Regeringen skyder sig selv og alle andre i foden med sin Syrien-politik
Paradoksalt nok kan regeringens hjemsendelse af syriske flygtninge ende med at føre til flere flygtninge i Danmark, fordi det udenrigspolitisk vil gøre det sværere at gøre Syrien stabilt og opnå varig fred.
Den danske regerings hjemsendelse af syriske flygtninge til Damaskus har været heftigt debatteret i de seneste uger - med god grund.
Dels er den danske regering den eneste regering i Vesten, der finder det humanitært, menneskeretligt og juridisk forsvarligt at sende flygtninge tilbage til Syrien. Dels er det svært for lægmand at forstå, at veluddannede og velintegrerede flygtninge ikke må bidrage til Danmark, men i stedet skal rådne op på et udrejsecenter, mens de venter på de facto at kunne tage hjem.
Begge vinkler er kontroversielle og relevante i sig selv. Men ét aspekt af regeringens politik har faktisk slet ikke været genstand for debat, og det er de udenrigspolitiske konsekvenser af Danmarks enegang.
For med hjemsendelsen af flygtninge signalerer den danske regering, at man trods alt ikke finder massemorderen Assad mere modbydelig, end man godt kan sende de folk, der er flygtet fra hans krigsgasser, hjem igen. Og man puster også til en ubehagelig myte, der er ved at sprede sig flere steder: Lad os nu erkende, at Assad de facto har vundet borgerkrigen i Syrien. Lad os nu acceptere det og så komme i gang med genopbygningen, så alle de syriske flygtninge kan blive sendt hjem hurtigst muligt og bidrage, inden de får slået for meget rod i de europæiske lande.
Problemet er bare, at det vitterligt er en myte. Ligeså frygtelig situationen i Syrien er, ligeså lidt bevæger den sig. Fronterne i Syrien har nu stået stille i mere end et år, og Assad kontrollerer i dag kun godt 60 procent af Syriens territorium, hvor vel at mærke kun omkring halvdelen af den befolkning, der var i Syrien, da krigen startede, befinder sig. Resten er enten flygtet fra Syrien, befinder sig i de kurdisk kontrollerede områder, hvor USA, Frankrig og andre stadig huserer, eller i de områder, som den såkaldte opposition kontrollerer, og som Tyrkiet tilsyneladende ikke er indstillet på at lade falde.
Hverken Rusland eller Iran synes indstillet på at støtte Assad i bestræbelserne på en total militær sejr - bl.a. fordi det indebærer en alvorlig risiko for at involvere sig i åben krig med Tyrkiet og/eller andre NATO lande.
Og hvad mere er: Selv Rusland er træt af Assad. Træt af, at bruge endeløse ressourcer for at undgå Assads fald, træt af, at der ikke kan findes en løsning.
Situationen i Syrien er således mere en frossen krig end en afgjort konflikt. Ingen kan vinde over Assad – men Assad kan heller ikke vinde. Der er simpelthen ingen vindere i Syrien.
I den situation er det kombinationen af udmattelse og pres, både eksternt og internt, der i sidste ende skal tvinge alle parter til det forhandlingsbord, der er den eneste mulige løsning på konflikten i Syrien. Og som på et tidspunkt må ende med en eller anden form for koalitionsregering, der kan fungere som overgang til egentlige frie valg.
En politisk forhandlet afslutning på konflikten er også afgørende for at adressere Syrien-konfliktens underliggende årsager, herunder undertrykkelse, marginalisering og korruption. Og er således langt det mest effektive redskab i værkstøjskassen med henblik på at stabilisere Syrien og dermed bane vejen for, at syriske flygtninge kan vende hjem.
Men da Assad ved, at det netop også er sådan en proces, der før eller siden vil blive enden på hans regime, gør han meget for at undgå disse forhandlinger.
Og det er i den situation, at den danske regering ufrivilligt er kommet til at levere en håndsrækning til diktatoren. For intet er mere kærkomment for Assad, end at et respekteret vestligt land pludselig anerkender, at så slem er han og situationen i Syrien jo heller ikke. Ligesom det må passe Assad svært godt, at Danmark dermed også er med til at signalere, at krigen de facto er ovre – i Assads favør.
Dermed lettes lidt af det internationale pres på Assad. For der bliver lagt mærke til den danske politik overalt i verden, som vi har kunnet se i BBC, CNN og andre internationale medier, ligesom den danske melding med sikkerhed bliver både brugt og misbrugt internt i Syrien.
Dermed er det store paradoks, at regeringens kortsigtede forsøg på at sende flygtninge hjem så hurtigt som muligt i sidste ende kan ende med, at der kommer flere syriske flygtninge til Europa, og at de flygtninge, der allerede er her, får endnu længere udsigt til at kunne tage hjem.
Den danske regering kan selvfølgelig ikke pålægges ansvaret for den fortsatte konflikt i Syrien – uanset hvad den gør. Dertil er kynismen hos de involverede stormagter for stor, situationen for kompleks og Danmark for lille et land.
Men det er rent ud sagt uendelig trist og pinagtigt, at det land, der indtil for kort tid siden gik forrest med at støtte det syriske civilsamfund og bidrage med at lægge skinnerne ud for en varig syrisk fred, nu i realiteten har omdannet sit Syriens-kontor i Udenrigsministeriet til et ekspeditionskontor for Udlændinge- og Integrationsministeriet. Uden smålig skelen til de videre udenrigspolitiske konsekvenser.
Og ja, det er desværre Danmark, jeg taler om.
Sårbare borgere skal ikke være velfærdsstatens forsøgskaniner for kunstig intelligens
Mette Frederiksen styrede regeringen målbevidst mod sit hidtil største nederlag
