Radikale holder sommergruppemøde: Partiet befinder sig et sted, hvor dets mandater er inderligt ligegyldige

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, giver sin vurdering af Radikales aktuelle kampform forud for partiets møde med pressen i anledning af det årlige sommergruppemøde.

Radikale mistede over halvdelen af mandaterne ved valget, og trods en beskeden fremgang har partiet langtfra genvundet styrken.

Forløbet efter valget gjorde det ikke bedre: Det er stadig de færreste, der fatter, hvorfor Radikale i tolvte time sprang fra den midterregering, de kunne få sæde i – efter de i årtier netop havde efterlyst en regering over midten.

Den nye leder, Martin Lidegaard, har været ganske god i forskellige debatter, og man kan ikke beskylde ham for at ligge på den lade side. Det lader også til, at han har fået mere kontrol med sin egen folketingsgruppe.

Det ændrer bare ikke ved, at Radikale befinder sig et sted, hvor deres mandater er inderligt ligegyldige. Den situation kan man ikke i længden leve med i et parti som Radikale, der historisk er forvænt med at have få, men afgørende mandater. {{toplink}}

Partiets tilgang til diskussionen om seniorpension tyder på en manglende realitetssans. Her indrullerede Radikale sig i den såkaldte KLAR-alliance sammen med Konservative og Liberal Alliance, hvor de tre partier lagde op til at skære i ordningerne for efterløn og Arne-pension i stedet for at beskære seniorpensionen.

Forslag, socialdemokraterne aldrig kunne gå med til, og som derfor aldrig kunne føre til de realitetsforhandlinger, Radikale så gerne vil med i.      

På det seneste har Martin Lidegaard målbevidst forsøgt at brande Radikale som "ungdommens grønne parti".

Det smager lidt af designpolitik, men der er ingen tvivl om, at de unge på universiteterne udgør et vigtigt vælgerpotentiale for Radikale. Og den aktuelle kritik af regeringen klimapolitik kan give Radikale nye muligheder for at gafle skuffede vælgere fra regeringspartierne.

Formkurve: Svagt opadgående fra et elendigt udgangspunkt

Forrige artikel Med donation af F-16 fly er russernes røde linje endegyldigt overskredet Med donation af F-16 fly er russernes røde linje endegyldigt overskredet Næste artikel Regeringens klimapolitik er fanget i et krydspres Regeringens klimapolitik er fanget i et krydspres