Praktiserende læger om frivillighed og velfærd: Besøgsvenner vil ikke lette presset – men det er fint at inddrage frivillige i at forebygge ensomhed

Sundhedsminister Astrid Krag (S) hev i sidste uge to konkrete eksempler op af hatten på, hvor frivillighed kan lette presset på den hårdt pressede danske velfærdssektor. 

Det ene eksempel var, at praktiserende læger skulle kunne få lettet presset af, at frivillige organisationer i højere grad skal være med til at forebygge ensomhed. Så ensomme mennesker, unge som gamle, ikke i så høj grad belaster lægerne med besøg, der er relateret til ensomhed.

”Folk skal selvfølgelig gå til lægen, hvis de er syge, men hvis det handler om, at man er ensom eller alt for alene, så er det bedre, man får sig en ven eller nogle aktiviteter i et fællesskab, man kan være en del af,” siger Astrid Krag til Altinget.

{{toplink}}

Men hvordan vækker den tanke genklang hos lægerne? Vil det virkelig være en aflastning, hvis flere frivillige sættes ind mod ensomhed? Og hvad er ensomhed i det hele taget for en størrelse i det samlede billede? Altinget har spurgt PLO, de Praktiserende Lægers Organisation, hvor Mireille Lacroix er næstformand.

Hvor pressede er praktiserende læger i DK generelt?
”Vi er fuldstændig vildt pressede. Det taler man ikke så meget om, men når der er meget pres på sygehusene og i psykiatrien, så er det jo os der skal tage os af patienterne til i mellemtiden. Hvis jeg henviser en person med brystsmerter til udredning, går der et halvt år med ventetid og måske aflysninger osv. Så får vi en lang periode, hvor vi stadig skal forholde os til patienterne, hvor de ikke bliver afklaret. ”

Hvor meget fylder ensomhed i det samlede billede?
”Ensomhed er en faktor, der bidrager til mange andre ting. Det er en risikofaktor at være ensom, ligesom at ryge eller være overvægtig. Statistik viser, at er man ensom, dør man statistisk set tidligere. Hvis man er ensom, er der mindre sandsynlighed for, at man kommer til lægen, hvis man har symptomer, eller hvis man er syg, at man så tager sin medicin eller gennemfører sin behandling. Det kan jo være noget af et cirkus at skulle møde op på et sygehus, og med ventetidsgaranti kan det være, du skal møde op i en helt anden region… Ensomhed gør det sværere at klare alting.”

Er det sådan, at nogle ensomme henvender sig til lægen, som egentlig ikke er syge, men faktisk bare er ensomme?
”Nej, det tror jeg er ganske lidt, tværtimod vil jeg sige, at der er ensomme som burde gå oftere til lægen, men ikke har nogen til at skubbe sig afsted. Men det er da rigtigt, at nogle af dem, der kommer, har glæde af at tale med lægen, hvis de ikke har andre at tale med. Jeg har selv haft patienter, hvor man kan mærke, at de ikke har så mange at tale med. Men jeg vil ikke sige det er en faktor i sig selv. Typisk er det sådan, at når der kommer en mand, så siger han ’det er min kone, der har sendt mig. Mange bliver sendt af deres datter, kone, mand – en der holder øje med dem og sørger for, de kommer til lægen. Hvis man er ensom, har ingen sendt en.”

Så vidt problemet. Men hvad siger lægerne til socialministerens forslag til løsning? Kan frivillige overhovedet gøre en forskel?

Frivillighed og ensomhed er størrelser i en kompleks ligning

I interviewet med Altinget siger Astrid Krag, at studier fra UK har vist, at det er muligt, inden for relativt kort tid, at nedbringe antallet af lægebesøg for visse borgere med en indsats, der involverer frivillighed.

De studier – og deres resultater – kender Mireille Lacroix udmærket til. Faktisk har hun så god fidus til dem, at hun gerne så dem indført og udbredt i Danmark.

Metoden hedder social prescribing og går i korte træk ud på, at læger og andet sundhedspersonale kan udskrive henvisninger til en række ikke-medicinske tilbud forankret i lokalsamfundet til gavn for trivsel, mental og fysisk sundhed. Herunder også, men ikke udelukkende, tilbud, som er drevet og udført af frivillige. Lidt i familie med ’motion på recept,’ som mange måske kender herhjemmefra.

Derfor er der ikke noget helt simpelt svar på, hvorvidt Astrid Krag og S’ tanke om at ’bruge’ frivillighed i en ligning, der ender med at nedbringe presset hos praktiserende læger, har gang på jord.

Der er til gengæld masser af yderligere nuanceringer og forhold, man skal tage med i regnestykket, hvor ensomhed, frivillighed og lægebesøg indgår som faste størrelser med en hel masse variable.

”De studier, man har lavet i UK, viser ganske rigtigt, at der er færre kontakter til NHS (National Health Service red.) i med The Frome Model. Men det er jo ikke bare en besøgsven, det er jo en hel palette af tilbud. Der er nogle grundvilkår i tilværelsen som gør, at vi kan rende ind i problemer – et af dem er ensomhed. Men andre er meningsløshed, angsten for døden og friheden til at gøre hvad som helst,” siger Mireille Lacroix og fortsætter:

”Derfor tror jeg ikke, at det er nok, at der kommer en person på besøg - der skal være noget, der giver mening. For eksempel hvis du kommer ud og laver noget på et værksted med nogen… ligesom det at have et arbejde i sig selv kan virke helbredende. Det skal jo også holde i længden: Hvis du kommer 10 gange til et projekt, som er enormt fedt, men når det så stopper, er det ligesom at miste sit arbejde, og så er du alene igen, duer det jo ikke.”

Frivillighed er ikke tryllestøv, men stadig velkomment

Samtidig med, at Mireille Lacroix bestemt mener, inddragelse af frivillige kan være en god vej at gå, er hun klar over, at det også er et element i en verserende debat.

”Skal frivilligheden løse alt? I Danmark har vi jo en fin tradition for kombinationer, for eksempel inden for idrætten, som jo har været drevet af en masse ildsjæle plus kommunal støtte,” siger hun.

Både idrætten og psykiatrien lider – ganske vist af vidt forskellige årsager, men i begge henseender er al assistance egentlig velkomment. Og så alligevel er det så pokkers komplekst, at man ikke bare kan tilsætte lidt eller meget af det tryllestøv, som frivillighed ofte kan give en fornemmelse af, og så er det hele fikset.

For det er ikke givet, påpeger Mireille Lacroix, at dem, der ender i psykiatrien, nødvendigvis er startet med at lide af ensomhed, eller omvendt, at dem, der lider af ensomhed, nødvendigvis havner i psykiatrien, hvis der ikke tages hånd om dem.

Indsats kan virke - i den rigtige skala

Men trods kompleksiteten, er resultatet af studierne fra UK stadig så interessante, at PLO-næstformanden bestemt synes, det er værd at arbejde videre med – og ikke mindst i lyset af, at modellen faktisk resulterede i færre lægebesøg hos de borgere, der deltog.

”Hvis det virkelig skal aflaste og have en effekt, gør et lille projekt ingen forskel, man skal systematisere; gøre det til et samfundsprojekt. Måske afprøve det i en kommune - forholdene i UK er jo anderledes og vi ved ikke hvad resultatet ville være her. Og have et blik for: Hvad kan vi gøre i denne her kommune for at hjælpe folk? De frivillige kan måske ikke alt, men her hos os har vi for eksempel barnets blå hus, Mødrerådgivningen– frivillige organisationer som får støtte og gør et stykke arbejde.

Så hvis man tænkte det op i en stor nok skala, ville det så have en reel effekt?

”Ja, hvis jeg kan henvise en mor med problemer til Mødrerådgivningen, nu hvor der et halvt års ventetid til psykologen, så er jeg jo aflastet, for ellers skulle hun jo gå til samtaler hos mig i ventetiden. Men vi skal op i en meget stor skala. Og når jeg så oplever i min kommune, at der skæres 220.000 på Mødrerådgivningen, så er det er lidt op ad bakke. Men i en teoretisk verden, hvor man virkelig kan bakke op om projekter fra både kommunen og staten og de frivillige, så ja. Enhver frivillig indsats kan have en effekt. Men man skal passe på med at sige, det er løsningen i sig selv.”

Kun en ting kan aflaste lægerne

Hvor lang tid tror du, der ville gå, før en eventuel massiv indsats på forebyggelse og indsatser mod ensomhed ville have en mærkbar effekt på presset på jer?

”Det bliver meget teoretisk – altså det er en begrænset aflastning, for mange bruger de frivillige før de kontakter os. Så det kan godt være, der er en aflastning, men vi opdager den slet ikke. Dem, der er alvorligt syge og kontakter os, kan ikke altid hjælpes med frivillighed. I den situation er frivilligheden er et skridt før. Ensomhed er som regel en delmængde af noget mere. Men hvis man gennemførte social prescibing meget konsekvent, kunne det nok være noget, vi kunne bruge, sammen med andre ting,” siger Mireille Lacroix og tilføjer:

”Og så igen - praktiserende læger ville laver jo meget andet end psykiatri, så frivillighed og social prescribing vil måske ikke skabe den store aflastning, men det kan skabe en værdi hos borgerne, og det er jo også vigtigt. Nogen får jo også at vide af deres besøgsven, at de skal gå til lægen. Og så kan du sige, vi får flere besøg. Men det er jo meningsfuldt, for så trænger de nok virkelig til at komme til lægen.”

Ok, så hvis frivillige ikke kan lette presset hos lægerne, hvad kan så?
”Ligegyldigt hvad, kommer vi til at arbejde hårdere og hårdere få mere arbejde i almen praksis, for antallet af 80-årige stiger vanvittigt hurtigt, og de fejler mange forskellige ting. Der hjælper det kun at få flere læger ud. Og en opfordring til sidst lyder derfor på, at jeg håber at Folketinget holder fast i målsætningen om at vi bliver behov for at være 5000 praktiserende læger om 10 år.”

gsb@altinget.dk