Skoleelev: Børnechecken bør være ens for alle – også de rige

DEBAT: Børnepenges værdi bliver fundet ud fra forældrenes årlige indkomst. Er det forkert?

Af Anton N. (navnet er kendt af redaktionen)
Elev i 9. klasse

Børnechecken er indkomstafhængig, det vil sige, at hvis du og din partners årlige indkomst overstiger 732.900 kroner, så vil dit barns børnecheck blive sat ned med to procent af det beløb, hver af jeres årlige indkomster overstiger de 732.900 kr. – det siger borger.dk.

Men hvor er det rimelige i, at børn, hvis forældre har en årlig indkomst på mere end de 732.900 kroner, skal have reduceret deres børnecheck?

Forældrene bidrager i forvejen i høj grad til samfundet i form af højere skatter. 

Se mere: V-ordfører om børnecheck-sag: Jeg vil simpelthen ikke

Bør vi, fra statens side, forskelsbehandle det enkelte barn, på baggrund af forældrenes indkomst? I et fungerende demokrati har ethvert barn vel den samme samfundsmæssige værdi, uafhængigt af forældrene? Bør man, som samfund, ikke altid tage udgangspunkt i, hvad der er det bedste for barnet, frem for forældrenes sociale status og indkomst.

Folk med høje indkomster har selvfølgelig flere penge mellem hænderne, de kan vælge at bruge til at bidrage til deres børns fritidsinteresser, tøj-indkøb etc. Men det er jo netop folks egne penge, og det enkelte barn har ingen garantier for, at disse penge i særlig grad gavner barnet. 

Man kunne også anføre, at mange børnepenge, der f.eks. går til lavindkomstfamilier, bruges til alt andet, end hvad der gavner barnet.

Læs mere: Danmark sparer meget lidt på børnechecken

Mange folk med høje indkomster betaler i forvejen store summer i skat, så man kan med god rette spørge om det rimelige i, at de får formindsket børnepengene. Har de ikke betalt nok i forvejen. Vil de ikke, med en hvis ret, kunne føle sig snydt?

Dem der indkomstmæssigt bidrager mest til staten og samfundet bør ikke få mere eller mindre tilbage i forhold til børnecheckens værdi.

Jeg ved, det er et politisk følsomt emne, da det konflikter med nogle af de principper, det danske samfund er bygget op om, som for eksempel at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.

Jeg mener, det bør være et grundlæggende princip i den danske stat, at alle skal behandles ens. Uanset deres indkomst. Alt andet er urimeligt.

 

Forrige artikel Nyrup: Anbragte børn har brug for anderledes løsninger Nyrup: Anbragte børn har brug for anderledes løsninger Næste artikel Folkekirkens Nødhjælp: Religiøse ledere kan sikre kvinders rettigheder Folkekirkens Nødhjælp: Religiøse ledere kan sikre kvinders rettigheder