Regnskab: Operate i stabil vækst og indtjening

REGNSKAB: Operate A/S, der blandt andet arbejder for Folkemødet, kom ud af 2018 med et nyt stabilt overskud efter solid, kontrolleret vækst, viser regnskab offentliggjort i dag.

Kommunikationsselskabet Operate A/S i København, der blandt andet er kendt for sine brugeranalyser af Folkemødet, kommer ud af 2018 med et nyt godt resultat.

Omsætningen steg ti procent til 58,2 millioner kroner fra 53,3 millioner i 2017. Overskuddet blev 5,8 millioner mod 5,9 millioner året før.

Operate er også kendt for usædvanlig åbenhed i sine regnskaber. Det hedder i ledelsesberetningen herom:

"Som virksomhed med placering og skattebetaling i Danmark bidrager vi aktivt til det danske samfund. Det sker ikke mindst via lønninger til og skatteindbetalinger fra medarbejdere. Gennem de sidste tre år har Operate indbetalt 29,9 millioner kroner i A-skat og AM-bidrag, 28,2 millioner kroner i moms og knap 4,8 millioner kroner i selskabsskat."

"Igen i 2018 fik Operate den højeste CSR-score for vores åbenhed i en analyse af årsrapporterne i mere end 300 virksomheder i kommunikationsbranchen. Det er tilfredsstillende, da Operate ikke kun mener, at kunderne skal kommunikere åbent. Det skal vi også selv." 

Direktionen udføres af John Pedersen og Per Rystrøm, mens bestyrelsen består af Søren Christiansen, Camilla Huus og Per Rystrøm.

Operate Gruppen ejes ligeligt mellem  de to direktører Stürup-Pedersen Holding A/S (= John Pedersen) og Koras ApS (= Per Rystrøm). De to ejere tog hele årets overskud ud som udbytte. Egenkapitalen er 10,3 millioner kroner.

Revisor BHA Statsautoriseret Revision havde ingen anmærkninger til regnskabet.

Forrige artikel Brexit-aftale skudt ned igen. Hvad så nu, Storbritannien? Brexit-aftale skudt ned igen. Hvad så nu, Storbritannien? Næste artikel Flertal af blå vælgere siger nej til LA i regering efter valget Flertal af blå vælgere siger nej til LA i regering efter valget