Regeringens Genstartsfond på 3 milliarder har kun udbetalt 197 millioner

Kun 21 virksomheder har fået økonomisk støtte af Genstartsfonden, som har til formål at hjælpe nødlidende danske virksomheder. I årets første seks måneder har Genstartsfonden, som rummer 3 milliarder kroner, kun udbetalt 197 millioner kroner. 

Regeringens Genstartsfond har blot udbetalt penge til 21 virksomheder, siden Vækstfonden åbnede for udbetalingerne i begyndelsen af 2021. 

Genstartsfonden rummer et beløb 3 milliarder kroner, som regeringen vil bruge på at redde nødlidende danske virksomheder, men efter første halvdel af 2021 har Genstartsfonden blot udbetalt 197 millioner kroner.

Det oplyser Vækstfonden i forbindelse med halvårsregnskabet i statens investeringsfond. 

"Det er et udslag af, at færre virksomheder end forventet har stået i en situation, hvor de har haft behov for at rekapitalisere sig til at gennemføre nye investeringer," siger Vækstfondens administrerende direktør, Rolf Kjærgaard, og fortsætter:

"Vi var mange, der frygtede, at det ville blive rigtigt svært, og økonomien ville blive slået hårdt tilbage, så virksomhederne ville have svært ved at investere sig ud af krisen, men flere virksomheder har klaret sig bedre end forventet, og derfor har efterspørgslen været mindre end forventet."

At efterspørgslen er nedadgående underbygges af, at Vækstfonden i april oplyste til Altinget, at den i slutningen af marts havde udbetalt 149 millioner kroner gennem Genstartsfonden

Det vil sige, at Genstartsfonden blot har udbetalt 48 millioner kroner siden begyndelsen af april. 

 

Følgevirkninger af krisen er ikke drevet over

Udbetalingen af de 197 millioner kroner til 21 selskaber svarer til omkring 9,4 millioner kroner per virksomhed.

Ifølge Vækstfondens topchef er faren dog endnu ikke drevet over for dansk erhvervsliv. 

Derfor kan der hurtigt blive brug for de resterende midler i Genstartsfonden, lyder det.

"Følgevirkningerne er endnu ikke drevet over, for der er udskudte momsbetalinger og skatteudskydelser over de kommende måneder, så vi går og venter på, hvad det kommer til at betyde," siger Rolf Kjærgaard og tilføjer:

"Vi skal se, hvor mange virksomheder, der er stand til at betale tilbage, og hvor mange der skal have tilført likviditet og egenkapital for at kunne fastholde kreditter og opnå lån."

Genstartsfonden er derfor åben til udgangen af 2022. 

"Så der er mulighed for også at tilbyde den indsats til virksomheder, hvor virkningerne først sætter sig senere i år eller i 2022," siger Rolf Kjærgaard.

Forrige artikel Det kræver hård hud at være kulturens minister: ”Folk er først blevet rigtig glade for mig, efter jeg gik af” Det kræver hård hud at være kulturens minister: ”Folk er først blevet rigtig glade for mig, efter jeg gik af” Næste artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med?