Efter krænkelsessager i Radikale: RU-formand vil have paragraf om eksklusion

Der er brug for en eksklusionsparagraf i Radikale Venstre, siger Radikal Ungdoms formand til landsmøde. Meldingen kommer efter et år præget af krænkelsessager i partiet.

NYBORG: En ny eksklusionsparagraf skal sikre, at der bliver taget hånd om eventuelle krænkelsessager i Radikale Venstre. Sådan lyder meldingen fra Radikal Ungdoms formand, Jacob Robsøe, på partiets landsmøde.

”Det skal bygge på handlinger og ikke holdninger. Der er ikke plads i Radikale Venstre, hvis du har udøvet vold, voldtægt eller forsøg derpå,” siger han til en fyldt landsmødesal.

Han understreger vigtigheden af sådan en paragraf ved at forklare, at han kender medlemmer, der ikke har turde møde op til dagens landsmøde, fordi der på landsmødet er personer til stede, som har krænket andre. Ifølge Jacob Robsøe er andre medlemmer mødt op til landsmødet på trods af grænseoverskridende adfærd.

Jacob Robsøe kommer med denne målsætning et år efter, at den tidligere partiformand Morten Østergaard stod på selv samme scene ved Nyborg Strand og erklærede, at der skulle tages hånd om den sexistiske kultur på Christiansborg.

Siden da er Morten Østergaard trådt tilbage på baggrund af en af de mest omtalte krænkelsessager på Christiansborg. Det er heller ikke mere end en måneds tid siden, at folketingsmedlemmet Kristian Heegard også måtte melde sin afgang grundet en sag om grænseoverskridende adfærd. 

”I løbet af det sidste år har det været hårdt at være radikal,” siger Jacob Robsøe til landsmødet.

Et ”møgår” for Radikale Venstre 

Selvom det ud fra Jacob Robsøes tale tyder på, at opgøret med sexisme ikke er slut endnu i Radikale Venstre, fremhævede partileder Sofie Carsten Nielsen alligevel den udvikling, der er ved at ske med partiet efter et ”møgår”, som hun beskriver det i sin tale til landsmødet. 
 
”Vi har – for åben skærm – taget en god bid af vores del af opgøret med krænkelser og sexisme, der alt for længe har taget bo i vores samfund. Det har ikke været kønt. Men nødvendigt. Vi er ikke i mål. Men i gang. Det har været hårdt. Men langt fra meningsløst, ” siger hun til landsmødet. 
 
I tråd med forslaget om en eksklusionsparagraf har partiet også på landsmødet introduceret en ny samværspolitik. Den nye samværspolitik beskriver en række handlinger af forskellig alvorsgrad, der anses for ”uacceptable”. Det drejer sig blandt andet om trusler, uønskede berøringer og ubehageligt drilleri. 


 
I en mail til Jyllands-Posten beskriver Radikale Venstres landsformand, Svend Thorhauge, at samværspolitikken er lavet for at have en åben samtale om, hvordan man er sammen i partiet. 
 
”Nu kan vi få samtalen og blive klogere i fællesskab. Det skal vi ikke være kede af, men glæde os over. Det handler jo ikke om, at vi skal være politibetjente, men at vi skal være opmærksomme. Det er noget helt andet,” udtaler han til Jyllands-Posten. 

,

Forrige artikel Sofie Carsten Nielsen vil dreje opmærksomheden mod klimaet: Danmark skal være 110 procent grøn Sofie Carsten Nielsen vil dreje opmærksomheden mod klimaet: Danmark skal være 110 procent grøn Næste artikel Thulesen Dahl langer ud efter interne ballademagere: Thulesen Dahl langer ud efter interne ballademagere: "Nu må det høre op"