Venstre: Forsvarsforbeholdet skal væk

AFSTEMNING: Regeringen og et flertal af Folketingets partier ønsker at følge den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet op med en afstemning om det danske forsvarsforbehold.

Danmark skal kunne deltage i flere internationale operationer.

Derfor ønsker regeringen at fjerne forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning, når danskerne har stemt om retsforbeholdet. Det skriver Information.

"Regeringen ønsker forsvarsforbeholdet ophævet. Det er også den seneste forsvarskommissions anbefaling, og den tilslutter vi os," siger forsvarsminister Carl Holst (V).

Fra samme parti siger forsvarsordfører Peter Juel Jensen, at det bør ske hurtigst muligt, da forbeholdet begrænser Danmarks mulighed for at deltage i EU's fredsbevarende operationer.

Synspunktet møder bred opbakning på Christiansborg. Både Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og SF bakker op, mens Liberal Alliance og Enhedslisten er imod. Dansk Folkeparti har derimod ikke ønsket at kommentere på spørgsmålet.

Forsvarsforbeholdet blev en realitet i 1993, da danskerne ved en folkeafstemning stemte for Edinburgh-aftalen. Ifølge Forsvarsministeriet betyder det i praksis, at Danmark er afskåret fra at bidrage til militære EU-operationer og fra at deltage i samarbejdet om udvikling og anskaffelse af militære kapaciteter i EU-regi.

Danmark tog i 1993 forbehold over for EU-samarbejdet på fire områder. Foruden forsvarsforbeholdet var det retsforbeholdet, samt forbeholdet for euroen og unionsborgerskabet.

Senest i marts 2016 skal retsforbeholdet til folkeafstemning.

Forrige artikel Fagforeninger advarer mod uforsvarlig udflytning Fagforeninger advarer mod uforsvarlig udflytning Næste artikel Hjort vil give indsigt i Dong-salg Hjort vil give indsigt i Dong-salg