Selvfølgelig handler regeringsforhandlingerne om ministerbiler
Selv den mindste ministerpost giver efter kort tid mere indflydelse, end de fleste folketingsmedlemmer opnår gennem en hel karriere. Politik handler om rå magt, og derfor handler regeringsforhandlingerne selvfølgelig også om ministerbiler, skriver tidligere minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
De vil bare ind og sidde på bagsædet af ministerbilerne.
Sådan lyder det ofte i opslag på de sociale medier under de historisk lange regeringsforhandlinger, som den fungerende statsminister og kongelige undersøger, Mette Frederiksen, for tiden står i spidsen for.
Og ja, selvfølgelig handler det om ministerbiler, fristes jeg til at svare. For det er egentligt ret trættende med kommentarer fra folk, der slet ikke fatter, hvad politik handler om.
Men politik handler alene om et enkelt ord: Magt.
Ved folketingsvalget kaster vi vælgere vores stemme ned i stemmeurnen, og når alle stemmerne er talt op, kender vi mandatfordelingen i Folketinget. Med vores særlige udgave af parlamentarismen, kan der ikke sidde en regering, der har et flertal imod sig i Folketinget. Det er det, vi kalder negativ parlamentarisme.
Ud fra det princip udspiller kampen om magten sig. Hvem får nøglerne til statsministeriet? Hvem får lov at komme med ind i regeringen? Og er der andre igen, der kan sidde på den vigtige position som støtteparti. Nå ja, og hvem er efterladt i mere eller mindre gold opposition som de tilbageladte magtesløse på Borgen?
Billedet med at sidde på bagsædet af en ministerbil er selvfølgelig ment nedladende. For det antyder, at det handler om adgang til privilegier. Og at politikere, der bliver ministre, har valgt privilegierne frem for principperne. Det er i bedste fald en meget naiv forståelse af politik.
For selv om vi både har den lovgivende, dømmende og udøvende magt, så ligger det meste af den politiske magt i den udøvende del – altså regeringen. Nuvel, lovene vedtages af Folketinget, men partidisciplinen og folketingsmedlemmerne drøm om at selv at blive en del af den ultimative magt i regeringskontorerne understøtter ministerbænkene som magtens centrum på Christiansborg.
Selv den mest undseelige ministerpost giver efter kort tid mere indflydelse, end de fleste folketingsmedlemmer opnår på et årti eller to. Og er der tale om tungere ministerposter eller medlemskab af de centrale regeringsudvalg, kan der på månedsbasis om ikke ugentligt være tale om mere indflydelse end de fleste af kollegerne ovre i Folketinget kan drømme om i et helt politikerliv.
Selvfølgelig er der undtagelser. Fogh fik barberet efterlønnen under Nyrup, og Vestager gjorde det samme under Løkke. Men det var lige netop aldrig sket, hvis ikke regeringen havde været med.
Dansk Folkeparti har da også fået masser af indflydelse som borgerligt støtteparti. Men som tidligere økonomiminister, der har været med til at forberede forhandlinger om finanslove og andre store politikområder, kan jeg afsløre, at man har en ret god fornemmelse for, hvor sådan et støtteparti vil have indrømmelser.
Og så afsætter man såmænd bare for få penge af til arbejdstilsynet, de ældre eller sygehusene, hvis man ved, at det er der, støttepartiet gerne vil have indrømmelser. Så kan de bruge nogle måneder på at få beløbene derop, hvor regeringen (også) synes de skal være.
Magten ligger i regeringen. Derfor er det næsten også ubærligt for en politiker, der først har været minister, at skulle gå hvile- og magtesløs rundt på Christiansborgs gange og henslæbe en tilværelse som helt almindeligt folketingsmedlem.
Det er derfor, at tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen blev lidt længere i regeringsforhandlingerne end resten af hans parti kunne se en mening med det.
Det er derfor tidligere stats-, finans-, indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen desperat prøver at få tidligere venner og fjender til at glemme hans meritter og huske hans mandater, så han kan komme tilbage i ministerstolen.
Og det er derfor tidligere udenrigs- og klimaminister Martin Lidegaard vil have sit nyligt smadrede radikale parti med i en flertalsregering.
Men magten er, hvor magten er.
Og det er også den logiske forklaring på Jakob Ellemann-Jensens smidighed med at forlade den blå familie og flirte med Mette Frederiksen om en ny regering over midten.
Den tidligere miljø- og fødevareminister har smagt magtens sødme. Han har på tætteste hold oplevet sin far, nyligt afdøde tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tage del i magten som juniorpartner under Schlüter. Han kan spørge sin søster, Karen Ellemann, der har været minister fire gange for hav af områder, hvilken indflydelse det giver, hvis han skulle blive i tvivl.
Så snak bare videre om ministerbiler eller -pensioner. Min påstand vil være, at der ikke er en eneste, der siger ja til en ministerpost på grund af kors og bånd og stjerner eller position og privilegier.
Det handler om magt. Rå magt. For det er det, politik handler om.
{{toplink}}
Professor: Når regeringsforhandlinger trækker ud, har det store konsekvenser
Imam om VM-kritik: Qatar er spejlet, der konfronterer Vesten med sit eget hykleri
