Stig Grenov genopstiller ikke som formand

FARVEL: Efter lange overvejelser har Stig Grenov (KD) besluttet, at han ikke genopstiller som formand for Kristendemokraterne. Isabella Arendt (KD) melder sig klar til at tage over. 

Partileder for Kristendemokraterne Stig Grenov (KD) genopstiller ikke som formand for partiet. 

Det oplyser han til TV 2

Den 58-årige politiker har været formand for Kristendemokraterne i de seneste syv år. Han trækker sig efter at have været sygemeldt med stresssymptomer siden starten af valgkampen, hvor overvejelserne om at trække sig opstod for alvor. 

Grenov anbefaler at stemme på næstformand og konstitueret formand i valgkampen Isabella Arendt, siger han til TV 2.

"Processen frem mod beslutningen har været længe undervejs. Imidlertid har tiden efter valgets udskrivelse for alvor gjort det klart, at det er tid til nye kræfter og visioner i spidsen for partiet," siger han.

Stig Grenov trækker sig ved partiets landsmøde i starten af oktober. 

Arendt: Jeg er klar til opgaven
Isabella Arendt er klar til at sætte sig i spidsen for Kristendemokraterne. 

"Som Stig også selv siger det, så er han kørt træt. Og det er tid til et generationsskifte. Jeg er klar til at løfte den opgave, såfremt landsmødet til oktober synes, at det er en god ide," siger hun. 

Den 26-årige konstituerede partiformand mener desuden, at hun kan bidrage til en bredere appel blandt vælgerne. 

"Jeg har haft en instagramkonto længere tid end Stig, og der er bare en aldersforskel. Vi har brug for at komme ud til vælgerne på en anden måde, og jeg tror, at det har vist sig, at der er flere, der kan spejle sig i min person," siger Isabella Arendt. 

Stig Grenov har været partiformand for Kristendemokraterne siden 2012.  

 

Forrige artikel Måling: 8 ud af 10 vælgere ønsker minimumsnormeringer Måling: 8 ud af 10 vælgere ønsker minimumsnormeringer Næste artikel Gade og Løkkegaard: Dream team eller et par bukser, der venter på at sprække? Gade og Løkkegaard: Dream team eller et par bukser, der venter på at sprække?