R og V bakker Jarlov op: For dårlig tid til forberedelse før forhandlinger

Jarlovs opråb om en syg arbejdskultur på Slotsholmen møder forskellige reaktioner fra andre de politikere, som var med til de kritiserede natteforhandlinger. R mener, tidspresset i forhandlinger generelt er blevet værre siden regeringsskiftet. Wammen afviser kritikken.*

Folketinget har en ”syg arbejdskultur”, der fører til stress og elendige beslutninger.

Det var budskabet i Rasmus Jarlovs (K) opråb, som han skrev med udgangspunkt i de forhandlinger, der langt ude på natten til onsdag mundede ud i en bred aftale om at fordele 1,6 milliarder kroner i kompensationspakker.

Han mener generelt, at regeringen giver sine forhandlingsparter for dårlig tid til at forberede sig til vigtige forhandlinger, ved først at sende deres udspil få timer, før de skal mødes. Derudover mener han også, at det går ud over kvaliteten, at vigtige aftaler bliver hastet igennem uden en god grund.

Altinget har talt med to af de politikere, som deltog i forhandlingerne onsdag. Her er delte meninger om, hvorvidt aftalen behøvede at trække ud til sent om natten.

Radikales medlem af Folketingets Præsidium mener dog, at tidspresset i forhandlinger generelt er blevet værre siden regeringsskiftet. Fredag har præsidiet inviteret gruppeformændene til møde om, hvordan man opnår de bedste demokratiske rammer for det parlamentariske arbejde.

V: Natteforhandlinger giver regeringen en fordel
Én af dem, der bakker op om Jarlovs opråb, er Venstres Jan E. Jørgensen, der deltog i natteforhandlingerne virtuelt fra sit kontor.

”Jeg er fuldstændig enig med Jarlov. Det er problematisk, og det giver jo regeringen en fordel i forhandlingerne, som er ganske urimelig. Samtidig kører forhandlingerne på et tidspunkt, hvor det jo er umuligt at få fat på nogen, som kunne kvalificere ens bidrag,” siger han.

Tror du, at regeringen gør det med vilje, for at presse på?

”Ja, selvfølgelig. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Det er problematisk, og vi hører også, at det er den samme behandling, som for eksempel ekspertgrupperne får. De modtager materialet ekstremt tæt på selve mødet, og det gør jo, at de ikke har de store muligheder for at forberede sig."

Jarlov skriver jo, at han er allermest skuffet over, at ingen andre folketingsmedlemmer protesterede. Har I ikke også et ansvar i at sige fra, hvis regeringen stiller urimelige krav?

”Jo, men så skulle man i givet fald have aftalt det på forhånd. Hvis nu Torsten Schack Pedersen fra os og Rasmus Jarlov havde rejst sig op og sagt: ”nu går vi altså hjem,” og Wammen så havde sagt: ”okay, men så betragter jeg det som om, at I forlader forhandlingerne, de fortsætter uden jer,” hvad gør man så? Så det er lettere sagt end gjort," svarer Jan E. Jørgensen.

SF: "Der var en masse mennesker, der ventede på at få en afklaring"
Hos SF blev situationen dog opfattet noget andeledes.

SF’s erhvervsordfører Theresa Berg Andersen fortæller, at hun er glad for, at de nåede til enighed i forhandlingerne om kompensationspakkerne – også selvom det først blev efter klokken fire om natten.

”Vi kunne godt have udskudt forhandlingerne, som Jarlov ønskede, men jeg synes faktisk, at det gik relativt godt. Selvfølgelig var man træt og brugt, men jeg var også klar over, at jeg sad der, fordi der var en masse mennesker, der ventede på at få en afklaring. Og jeg synes absolut ikke, at det har svækket min dømmekraft, hvis det var det, man skulle komme ud i,” siger hun.

Mener du, at der var grund til at strække den over natten, eller var det sådan en forhandling, som man godt kunne have taget en dag eller to senere?

”Jeg er glad for, at den er færdig nu, for hvis pengene skal ud at virke i sommer, så betyder det også, at vi skal arbejde lidt hurtigt. Og jeg synes ikke, at der generelt var en stemning derinde af, at folk ikke gad mere,” svarer Theresa Berg Andersen.

R-præsidiemedlem: Værre siden regeringsskiftet
Radikales Rasmus Helveg Petersen deltog ikke selv i de omdiskuterede forhandlinger, men som 3. næstformand i Folketingets Præsidium skal han være med til at diskutere rammerne for det demokratiske arbejde i Folketinget ved et møde i præsidiet fredag.

Når det handler om lovgivning, er der mange formelle ting som høringsfrister og regler for, at man kan udsætte betænkningsafgivelse i udvalget, hvis man har brug for mere tid, fortæller Rasmus Helveg Petersen. Men "så snart du kommer over i forhandlingssporet, er jo ikke de samme regler," siger han.

Rasmus Helveg Petersen er "ikke alarmeret" over den konkrete situation, men han mener, at tidspresset i flere forhandlinger er blevet værre siden S-regeringen overtog magten i 2019.

"Demokratisk synes jeg simpelthen, det er dårligt for Danmark at have etpartiregeringer. I både SR- og SRSF-regeringen havde vi jo en masse interne diskussioner mellem partierne, før der overhovedet kom et udspil. Det vil sige, at vi havde drøftet, diskuteret, forhandlet og vejet af mod hinanden," siger han og fortsætter:

"Når du har en etpartiregeringer, foregår beslutningen internt i ét parti, og når de så melder ud, så er det først dér, at man opdager, hvor fronterne og uenighederne står mellem Socialdemokratiet og andre partier."

Tror du, at det betyder, at man nogle gange får dårligere beslutninger?

"Politik er jo ikke på den måde rationelt hele vejen igennem. Nogle gange ender man på et politisk resultat, som er en eller anden form for kompromis eller en halv tilfældighed. Man skal prøve at lave så gode beslutninger som muligt; selve lovgivningskvaliteten den skal sikres via de her frister og regler. Men politiske aftaler er noget andet.

Så det er i virkeligheden ikke fordi, at man ikke får belyst alle siderne. Det handler mere om, at man bare skal nå til enighed, og så kan det blive en kamp, der kommer til at strække lidt udover normal fyraften?

"Det er i hvert fald noget af det. Nogle gange er det også, fordi der simpelthen er travlt. Under corona har man jo også haft brug for at træffe nogle beslutninger med kort aftræk," svarer Rasmus Helveg Petersen.

Folketingets formand er åben for drøftelser
Formand for Folketinget – og dermed også for Folketingets Præsidium – Henrik Dam Kristensen (S), oplyser i en skriftlig kommentar, at han er åben for drøftelser med Rasmus Jarlov:

"Det er op til de enkelte ministre at tilrettelægge deres forhandlinger i samarbejde med de relevante aftalepartier, men hvis det er sådan, at Rasmus Jarlov ønsker at drøfte dette emne, så stiller jeg naturligvis gerne op."

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger i et skriftligt svar til Altinget, at han er glad for, at de fik lavet en bred aftale, "også selvom det kostede lidt nattesøvn en enkelt dag i maj.”*

”Den økonomiske ekspertgruppe, der skulle se på udfasning af hjælpepakker, kom med deres anbefalinger den 3. maj. Regeringen præsenterede sit udspil til en sommerpakke den 6. maj. Ekspertgruppens anbefalinger samt regeringens udspil har været det helt centrale materiale til forhandlingerne. Materialet har derfor været kendt stof længe inden forhandlingerne," siger Nicolai Wammen og fortsætter:

"Jeg oplevede generelt partiernes forhandlere som konstruktive og velforberedte. Rasmus Jarlov rejste om aftenen under forhandlingerne spørgsmålet, om der var mulighed for at lægge et nyt forhandlingsmøde ind. Jeg vurderede ikke, at der var behov for at udsætte forhandlingerne, da mit indtryk var, at vi kunne nå en aftale."

*Artiklen er opdateret med kommentar fra finansministeren fredag 21.5.21 klokken 16.

,

Forrige artikel Arbejdernes Landsbank støtter Socialdemokratiet med 250.000 kroner i valgår Arbejdernes Landsbank støtter Socialdemokratiet med 250.000 kroner i valgår Næste artikel Sigge Winther advarer mod pseudopolitik på steroider: “Vælgernes ønsker forsvinder alt for ofte op i den blå luft”  Sigge Winther advarer mod pseudopolitik på steroider: “Vælgernes ønsker forsvinder alt for ofte op i den blå luft”