Regioner øger kapaciteten af kviktest til 207.000 og forlænger Falck-kontrakt

Regionernes aftaler med kviktestleverandørerne Falck og Copenhagen Medical forlænges med en måned til udgangen af april. Samtidig opskaleres den daglige kapacitet på kviktest med over 88 procent til 207.000. Et nyt udbud, der skal understøtte regeringens teststrategi, er lige på trapperne.

Danmark er så småt begyndt at genåbne, og dermed stiger behovet for at teste flere danskere også. 

Derfor har landets regioner fra 25. februar 2021 øget den daglige kapacitet på kviktest med mere end 88 procent.

Det fortæller Dorte Christensen, vicedirektør i Indkøb & Medicoteknik hos Region Midtjylland, som står for regionernes kviktestkontrakter, til Altinget.

"Den samlede kapacitet er nu på 207.000 om dagen, hvor den tidligere var på 110.000," siger hun.

Regionernes opskalering af kviktest kommer i forbindelse med de midlertidige kontrakter med kviktestleverandørerne Falck og Copenhagen Medical, er blevet forlænget til 30. april.

Dermed fortsætter Falck som minimum med at kvikteste danskerne i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland frem til udgangen af april, mens Copenhagen Medical står for kviktestningen i Region Hovedstaden. 

Falck og Copenhagen Medical overtog størstedelen af SOS Internationals kviktestopgaver, da selskabets kontrakt blev opsagt blot en uge efter, den var trådt i kraft i begyndelsen af februar.

De midlertidige aftaler udløb derfor oprindeligt 30. marts, men kontrakterne er nu blevet forlænget på de eksisterende vilkår med en måned for at sikre mere tid til at få styr på det kommende udbud.

"Aftalerne med Falck og Copenhagen Medical er forlænget til 30. april. Vi forlænger for at være sikker på, at vi kan nå at få det nye udbud på plads og sikre en tilpas periode til implementering. Det er for, at vi kan nå at tage læring ind i forhold til udarbejdelsen af kravspecifikationerne i udbuddet i forhold til læringerne fra det sidste udbud og i forhold til den nye teststrategi," siger Dorte Christensen. 

Hun peger på, at det nye udbud skal sikre en høj grad af fleksibilitet.

"Der er både kommet nye testtyper og en ny teststrategi. Vi skal lige have det hele indarbejdet, så det også peger fremad. Det skal være så fleksibelt som muligt i forhold til teststartegien, hvad enten det handler om flere og mere lokale faste teststeder, ekstra tests ved smitteudbrud eller test ved udpegede lokationer som et uddannelsessted, begivenheder med større forsamlinger med videre," siger Dorte Christensen. 

Nyt udbud på vej
Kontrakten med Carelink, der står for at kvikteste danskerne i Region Syddanmark, udløber også 30. april, og dermed kan kviktestopgaven i alle landets fem regioner blive udbudt på samme tid. 

Udbuddet offentliggøres inden længe.

"Vi regner med at offentliggøre udbudsbekendtgørelsen i slutningen af denne uge eller starten af næste uge. Vi forventer en afgørelse lige efter påske, så vi kan have en kontraktunderskrivelse i medio april, så vi kan sætte det i gang 1. maj. Så det giver en 14 dages implementeringsperiode," siger Dorte Christensen. 

I kontrakten med Carelink, som løber fra februar og frem til udgangen af april, var der mulighed for en seks måneders forlængelse, men grundet regeringens nye teststrategi bliver der tale om et helt nyt udbud.

"Vi kunne godt lave det samme udbud, men det valgte vi ikke at gøre, fordi vi vidste, at der ville komme en ny teststrategi, og derfor har vi valgt at tage en runde mere for at rette det til. Derfor har vi ændret i kravspecifikationen," siger Dorte Christensen.

Hun ønsker ikke at udtale sig yderligere om det nye udbud, da det fortsat er under udarbejdelse.

SOS International har ikke fået sin kontrakt forlænget 
10. december annoncerede sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at regeringen ville bruge kviktest som værktøj i det nationale beredskab som supplement til PCR-testene. 

48 timer senere var Falck i gang med at teste op imod 5.000 danskere om dagen på 12 testcentre i Danmark.

I januar stillede Falck sammen tre andre private aktører en daglig kviktestkapacitet på 100.000 til rådighed for danskerne oveni de 110.000 PCR-tests om dagen, som de offentlige testcentre på daværende tidspunkt kunne gennemføre.

19. januar tabte Falck dog udbuddet om at kvikteste danskerne fra begyndelsen af februar. 

Men blot en uge efter Falck havde overladt opgaven med at kvikteste danskerne for covid-19 til SOS International og Carelink, var Falck igen i gang med at kvikteste danskerne i tre af landets regioner. 

For blot syv dage inde i den nye kontraktperiode blev SOS International fyret i februar, og Falck overtog derfor kviktestopgaven i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

SOS International blev fyret helt i tre regioner, fordi selskabet ikke magtede opgaven i det krævede omfang, ligesom der blev konstateret alvorlige brud på kvaliteten hos underleverandøren Medicals Nordic.

Selskabet fik dog lov til at fortsætte med at kvikteste danskerne i et mindre omfang i Region Hovedstaden sammen med Copenhagen Medical. 

Den kontrakt er dog ikke blevet forlænget udover 30. marts. Fra den dato tyder meget derfor på, at Copenhagen Medical alene står for kviktests i Region Hovedstaden. 

"SOS International er ikke blevet forlænget på nuværende tidspunkt. Det kommer an på, om vi har brug for kapaciteten. Umiddelbart ligger den ikke til at blive forlænget, for det er en lille del af den samlede kapacitet. SOS International har kun en daglig testkapacitet på 13.000," siger Dorte Christensen.  

Falck øger sin testkapacitet
Den voldsomme stigning i kviktestkapaciteten fra 25. februar er primært faciliteret af Falck, der altså fortsætter med at stå for kviktestkapaciteten i tre af landets fem regioner. 

Det fortæller Falcks pressechef, Lisbeth Nedergaard, til Altinget.

"Vi har i løbet af de sidste par uger næsten fordoblet vores kapacitet. I dag har vi 66 testcentre, og på torsdag har vi 76. Derudover er vi i denne uge tilstede på 72 efterskoler og på 70 gymnasier i Jylland. Vi har desuden ansat rigtigt mange nye kolleger," siger hun og tilføjer:

"Der kommer yderligere pop up-centre rundt omkring i landet frem mod 30. april, men det er ikke noget vi har tal eller lokationer på endnu."

Hun oplyser, at Falck ikke ønsker at kommentere på, hvorvidt selskabet vil byde ind på opgaven i det kommende udbud. 

Forrige artikel Frygt for nye EU-regler: Cybersikkerhed risikerer at blive det nye GDPR Frygt for nye EU-regler: Cybersikkerhed risikerer at blive det nye GDPR Næste artikel Dagens overblik: Ny plan kan begrænse natteliv i København permanent, og Løkke fik halv pris på boligmarkedet Dagens overblik: Ny plan kan begrænse natteliv i København permanent, og Løkke fik halv pris på boligmarkedet