når politik af den alvorlige slags trænger sig på: Med treparten kan man kombinere udsættelse med et forsøg på at finde flere at dele skyld og ansvar med.

Det er ikke engang en regeringsrepræsentant, men derimod den tidligere socialdemokratiske folketingsformand Henrik Dam Kristensen, der har fået rollen som trepartens formelle mødeleder. På den anden side er treparten hjemmehørende under Økonomiministeriet, hvor Venstre-næstformand Stephanie Lose huserer, og hun er også regeringens repræsentant i treparten.

Men skal man forstå baggrunden for den grønne trepart, skal man forstå Venstre-projektet som det så ud under den tidligere formand. For Jakob Ellemann-Jensen var den en mulighed for at drage dansk landbrug – repræsenteret ved Landbrug & Fødevarer – ind i arbejdet med en CO2-afgift, som han så som uundgåelig. 

Med treparten kunne man ansvarliggøre landbruget i bytte for indflydelse, men også presse landbruget til at acceptere en afgift. Det pres kunne Ellemann få hjælp til fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og fagbevægelsen, som alle repræsenterer sektorer, der allerede er underlagt en CO2-afgift. Slipper landbruget for en afgift, eller slipper landbruget billigere, ville det være deres medlemmer, som skulle betale for opnåelsen af de danske klimamål.

Og den idé var Danmarks Naturfredningsforening (DN) som repræsentant for den grønne bevægelse klar til at blåstemple og bidrage til, fordi man i Ellemann så en Venstreformand, der var klar til at bryde med landbrugets disproportionale dominans – både i Venstre og i de danske CO2-statistikker.

Med Ellemann ude af vagten og en noget mere landbrugstilknyttet ny V-ledelse, er DN i dag mere skeptiske. Kan landbruget sidde i en trepart med Stephanie Lose som regeringsrepræsentant og lave en aftale, der er ambitiøs nok på klimaets vegne?

Man kan teoretisere over, om DN op til Svarers præsentation havde kørt en lige så hård informationskampagne om og mod landbruget, hvis Ellemann stadig havde været formand. Og om man også så hurtigt efter præsentationen offentligt havde lagt sig fast på den for landbruget skrappeste afgiftsmodel.

Under Maria Reumert Gjerdings ledelse er DN blevet en organisation, der meget mere offensivt end tidligere søger politisk indflydelse, og hun og Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, har efter sigende et godt forhold til hinanden. Men skal den tillid udbredes til landbrugserhvervet som sådan, skal L & F – set med DN’s øjne – stemple langt hårdere ind i dansk klimapolitik end hidtil.

Samtidig ser DN også sig selv som dem med den forhandlingspolitiske overhånd. For det første, fordi landbruget som nævnt kan ende med at stå isoleret fra det øvrige erhvervsliv. For det andet, fordi DN’s eventuelle blåstempling af en trepartsaftale om CO2-skat på landbruget vil give den nødvendige tværpolitiske legitimitet. 

Hvad er trepartens fælles erkendelse?

Netop den spænding mellem DN og landbruget bliver derfor afgørende for konsekvenserne på Christiansborg, hvor den endelige beslutning skal tages.

I Venstre er der et håb om, at treparten kan blive en slags grøn version af Fælleserklæringen af 1987. Dengang fandt arbejdsgivere og -tagere sammen om arbejdsmarkedspensioner og et fælles ansvar for dansk konkurrenceevne og bidrog dermed til at løse store, politiske og sprængfarlige problemer som inflation, pension og arbejdsløshed.

Nu håber man, at parterne i treparten kan sammentømre en ny måde at lave grøn politik, hvor landbrug, vækst og klimapolitik ikke udelukker hinanden. Og at Venstre dermed slipper ud af den bjørnefælde, hvor landbruget på den ene side sidder tungt på partiorganisationen og den førte politik, samtidig med at vælgerne vil have markant grøn politik.

Man kan ikke fortænke Venstre i at drømme om en grøn fælleserklæring. Men det er også til at få øje på den historiske parallels begrænsninger: Det, fagbevægelsen og arbejdsgiverne fik en fælles erkendelse af i 1987, var, at selvom man havde modsatrettede interesser, når det kom til løn, så sad man i samme båd, når det kom til vækst og arbejdspladser. Skruede man lønkravene for højt op, røg jobbene, og derfor gik man fra lønfest til jobfest, som LO formulerede det dengang.

Men hvad er den fælles erkendelse mellem DN og landbruget, der skal slå bro over modsætningerne?

Det er ikke lige til at se, hvilket understreges af DN’s tidlige og hårde markering af, at man står på Svarers model 1, den model, som klart vil ramme landbruget hårdest.

Sætter DN-formand Maria Reumert Gjerding ikke sin signatur på trepartens udkomme, og opstår der en stemning af, at landbruget igen står til at slippe billigere fra sin forurening, står Venstre et penibelt sted, hvor valget mellem at være et landbrugsparti og chancen for igen at blive et stort parti skal træffes.

Stephanie Lose står foran intet mindre end sit politiske svendestykke, og indsatserne kunne næppe blive højere. Det er selvfølgelig i de rørte vande, Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne fisker med deres benhårde afvisning af Svarers modeller som en “krigserklæring mod livet i vores landdistrikter”.

Og her tjener den grønne trepart også det strategiske formål, at den kan holde Venstre på afstand af en direkte konfrontation med Støjberg, alt imens valget til Europaparlamentet nærmer sig.

Kampen om den rødgrønne kant

Men hvordan DN forholder sig til treparten, får også betydning for, hvor bred den politiske aftale kan blive. Kan SF for eksempel gå ind på en model, som DN har undsagt? Selvom SF selvfølgelig ikke har deponeret sin politiske handlekraft i Maria Reumert Gjerdings hænder, virker det ikke sandsynligt.

Her kan man som en interessant anekdote notere sig, at da Pia Olsen Dyhr tidligere på ugen fejrede sit 10-årsjubilæum som SF-formand, fortalte hun selv, hvordan hun personligt havde inviteret Maria Reumert Gjerding (og Dansk Metals formand, Claus Jensen, som også sidder i den grønne trepart) til at holde tale. Her skal man huske på, at de øvrige talere, der altså selv havde bedt om ordet, inkluderede statsministeren, Pelle Dragsted og Holger K. Nielsen.

Det ligger der selvfølgelig en klar markering i fra Pia Olsen Dyhrs side.

Samtidig er det også en overvejelse i SF-toppen, at en klar kant til regering og Socialdemokratiet på det grønne kan binde nogle af de mange nye vælgere, SF har fået siden FV22 til partiet. Ligesom det vil lukke en flanke, Alternativet udnyttede i 2015.

SF vil ikke på forhånd skrive under på en model, men det står klart, at Svarers bløde model nummer 3 vil være uacceptabel, og SF’erne vil slå hårdt på, at hverken statskassen eller industrien skal betale ekstra for landbrugets udslip.

Spørgsmålet er dermed også, om Socialdemokratiet kan leve med en smal aftale lavet til højre side i folketinget, hvis SF ikke finder en aftale grøn nok. Hvad nu hvis man skal bruge SF for at fastholde regeringsmagten på den anden side af et valg? 

SF-DN-M-alliancen

Sådan tænker man også i Moderaterne. Og derfor er der en vis utålmodighed med treparten hos regeringspartiet, hvis eksistensgrundlag delvist beror på et personligt opgør med landbruget.

Det var Lars Løkke Rasmussen, der i sin afskedssalut til Venstres landsmøde i 2019, satte dilemmaet på spidsen mellem Venstre som partiorganisation på den ene side og tiltrækningskraften på vælgerne på den anden. Hverken han eller hans nye parti føler de skylder dansk landbrug særligt meget, og man er mest gået med på treparten for den gode stemnings skyld.

Hidtil har ventetiden været det hele værd for Venstre. At CO2-mankoen frem mod 2030 er skrumpet til 2,5 millioner ton, har gjort 70 procents-målet noget mere opnåeligt. Men for Moderaterne er det vigtigt, at landbruget ikke drager nytte af at have stået bagerst i CO2-afgiftskøen. De må ikke bare slippe billigere, fordi andre har løftet deres andel og nogle lavbundsjorde i mellemtiden dampede hurtigere af end hidtil antaget.

Moderaterne ser sig selv som et ambitiøst grønt modspil til Venstre i regeringen. For dem er DN’s deltagelse i treparten afgørende for dens legitimitet.

På den måde udstiller treparten også en fundamental spænding mellem Venstre og Moderaterne. Når den er færdig og spørgsmålet, om CO2-afgift vender tilbage til regeringsledelsen, kan de spændinger øges. I Venstre-toppen er synspunktet dog, at Løkke er så afhængig af SVM-regeringen fortsatte eksistens, at det vil lægge en dæmper på det pres. 

Borgerlige dilemmaer

For Det Konservative Folkeparti er der også strategiske dilemmaer og muligheder. På den ene side har der siden valget bredt sig den erkendelse, at rollen som samarbejdende oppositionsparti tjener sig bedst.

Men det betyder ikke, at regeringen kan regne med at K nikker ja til hvad som helst. For på den anden side ser K det som afgørende, at man her har en gylden mulighed for at profilere sig som blå bloks grønne parti. Det vil passe med selvbillede hos partiets nye gruppeformand, Mona Juul, og K har tidligere valgt at stå uden for klimaaftaler, man opfatter som dårlige - for eksempel aftalen om flyafgiften.

Som to af de partier, der står udenfor treparten og kigger mest nysgerrigt ind, vil K koordinere tæt med SF. De er begge afvisende over for Svarers tredje model og er enige om ikke på forhånd at binde sig til én af de to andre modeller på forhånd.

Mere afventende forholder DF og LA sig. DF, fordi de hverken kan se hvad de får ud af at tilslutte sig Støjberg eller at gå med i en aftale. For LA, fordi man endnu ikke internt har afklaret sin position på nogle af de svære spørgsmål om, hvordan man finder balancen mellem klimamål, landbrugets bidrag og de såkaldte lækageproblemer. Men bliver aftalen bred, finder man nok også LA blandt underskriverne.

På den anden fløj har hverken Enhedslisten eller Alternativet nogen større interesse i at afpolitisere klima med en mindre ambitiøs aftale end den mest ambitiøse – en eller anden variation af Svarers model 1. 

Kvælstofjokeren

Men for de mere forhandlingsberedte partier har et forhandlingsrum åbnet sig omkring kvælstofspørgsmålet. Det var SF-formand Pia Olsen Dyhr, der i sin første reaktion på Svarers rapport åbnede den dør:

Danmark har en for høj udledning af kvælstof til at overholde kravene, og landbruget står her for mere end to tredjedele af udledningerne. Da Svarer-udvalget præsenterede sin rapport, sagde de ikke meget om kvælstof. Alligevel var SF-formand Pia Olsen Dyhr hurtig til at markere sig på det sociale medie X med en opfordring til at inkludere kvælstof i treparten – også selv om spørgsmålet er isoleret fra CO2-afgiften i trepartens forhandlingsspor.

Men med den opfordring rammer Olsen Dyhr en af trepartens ømme tæer. Også DN er temmelig skeptiske over for adskillelsen af kvælstof og CO2. Her henviser man ivrigt til vismændenes rapport og de positive sideeffekter, som betyder, at en del af landbrugets CO2-udledning ’automatisk’ vil falde, når kvælstofudledningen falder. Det er sund fornuft at inkludere kvælstof i CO2-afgiftssnakken – bortset fra, selvfølgelig, at det gør ondt på landmændene og Venstre.

Hos Venstre og landbruget vil man muligvis også kunne se en fordel i at diskutere kvælstof i CO2-afgiftsforhandlingerne. For eksempel, hvis det giver dem en mulighed for at stille modkrav om tilskud og kompensation, der ellers ville være svære at få med i særskilte forhandlinger om et EU-direktiv, der længe har ligget som et faretruende skib i horisonten, men som efterhånden er kommet temmelig tæt på.

Det ville være en uventet, og ligefrem ironisk udvikling, hvis denne notoriske landbrugshovedpine vendte tilbage i rollen som dåseåbner for landbrugets grønne omstilling. Men det er ikke helt utænkeligt. Intensiverer DN og SF kvælstofpresset i forhandlingerne, vil Moderaterne i hvert fald ikke stille sig i vejen.

Lige nu håber regeringen, at treparten vil løse dens politiske problemer. Der sker kun, hvis treparten ender – og det er som nævnt meget usandsynligt – med unison opbakning til Svarers model 1 eller noget, der ligner. Alt andet vil aktivere spændingerne internt i regeringen og mellem regeringen og oppositionen.

Det vil være et solidt skud for boven på regeringens fortælling om dens særlige handlekraft, hvis det ender med, at man er tvunget til at stemme en CO2-afgift igennem kun med sit eget flertal.

Den grønne omstilling har for alvor ramt Christiansborg.

{{toplink}}

es@altinget.dk, simonfriis@altinget.dk