Skal vi nu til at kalde atomkraftværker for grønne energikilder?

Spanien vil købe fælles ind af gas, Ungarn kritiserer klimakrav og Frankrig vil kalde atomkraft bæredygtigt. Hør om Europas vanskelige energidebat i ugens podcast, hvor Christel Schaldemose (S) også er på besøg for at fortælle om Tysklands regeringsdannelse.

Tyskland er ved at lave en ny rødgrøn regering præcis samtidig med, at et nyt skænderi om energipriser og klimamål er brudt ud mellem de europæiske lande.

”Desværre vil vedvarende energi ikke være nok. Vi må se på andre nye teknologier også, især på det nukleare område,” siger Sloveniens minister for infrastruktur, Jernej Vrtovec, i ugens europæiske podcast fra Altinget i Bruxelles.

I tirsdags ledede han på vegne af det slovenske EU-formandskab et hasteindkaldt energiministermøde i Luxembourg, hvor de forskellige medlemslandes holdninger til den fælles energipolitik strittede i alle mulige retninger.

Mens Spanien opfordrer til fælles gasindkøb, og østlande som Polen og Ungarn griber lejligheden til at angribe EU’s nye forslag til klimalovgivning, så prøver Frankrig endnu en gang at få defineret atomkraft som en ”bæredygtig” energikilde.

Den nye europæiske energidebat er brudt ud, netop som delegationerne fra EU-hovedkvarteret, Danmark og de andre europæiske lande gør klar til at rejse til Glasgow i Skotland for at deltage i FN’s klimatopmøde COP26 i næste uge.

De nye forsøg på at male atomkraft grønt er ”nok ikke ligefrem noget, der vil falde i god jord hos Tyskland, hvor en regering med deltagelse af De Grønne er ved at blive forhandlet på plads,” siger podcastvært Thomas Lauritzen, som analyserer debatten sammen med EU-redaktør Rikke Albrechtsen.

For at blive klogere på den tyske regeringsdannelse har podcasten besøg af delegationslederen for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose.

Hun kan fortælle om, hvordan Tysklands socialdemokrater tager hende selv og andre europæiske politikere med på råd i SPD's enormt detaljerede arbejde på en regeringskoalition med De Grønne og de liberale i partiet FDP.

”Det er første gang, jeg har oplevet det i de 15 år, jeg har siddet i Europa-Parlamentet,” siger Schaldemose:

”Men det giver jo mening, for i den kommende fireårige periode skal den her tyske regering jo blandt andet arbejde med nogle af de lovgivninger, som vi sidder med nu.”

 

Udsendelsen er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet.

Forrige artikel Kommunalrundtur: Et belejligt tidspunkt til et nyt udspil, et drama i Glostrup og en iøjnefaldende måling Kommunalrundtur: Et belejligt tidspunkt til et nyt udspil, et drama i Glostrup og en iøjnefaldende måling Næste artikel I Ringkøbing kæmper en ung surfer for flere kurser til mennesker med handicap I Ringkøbing kæmper en ung surfer for flere kurser til mennesker med handicap