SF kritiserer optagelsessystem: Unge får smadret deres uddannelsesdrømme

UDDANNELSE: Der er alt for meget fokus på karakterer i optagelsessystemet, mener SF, der vil have mere fokus på motivation og erfaring.

Vil du læse International Business, psykologi eller molekylær medicin, så skal du høste flotte karakterer i gymnasiet. De studier kræver nemlig et gennemsnit langt over 11 at komme ind på. 

Læs også: Top 10: Her er de uddannelser, der kræver det højeste snit

I år har 60 procent af bacheloruddannelserne en adgangskvotient. Det er en stigning på 2 procentpoint i forhold til 2016 og 8 procentpoint i forhold til 2015.

Udviklingen bekymrer SF, der mener, at det er på tide at gøre op med det høje fokus på de unges karakterer.

"Alt for mange unge får smadret deres uddannelsesdrømme af et system, som kun kigger på deres karakterer. Det skal vi sætte en stopper for, så systemet bliver gearet til at vurdere de unge bedre," skriver Jacob Mark i en pressemeddelelse.

Mere fokus på erfaring og motivation
I stedet for et optagelsessystem som i dag, der udelukkende ser på de unges karaktergennemsnit, skal optagelsen til videregående uddannelser i højere grad basere sig på en samlet vurdering af både ansøgninger, samtaler, evalueringer, relevant erfaring, test og karakterer.

Et sådan system vil ifølge SF sikre, at de unge også bliver målt på væsentlige parametre som motivation og erfaring.

"Det er dumt, at det nuværende system alene bygger på karakterer. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at motivation og relevant erfaring spiller en større rolle for deres fremtidige forudsætninger for at tage en uddannelse, end om der står 8,2 eller 9,7 på karaktergennemsnittet fra gymnasiet," siger Jacob Mark.

Det nye system skal optage lige så mange studerende som i dag, og gymnasierne skal fortsat give karakterer til de unge. 

SF opfordrer uddannelsesminister Søren Pind (V) til at nedsætte et udvalg, der skal se på, hvordan et nyt optagelsessystem kan skrues sammen. 

Forrige artikel Top 10: Her er de uddannelser, der kræver det højeste snit Top 10: Her er de uddannelser, der kræver det højeste snit Næste artikel Ekspert: Mette Bocks taktiske snilde kan bane vej for kulturreformer Ekspert: Mette Bocks taktiske snilde kan bane vej for kulturreformer