S står til stor fremgang i Mette Frederiksens nye kreds

GEOGRAFISK PROGNOSE: S-formand Mette Frederiksens nye valgkreds ligger i Nordjylland, som er den storkreds, hvor Socialdemokratiet står til den absolut største fremgang.

Mette Frederiksen kan formentlig se frem til at fejre en ekstra stor valgsejr i Nordjylland, der er S-formandens nye storkreds.

Det viser en ny mandatprognose udarbejdet af professor Kasper Møller Hansen for Altinget på baggrund af 9.782 gallupinterviews.

Hvis der var valg i dag, ville Socialdemokratiet ifølge prognosen få hele otte mandater i det nordjyske. Det er to mere, end partiet fik ved folketingsvalget i 2015. Det er samtidig partiets største fremgang på landsplan.

”Det er en flot fremgang, og det, der gør det endnu flottere, er, at tallene ikke er korrigeret for Mette Frederiksen-effekten,” siger Kasper Møller Hansen, med henvisning til at partiformænd har en tendens til at øge antallet af stemmer.

Det er nu et år siden, at Mette Frederiksen skiftede valgkreds fra Ballerup i Københavns Omegn til Aalborg. Ifølge valgforsker tyder tallene også på, at nordjyderne er begyndt at blive bevidste om, at de kan sætte kryds ud for en statsministerkandidat, hvis de stemmer på Socialdemokratiet.

Men der kan stadig være mere opbakning at hente:

”Umiddelbart vil jeg mene, at Mette-effekten ikke er slået helt igennem endnu, fordi vi ikke er gået i valgkamp endnu, og bevidstheden om hendes kandidatur er først så småt ved at indfinde sig,” siger Kasper Møller Hansen.

Allerede nu betyder fremgang til otte mandater, at næsten alle Socialdemokratiets nordjyske folketingskandidater kan se frem til at blive valgt. For der er nemlig blot ni kandidater.

”De burde nok sikre sig, at de har lidt flere kandidater. For de har også brug for at have suppleanter,” siger Kasper Møller Hansen.

Se hele mandatprognose på Altinget: christiansborg. Her kan du blandt andet se, hvem der har vippet Venstre af pinden som det største parti i Vestjylland.

Forrige artikel Regering i mindretal: Ny aftale bremser privatisering af kritisk infrastruktur Regering i mindretal: Ny aftale bremser privatisering af kritisk infrastruktur Næste artikel Regeringen vil regne på klimaeffekten af alle nye love Regeringen vil regne på klimaeffekten af alle nye love