Reaktioner på nytårstale: Løkke fejltolker Matador

REAKTIONER: Der er både ris og ros til statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale fra de politiske kollegaer på Christiansborg.

Efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag aften holdt sin nytårstale, er der kommet både ris og ros fra politikerne.

Særligt én ting går dog igen i reaktionerne: Matador.

Lars Løkke indledte nemlig sin tale med en reference til tv-serien Matador, og det vakte glæde hos flere af kollegaerne. Blandt andet Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han mener dog, at Løkke brugte referencen forkert.

”Jeg er glad for, at han starter med Matador. Jeg tror, at vi alle sammen elsker den serie, og synes den reflekterer over nogle ting i vores fortid, som er vigtige at tage med. Men der hvor jeg synes, at statsministeren skulle have brugt Matador-delen noget bedre, er til at erkende, at den jo lige præcis er god, fordi den udtrykker et fællesskab, en samhørighed i vores samfund, som er utrolig vigtig,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2 og fortsætter:

”Og nogle af de ting, som vi står overfor i den nuværende udvikling, er noget, der virkelig skaber udfordringer. Når vi taler om imamer i Gellerupparken, der opfordrer til had og prædiker mod det danske samfund og danske værdier. Der er en opsplitning i det danske samfund, som jeg synes, at statsministeren skulle have reflekteret ind i talen.”

Mens regeringens støtteparti havde sine kritikpunkter til talen, så var de nyeste regeringspartier, Konservative og Liberal Alliance, tilfredse.

Radikale: Du ringer bare, Løkke
Nytårstalen fik hårde ord med på vejen fra den røde side af Folketinget.

Hårdest er kritikken fra Enhedslisten, der mener, at Løkkes politik er med til at skabe utryghed.

”Lars Løkke Rasmussen fortæller malende om, hvad det vil sige, at uligheden stiger, og hvor stor forskel der er på fremtidsmulighederne for en søn af en statsminister og en dreng, der er vokset op nederst i vores samfund. Men han leverer absolut ingen løsninger på det,” siger Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Det er da tåkrummende pinligt, at statsministerens eneste løsning er at formane om, at man skal ”gribe fremtiden”. Han forholder sig ikke til, at hans politik selv er med til at gøre utrygheden værre.”

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er heller ikke særlig begejstret for statsministerens tale.

Der var også hårde ord om talen fra SF's formand, Pia Olsen Dyhr. Hun mener, at Løkke benyttede nytårstalen til at trække sit katalog af ubehageligheder frem fra skuffen igen.

Mens Løkke får kritik fra de øvrige røde partier, er Radikales politiske leder, Morten Østergaard, en anelse mere positiv. Han synes, at Løkkes intentioner er gode, men der skal en anden kurs til, hvis de skal blive virkelighed.

”Hvis det skal handling bag ordene, kan du bare ringe. Det kræver ny kurs, hvor vi finder pengene til at investere i fremtiden fremfor at skære ned. Jeg er klar. Godt nytår!" skriver Morten Østergaard på Facebook.

Forrige artikel Thulesen: Nye væksttal fjerner behovet for smertefulde reformer Thulesen: Nye væksttal fjerner behovet for smertefulde reformer Næste artikel Bent Hansen stopper ved næste valg Bent Hansen stopper ved næste valg