Se listen: 830 magtfulde danskere er i risiko for bestikkelse

KORRUPTION: Finanstilsynet har offentliggjort en liste over de politikere, embedsmænd og andre topfolk, som banker er forpligtet til at holde særligt øje med. Formålet er at forebygge og bekæmpe forsøg på bestikkelse.

Hvad har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn, højesteretspræsident Thomas Rørdam og folketingsmedlemmerne Naser Khader (K) og Zenia Stampe (R) til fælles?

De er alle at finde på en ny liste over danskere, som er i særlig risiko for at blive udsat for forsøg på bestikkelse.

Finanstilsynet har udpeget 830 politikere og embedsmænd, som banker skal holde særligt øje med, skriver blandt andre DR i dag.

De er de såkaldte PEP’ere – politisk eksponerede personer. Banker og andre finansielle selskaber har pligt til at overvåge PEP’ernes finansielle aktiviteter og indberette mistænkelige pengeoverførsler til bagmandspolitiet.

På listen findes blandt andre samtlige folketingsmedlemmer, medlemmer af Europa-Parlamentet, forsvarschef Bjørn Bisserup og andre ledere i Forsvaret, Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, og de 18 andre departementschefer, direktørerne for landets styrelser, alle danske ambassadører og højesteretsdommere.

Danmark nummer 1 i verden 
Listen er ikke udtryk for mistanke om korruption. Den viser, hvem der i kraft af sin stilling som offentlig topfigur kan være mål for forsøg på bestikkelse. Og så er den et redskab til bankerne, så de kan slå op og se, hvem de er forpligtet til at holde øje med.

Der er dog ikke mere end sædvanlig grund til bekymring for korruption i Danmark. På det seneste indeks over udbredelsen af korruption rundt om i verden indtog Danmark en delt førsteplads sammen med New Zealand.

Det er Transparency International, som hvert år offentliggør indekset – du kan finde det seneste fra januar 2017 her.

Finanstilsynet bemærker da også i sin vejledning til reglerne om PEP, at "risikoen for bestikkelse og korruption er (...) særdeles lille i Danmark".

PEP-listen er en del af nye internationale regler om hvidvask, som blev vedtaget i Danmark i juni sidste år.

Forrige artikel Mercado får midlertidig særlig rådgiver Mercado får midlertidig særlig rådgiver Næste artikel Altingets stifter får journalistpris for substans og mangel på clickbait Altingets stifter får journalistpris for substans og mangel på clickbait