Sundhedsudspil uden psykiatere vækker kritik

SUNDHEDSUDSPIL: Trods stor psykiatermangel er rekrutteringsudspil blottet for nye initiativer. Det har ikke været i fokus, siger sundhedsministeren og sundhedsordfører Liselott Blixt (DF). 

Et stort rekrutteringsudspil på sundhedsområdet og ikke ét ord om den eklatante mangel på speciallæger i psykiatrien.

Det vækker kritik hos aktørerne fredag efter præsentationen af regeringens udspil "Flere hænder og større arbejdsglæde", som følger op på udspillet til en stor sundhedsreform. 

"Vi er bekymrede over, at der ikke er noget i udspillet, som tager fat i den store mangel på psykiatere," siger næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Julie Nordgaard.

"Man skulle næsten tro, at der var et særskilt udspil på vej om psykiatrien, men det er der desværre ikke noget, der tyder på," siger Knud Aarup, formand for Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) medgiver, at udspillet ikke har haft fokus på psykiatermangel:

"Det her har fokus på almen praksis, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det er vores hovedfokus i forhold til de problemer, vi ønsker at løse med det her udspil," siger hun til Altinget.

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) håber, at der følger et udspil om psykiatermangel en anden dag, siger hun:

"Jeg ser det her udspil, som noget, der hovedsageligt handler om almen praksis".

Henviser til psykiatrihandlingsplan
Manglen på speciallæger i psykiatri er ikke noget nyt fænomen. I en årrække har der været ubesatte hoveduddannelsesforløb inden for specialet, og en rundspørge fra 2017 viste, at alle fem regioner har ubesatte stillinger i psykiatrien. Samme år konkluderede en rapport fra regeringens lægedækningsudvalg, at der var lægemangel inden for visse specialer, "specifikt inden for det psykiatriske område."

Ventetiden på at komme i behandling hos en privatpraktiserende psykiater ligger på 32 uger i gennemsnit.

Ellen Trane Nørby henviser til, at regeringen med sin psykiatrihandlingsplan fra september har sat enkelte tiltag i værk:

"Jeg er dog rigtig ærgerlig over, at Folketingets partier ikke vil være med til at afsætte lige så mange penge til de initiativer, som regeringen havde lagt op til. Sådan er det nogle gange i politiske forhandlinger," siger ministeren.

Hun peger på, at man allerede har iværksat initiativer til at få mere psykiatri ind i medicinstudiet og undersøge muligheden for at lade psykiatri fylde mere i den Kliniske Basis Uddannelse (KBU).

"Vi vil gerne have flere læger til at få erfaring med psykiatrien, for ligegyldigt hvor man ender i sundhedsvæsenet, så kommer man også til at få en snitflade med folk, der har psykiske lidelser," siger hun.

Specialpsykologer ikke løsningen
I fredagens udspil nævnes et af tiltagene fra psykiatrihandlingsplanen, nemlig forslaget om at gøre det muligt at gøre specialpsykologer behandlingsansvarlige på de psykiatriske sengeafdelinger. 

Det vækker dog ingen begejstring hos Dansk Psykiatrisk Selskab:

"Det er efter vores mening ikke noget svar på udfordringen. Faktisk tværtimod. Det vil gøre det sværere at rekruttere yngre læger til specialet i psykiatri, fordi det bliver mindre attraktivt," siger Julie Nordgaard.

Hvorfor bliver det mindre attraktivt at blive psykiater, fordi man får delt behandlingsansvar?

"Der er rigtig mange ting, specialpsykologerne ikke kan. De kan ikke udskrive medicin, og de må ikke have noget at gøre med tvang, lovgivningsmæssigt. Samtidig kan de ikke sættes på nattevagt, for på en nattevagt skal du også kunne klare et hjertestop."

Julie Nordgaard peger derfor på risikoen for, at speciallæger i psykiatri vil blive nogle, man tilkalder til de opgaver, en psykolog ikke må udføre:

"Hvis vi bliver reduceret til nogle, der kan skrue op og ned for medicinen eller udøve tvang, så er det ikke særlig attraktivt at søge over i psykiatrien for yngre læger," siger hun. 

Forskellige kompetencer 
Ellen Trane Nørby deler ikke bekymringen: 

"Det er jeg overhovedet ikke enig i," siger hun og lægger vægt på, at aftalen om specialpsykologerne er indgået af alle partier, der er en del af satspuljeforliget.

"Det handler ikke om at udtømme psykiaternes opgaver. Og i Norge, hvor man har delt behandlingsansvar, er det jo ikke sådan, at arbejdet er udtømt for psykiatere."

Ser du det som en fagkamp?

"Det er meget naturligt, at forskellige faggrupper ser verden ud fra deres faglige ståsted. Men der er det vores politiske opgave at vurdere, hvordan vi får de forskellige kompetencer i sundhedsvæsenet i spil."

,

Forrige artikel Prøv quizzen: Er der et liv efter politik? Prøv quizzen: Er der et liv efter politik? Næste artikel Forskere: Højreradikale kræfter fyrede op under debat om FN-migrationspagt Forskere: Højreradikale kræfter fyrede op under debat om FN-migrationspagt