Statsministeren melder afbud til topmøde på grund af sygdom

Mette Frederiksen er syg og kan derfor ikke komme til topmøde med østlande i Bruxelles onsdag. Hun er dog testet negativ for Covid, siger Statsministeriet.

BRUXELLES: Få timer før starten på de europæiske stats- og regeringslederes møde med lederne fra fem østlige nabolande i eftermiddag, har statsminister Mette Frederiksen (S) måttet melde afbud.

Statsministeriet bekræfter, at statsministeren må melde fra i dag, fordi "hun er syg, men ikke af Covid-19."

Statsministeriet oplyser endvidere til Altinget, at Mette Frederiksen har fået foretaget flere PCR-test, som alle har negativt resultat.

Men Frederiksen er så sløj, at hun ikke kan tage til Bruxelles onsdag.

EU-landenes ledere skal fra klokken 16.00 onsdag mødes med lederne fra det såkaldte Østlige Partnerskab: Ukraine, Georgien, Moldova, Armenien og Aserbajdsjan.

Her skal de europæiske ledere blandt andet diskutere med nabolandene, hvad de skal gøre ved Ruslands opmarchering af over 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine. 

Det møde må statsministeren foreløbig blive væk fra.

Torsdag formiddag begynder et egentligt EU-topmøde for lederne fra de 27 medlemslande i Den Europæiske Union.

Det er endnu usikkert, om Mette Frederiksen vil kunne deltage i selve EU-topmødet.

Det anspændte forhold til Rusland er også på dagsordenen for EU-topmødet, der i øvrigt handler om bekæmpelse af Covid-19, og om immigration, forsvar og energipriser.

{{toplink}}

Forrige artikel Sygehusdirektører på kanten af mulig omikron-bølge: Vi risikerer at skulle udsætte kræftoperationer Sygehusdirektører på kanten af mulig omikron-bølge: Vi risikerer at skulle udsætte kræftoperationer Næste artikel Sådan bruger Danmark 3,7 milliarder fra EU's genopretningsfond Sådan bruger Danmark 3,7 milliarder fra EU's genopretningsfond