Regeringen vil udsende krigsskibe uden Folketingets accept

PARADIGMESKIFTE: Udsendelse af danske krigsskibe på internationale træningsopgaver og defensive missioner skal ikke længere vedtages i folketingssalen, foreslår regeringen, der ifølge Enhedslisten udsteder sig selv "en blankocheck".

Regeringen vil med et aktuelt beslutningsforslag bane vejen for, at det ikke længere er nødvendigt at fremsætte og få vedtaget et beslutningsforslag i folketingssalen, inden danske krigsskibe sendes ud på træningsopgaver og defensive patruljemissioner med andre landes skibe.

Enhedslisten og Alternativet mener, at der er tale om et problematisk principielt paradigmeskifte.

”Det er at udstede en blankocheck, at man fremover ikke vil spørge Folketinget,” siger Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm.

Lægge beslag på Folketingets tid
Hvis beslutningsforslag B56 vedtages, så vil regeringen fremover som udgangspunkt kun rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, inden et flådebidrag sendes på international træningsmission eller får mandat til at medvirke til defensive patruljeopgaver.

”Regeringen har valgt at foreslå denne nye fremgangsmåde blandt andet ud fra en betragtning om, at man ikke ønsker unødigt at skulle lægge beslag på Folketingets tid ved at fremsætte folketingsbeslutninger ved enhver fremtidig udsendelse af sådanne danske bidrag til deltagelse i almindelig sejlads og samtræning,” skriver udenrigsminister Anders Samuelsen i et svar til Eva Flyvholm (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT).

Sejlads med fransk hangarskibsgruppe
De udsendte skibe vil kunne forsvare sig selv, hvis de bliver angrebet. Men for Dansk Folkeparti er det centralt, at der kun gives grønt lys til, at skibene kan sendes ud på defensive missioner uden et beslutningsforslag.

”Man skal huske, at med det her mandat kan man bidrage til defensive opgaver. Det gør, at vi ikke føler, at det er så problematisk. For der er på alle ledder og kanter hovedsageligt tale om træning,” pointerer forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, Jeppe Jakobsen.

Beslutningsforslaget handler også om en konkret udsendelse af et krigsskib til at sejle sammen med en fransk hangarskibsgruppe i foråret 2019. Forsvaret er i gang med at forberede sejlads med en amerikansk hangarskibsgruppe i 2020, og på længere sigt vil det ifølge Forsvaret være relevant at undersøge mulighederne for at træne med en britisk hangarskibsgruppe.

Læs hele artiklen på Altinget: forsvar, hvor du får mere baggrund og flere kommentarer.

Forrige artikel Efter 131 dage: Sveriges regering er endelig på plads Efter 131 dage: Sveriges regering er endelig på plads Næste artikel Nyt udspil: Sådan vil regeringen skaffe flere læger og sygeplejersker Nyt udspil: Sådan vil regeringen skaffe flere læger og sygeplejersker