Statsministeren indkalder til naturmøde på Marienborg

NATUR: I næste uge begynder regeringens arbejde med en ny natur- og biodiversitetspakke. Startskuddet bliver et stort møde mellem politikere, interessenter og eksperter på Marienborg.

Mandag tager regeringen det første spadestik til en helt ny natur- og biodiversitetspakke.  

På Marienborg holder statsminister Mette Frederiksen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) et stort møde, der bliver startskuddet til forløbet.

"Mere end 2.000 plante- og dyrearter er truet og i fare for at forsvinde. Den udvikling skal vi have vendt, så kommende generationer også kan nyde en smuk og forskelligartet natur. Vi skal styrke rammerne for den danske natur, så vilkårene for dyr og planter bliver bedre," siger Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.

Til mødet er der foruden politikere og eksperter også inviteret en lang række repræsentanter fra erhvervslivet og forskellige interesseorganisationer.

I det fælles forståelsespapir for S-regeringen står der, at biodiversitetspakken "skal indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur til naturzoner (inklusiv urørt skov og naturnationalparker), samt konkrete initiativer, der skal sikre, at målsætningerne nås". 

Det store møde løber fra klokken 9.00 til klokken 12.00.

Forrige artikel Hvem vinder valget? Johnson har forspringet, men Corbyn har vennerne Hvem vinder valget? Johnson har forspringet, men Corbyn har vennerne Næste artikel Regeringen vil droppe støtten: Hjemløselandshold truet af lukning Regeringen vil droppe støtten: Hjemløselandshold truet af lukning