Udskamningen af influencerne Diez og Haugaard udstiller tidens hævngerrighed

Her kun seks uger inde i det nye år er det tydeligt, at der har indsneget sig en råhed i måden, vi behandler hinanden på. Vrede, hævngerrighed og udskamning har vundet indpas i mediedebatten i en hidtil uset grad.

Hvad skyldes det? Det skyldes, at vores menneskesyn har ændret sig.

Et menneske opfattes ikke længere som et individ, der er noget værd i sig selv, en skabning, der har en iboende værdighed, en person, der ved sin blotte eksistens ansporer til kærlighed og varme, barmhjertighed og tilgivelse.

Et menneske er nu blot, hvad det kan og gør. Det har udelukkende en nytteværdi. Og kan det ikke noget, gør det noget forkert, ser vi ikke længere mennesket, men kun hvad det ikke kan eller gør, og vi istemmer et højt og langstrakt: Duer ikke.

{{toplink}}

De tydeligste eksempler på den rå og uhæmmede udskamning er behandlingen af to unge, kvindelige influencere.

Den ene, Katherine Diez, måtte det meste af januar se hele sit professionelle og private liv optrevlet med en gemen grusomhed, som ingen, ingen fortjener. Og senest er Cecilie Haugaard blevet udsat for en lignede behandling, som vi desværre nok ikke har set det sidste til endnu.

Jeg tager ikke her stilling til, hvad de to kvinder har gjort. Jeg tager stilling til den behandling, de er blevet udsat for. Den hævngerrighed, den "blodtørst", som Alex Vanopslagh (LA) benævner fænomenet i Berlingske, viser, at vi er holdt op med at betragte et menneske som et væsen, der, uanset hvad det har gjort, stadig har krav på at blive behandlet menneskeværdigt.

Vanopslagh fremhæver, at vi som samfund kaster os ud i offentlige hekseafbrændinger, fordi vi nyder at se folks ulykke. Men spørgsmålet er, hvorfor vi nyder det?

Mit bud er, at det gør vi, fordi vi gennem de seneste år konstant bliver udsat for et merkantilt menneskesyn, der udelukkende vil vurdere os på den nytte, vi tilfører samfundet og derfor måler et menneskelivs værd i kroner og øre.

Så når nogen tillyver sig en status, de ikke er berettiget til, dømmer vi dem ud fra netop dette menneskesyn, og vores vurdering er nådesløs: Duer ikke.

{{toplink}}

Vi ser ikke længere to mennesker, i al deres fejlbarlighed, men to defekte "dukker", der har løjet sig klogere (Diez) eller mere uperfekt (Haugaard), end de er. Og det vil vi ikke finde os i.

Ud kommer al den opsparede vrede og frustration, som den nuværende sociale konkurrencestat, hvor man skal yde, før man kan nyde, får os til at føle.

Når vi gentagne gange får fortalt, at vi skal arbejde længere og længere, og pensionsalderen derfor efterhånden tager sig ud som et fjernt fatamorgana, når der bliver henstillet til os, at vi henter vores børn senere og senere, fremelskes et syn på mennesket som en slags robot, der kan og skal få det meste ud af sit liv ved at løbe så stærkt som muligt, tjene så meget så muligt og betale så høj en skat som muligt.

Set i det lys er det bestemt ikke overraskende, at det er de humanistiske og teologiske kandidatuddannelser, der nu skal under sparekniven og halveres.

Den åndløse tanke bag besparelsen lyder: Det er jo "brødløse" fag, fag, der ikke giver nogen samfundsmæssig nytte, ingen høj livsløn, ingen indtjening til staten, kun udgifter. Duer ikke.

Men det er inden for humaniora og teologi, at den kritiske tænkning vægtes, det er der, dannelsen er i centrum, og fænomener som barmhjertighed og tilgivelse tillæres.

Og derfor er det netop de fag, der skal gøre os rustede til at bruge AI med omtanke, de fag, der skal lære os, hvordan man udgår et forsimplet menneskesyn, som det, vi er vidne til, og de fag, der skal gøre os i stand til at reflektere kritisk over de etiske konsekvenser - ikke bare af den nye teknologi, men også af de bizarre lovforslag, regeringen stiller, som ikke bare gælder nytten af vores arbejdsindsats, men også nytten af vores kroppe.

Debatten om aktiv dødshjælp er stadig i gang, efter at Mette Frederiksen sidste år meddelte, at hun gerne så, at assisteret selvmord blev legaliseret, og til det formål nedsatte et særligt udvalg til at undersøge konsekvenserne heraf.

Og dét, selvom Etisk Råd var helt klar i spyttet og advarede mod en sådan legalisering.

{{toplink}}

Denne favorisering af aktiv dødshjælp kan netop ses som et produkt af det merkantile og robotagtige menneskesyn, der kendetegner den nuværende regering. Mennesket opfattes som en maskine, der skal være til nytte for staten så længe som muligt. 

Bliver maskinen defekt, må den repareres, og kan den ikke det, må den ud. Duer ikke.

Det netop fremsatte forslag om organdonation peger i samme retning. Forslaget om "formodet samtykke", der betyder, at enhver over 18 år i udgangspunktet giver samtykke til at donere alle sine organer, medmindre personen udtrykkeligt har frabedt sig den fornøjelse, udspringer af en åndløs tanke om, at et menneskes organer udelukkende skal ses som et nyttigt reservelager, der kan benyttes til at optimere produktiviteten hos andre samfundsborgere, hvis de skulle være så uheldige at miste en arm, et ben, et øje eller en nyre i den hæsblæsende jagt på at være så nyttig som muligt.

Det er, som om AI allerede har overtaget styringen af vores samfund. Alt skal måles og vejes, dokumenteres og gøres til genstand for en indgående instrumentalisering, som ikke levner plads til det skæve og udefinerlige, til det, der unddrager sig alle algoritmer, kort sagt til det menneskelige. 

Og det er derfor, råheden griber om sig i en grummere og grimmere skikkelser end nogensinde før. Vi ser ikke længere et enkelt, levende menneske, når nogen fejler, men en defekt dukke, og derfor tillader vi os at gå amok i et blindt raseri.

Den råhed, der har indsneget sig i samfundet, er et produkt af, at vi er pacede og pressede af dette umenneskelige menneskesyn. Og når så to tydelige og nydelige unge kvinder falder igennem med et brag, så godter vi os, fordi det får os til at føle, at vi er så meget bedre end dem. 

Så kan vi slappe lidt af. Vi snyder ikke som dem. Vi yder og gør vores.

Samtlige medier reproducerer hån, spot og spe over de to kvinder i artikler, opslag og klummer, der gentager hinanden og går i selvsving over, hvor herligt det er at kunne udskamme nogen, der har været hovmodige nok til at tro, de er noget uden at være det.

Men på intet tidspunkt spørger de medier, der selv har været med til at udbrede kvindernes berømmelse, sig selv, om de kan være den behandling af et konkret andet menneske bekendt.

På intet tidspunkt spørger vi hinanden, om vi virkelig ønsker at leve i et samfund, hvor mennesker behandler hinanden lige så umenneskeligt som maskiner. 

Det burde vi. Og så burde vi skamme os.

{{toplink}}