S-regeringen arbejdede videre på ny fattigdomsgrænse frem mod valgudskrivelse, men præsenterede aldrig noget: ”Det ville have været ubekvemt”

Efter at have drøftet et bud på en ny fattigdomsgrænse i koordinationsudvalget i maj, genoptog S-regeringen de interne sonderinger efter sommerferien. En forestående valgkamp afholdt formentlig et regeringsudspil fra at blive præsenteret, vurderer tidligere S-rådgiver og Altingets politiske kommentator.

I kulissen fortsatte S-regeringen med at drøfte et af forståelsespapirets centrale punkter, mens Radikales valgtrussel hang over dansk politik.

Et konkret bud på en ny fattigdomsgrænse var på dagsordenen i koordinationsudvalget med Mette Frederiksen for bordenden i maj, og i embedsværket lagde man an til at samle op på regeringstoppens drøftelser efter sommerferien.

På et møde lagde Social- og Ældreministeriet her op til at finde frem til ”mulige løsninger” på en ny fattigdomsgrænse og gennemgå den politiske "kommunikationslinje” om den. 

Det fremgår af en mailkorrespondance fra august mellem Social- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet og Statsministeriet, som Altinget har fået aktindsigt i.

Ikke desto mindre blev regeringens bud på en ny fattigdomsgrænse aldrig fremlagt, selvom det var aftalt mere end tre år tidligere i forståelsespapiret med de røde støttepartier.

Udsigten til en kommende valgkamp spillede formentlig en afgørende rolle, vurderer Thomas Juul-Dam. Han var særlig rådgiver for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt fra 2012 og 2015, hvor der sidst var en politisk vedtaget fattigdomsgrænse.

”Der har nok været en politisk vurdering af, at et udspil om en ny fattigdomsgrænse ikke var fordelagtigt så tæt på en valgkamp,” siger han.

Som siddende regering ville de op til og under valgkampen blive afkrævet svar på, hvad der konkret skal gøres for at løfte folk ud af fattigdom, påpeger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

“Og det kan lynhurtigt ende med en diskussion, om forskellige sociale ydelser skal hæves. Det ville have været ubekvemt for regeringen, der ville blive angrebet fra både højre og venstre,” siger han.

For tæt på valgkampen

Altinget kunne i sidste uge berette, at S-regeringen allerede i maj var klar med et oplæg til en ny fattigdomsgrænse, som skulle drøftes i regeringens koordinationsudvalg.

Det arbejde hørte støttepartierne aldrig om, selvom de samtidig forhandlede med regeringen om et nyt kontanthjælpssystem, der skulle mindske antallet af børn, som vokser op i fattigdom.

”Det er mærkeligt, at regeringen ikke har fremlagt det og ikke har været klar til at reagere og rykke på det,” lød kritikken fra Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Victoria Velasquez.

Ifølge Thomas Juul-Dam er det ikke usædvanligt, at arbejdet fortsatte efter sommerferien.

”Selvom noget bliver præsenteret for koordinationsudvalget, så kan der godt være nogle ting, der ikke er skarpe eller stærke nok, og som man gerne vil have gjort tydeligere. Derfra kan man vælge at sende sagen tilbage til embedsværket,” siger han.

En anden forklaring er, at fremlæggelsen af en fattigdomsgrænse potentielt kunne blotlægge, at flere børn havnede under fattigdomsgrænsen i regeringsperioden. Af strategiske årsager kunne det afholde regeringen fra at offentliggøre en ny opgørelsesmetode.

”S-regeringen vil selvfølgelig ikke stå i den situation, hvor de bliver skudt i skoene, at man ikke har ført en social ansvarlig politik så tæt på en valgkamp,” siger han.

{{toplink}}

Fattigdomsgrænse forsvinder i SV-regering

Socialdemokratiet indførte med Helle Thorning-Schmidt i spidsen en officiel fattigdomsgrænse i 2013. Men den blev allerede afskaffet igen i 2015 af Venstre-regeringen.

Fattigdomsgrænsen fandt dog vej ind på den politiske dagsorden igen i 2019 og indgik i det forståelsespapir, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister.

Som en del af regeringens ambition om at bekæmpe børnefattigdom skulle en ny fattigdomsgrænse bruges til at følge udviklingen i arbejdet med den ambition.

Men fattigdomsgrænsen blev aldrig vedtaget. Og det bliver den heller ikke, hvis Mette Frederiksen lykkedes med at danne en bred regering over midten med deltagelse af Venstre, vurderer Erik Holstein.

"Det er ikke noget, der vil blive prioriteret under en SV-regering. Der er ingen af de to partier, der ønsker at hæve sociale ydelser til folk i den arbejdsduelige alder, og derfor har hverken S eller V en politisk interesse i en fattigdomsgrænse,” siger han.

Altinget har uden held forsøgt at få en kommentar fra fungerende social- og ældreminister Astrid Krag (S).

,

Forrige artikel Landbrug og landdistrikter advarer mod CO2-afgift: Frygter en jobmassakre og affolkning af provinsen Landbrug og landdistrikter advarer mod CO2-afgift: Frygter en jobmassakre og affolkning af provinsen Næste artikel Se kortet: Her er kommunerne, hvor en CO2-afgift på landbruget kan koste flest arbejdspladser Se kortet: Her er kommunerne, hvor en CO2-afgift på landbruget kan koste flest arbejdspladser