Rød blok vil kunne undersøge fratrådte embedsmænd i kommissionssager

En politisk aftale fra oktober lægger op til, at undersøgelses- og granskningskommissioner i fremtiden skal kunne vurdere ansvar og udtale kritik af embedsmænd, der ikke længere er ansat i staten.

Flere topembedsmænd med centrale roller i de stærkt kritiserede forløb om Tibetsagen og Instrukssagen blev aldrig juridisk bedømt. 

Årsag: De var ikke længere ansat i staten.

Men for fremtiden skal det gøres muligt for kommissioner at udtale kritik og vurdere ansvar for fratrådte embedsmænd, hvis det står til regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Det fremgår af den politiske aftale om et eftersyn af det politiske system, der også skal styrke Folketingets kontrol med regeringen.

Det kommende demokratiudvalg anmodes om at “fremlægge forslag til, hvordan undersøgelses- og granskningskommissioner kan foretage retlige vurderinger af embedsmænd, der er fratrådt deres stilling i statens tjeneste”.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen fortæller, at punktet er medtaget i aftalen, fordi det var en af anbefalingerne fra Tibetkommissionen.

“Det skal jo ikke være sådan, at man kan slippe af krogen, fordi man flytter job,” siger Karina Lorentzen i en skriftlig kommentar.

Sådan skrev Tibetkommissionen

I sin beretning skrev Tibetkommissionen, at “det forekommer uhensigtsmæssigt”, at undersøgelseskommissioner i dag “bør afholde sig fra at udtale sig vedrørende en embedsmand, der er fratrådt tjenesten, om der havde været grundlag for et disciplinært ansvar, herunder om der er begået fejl eller forsømmelser”. 

I den konkrete sag vedrørte det blandt andre en tidligere departementschef og en tidligere direktør, som Tibetkommissionen mente havde “en central rolle” ved planlægning af den kinesiske præsidents besøg i 2012, hvor demonstranter fik krænket deres ret til at ytre og forsamle sig efter Grundloven.

Også under instrukssagen blev det diskuteret, at tidligere departementschef Uffe Toudal ikke blev vurderet for sit ansvar, fordi han var gået på pension.

Fratrådte embedsmænds retssikkerhed

Professor i forfatningsret, Jens Elo Rytter, istemte i marts måned i år behovet for at gøre op med tilfældigheden i, hvem der bliver vurderet.

“Det bliver i dag vilkårligt, hvilke embedsmænd der får deres mulige ansvar vurderet. Det bliver ikke et fuldstændigt billede, når der er nogle personer, som man ikke kan vurdere ansvar for, fordi de tilfældigvis er gået på pension eller er smuttet over i et andet job i det private,” udtalte Jens Elo Rytter i marts til Altinget.

Han forklarede, at man selvfølgelig ikke kan gøre sanktioner gældende over for folk, der er fratrådt, “men det afskærer jo ikke nødvendigvis en vurdering af deres ansvar i forløbet”, så længe man sørger for, at det sker på en måde, “hvor det også sikrer fratrådte embedsmænds retssikkerhed”. {{toplink}}

Forrige artikel SF-profil om mangel på arbejdskraft: Herligt, fantastisk og en gave til os alle sammen SF-profil om mangel på arbejdskraft: Herligt, fantastisk og en gave til os alle sammen Næste artikel Mette Frederiksens grønlandske opbakning vakler: ”Lars Løkke har været mere lydhør over for os” Mette Frederiksens grønlandske opbakning vakler: ”Lars Løkke har været mere lydhør over for os”