Pragmatisme er det nye sort i Løkkes udenrigspolitik

Umiddelbart virker det som en fejldisposition.
Det politiske formål med at danne Moderaterne var at bane vejen for velfærdsreformer på den hjemlige scene, og så ender partiets formand som udenrigsminister.
Ikke ganske logisk ud fra partiets prioriteringer, men på det personlige plan er der ingen tvivl om, at Udenrigsministeriet passer Lars Løkke Rasmussen (M) rigtig godt. 

På Asiatisk Plads kan Løkke udnytte sine kompetencer og kontakter som tidligere statsleder, og han kan slå med vingerne på en anden måde end i de hjemlige ressortministerier. Løkke har da også allerede gengivet Udenrigsministeriet en betydelig autonomi og en klarere profil end under forgængeren Jeppe Kofod (S), der blev holdt i kort snor af statsminister Mette Frederiksen (S).

I den rene S-regerings tid var udenrigspolitikken - i hvert fald på papiret - "værdibaseret". 
Her hed det blandt andet, at " Danmark skal engagere sig ude i verden og gå forrest i kampen for de demokratiske værdier".
Danmark skal "gå foran for at styrke EU's indflydelse i verden", ligesom et udbygget afsnit understreger, at USA er "en enestående og afgørende partner for Danmark". 

Koldskrigsrealisme
Der er intet af dette, den nye udenrigsminister er uenig i, men Løkkes tilgang  er den typisk pragmatiske.

På visse områder går pragmatismen over i principløshed, som man ser i Løkkes åbning over for våbensalg til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Saudi-Arabien er ikke alene kendt for overtrædelse af stort set samtlige menneskerettigheder, landet har også i årevis været involveret i borgerkrigen i nabolandet Yemen.

På andre områder kan Løkkes pragmatisme minde om den koldkrigsrealisme, der var udgangspunktet fra 1949-89. 

Det gælder i forhold til Kina. Her bakker Løkke på den ene side op om Natos skærpede tone over for Kina, og han deler analysen af, at Vesten tidligere har været naiv, når det gælder udviklingen i Kina.

På den anden side insisterer Løkke på, at Kina ikke skal afkobles fra Vesten. Man skal stadig have handelsforbindelser og fornuftige relationer med "riget i midten", så Vesten ikke definitivt presser Kina over på Ruslands side. 

Her er Mette Frederiksen så udpræget en af høgene i Nato.
Hun bakker helt op om præsident Bidens linje, der på et Nato-topmøde i 2021 fik slået fast, at "Kina udgør en langsigtet udfordring for vores kollektive sikkerhed."

Statsministeren støtter også den amerikanske oprustning af alliancesystemerne i Østasien, senest med topmødet mellem USA, Storbritannien og Australien, hvor Australien vil købe atomdrevne ubåde fra USA. En aftale, der kom i stand på bekostning af en tidligere aftale med Frankrig.

Kampen mod "ondskaben"
Endnu stærkere har Mette Frederiksen markeret sig i forhold til krigen i Ukraine.
Mette Frederiksen er en af de stærkeste fortalere for øget militærhjælp til Ukraine - og hun har placeret Danmark helt i front mod Rusland. Hun ligger på linje med den sygemeldte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der ligefrem benævnte krigen mod Rusland som "kampen mod ondskaben".

Den formulering vil man næppe høre Lars Løkke Rasmussen bruge, og i det hele taget er det et godt bud, at man på Asiatisk Plads ikke er vilde med den slags udtalelser.

Især ikke hvis man tænker tanken til ende: Rusland kan man slutte fred med på et tidspunkt, men hvordan skal man nogensinde kunne slutte fred med "ondskaben"?

Ny ydmyghed
På et andet område har man derimod set en særdeles pragmatisk statsminister i aktion.
Det blev understreget af Mette Frederiksen besøg i Albanien og Egypten, hvor især mødet med den egyptiske præsident Abel el-Sisi vakte opmærksomhed.

Her var der tale om en tilbageholdende dansk statsminister, der ikke benyttede besøget til at docere langvarigt om menneskerettigheder over for den egyptiske diktator, der kom til magten ved et kup mod Det Muslimske Broderskab.

Tværtimod udtalte statsministeren: "Vi danskere, vi europæere bliver nødt til at forstå, at resten af verden ikke nødvendigvis ser på Europa på den samme måde, som vi selv gør."

Statsministeren henviste blandt andet til krigen i Ukraine, hvor de afrikanske ledere ikke i samme udstrækning ser Rusland som en fjende. Det var dog ikke det væsentligste ved statsministerens besøg, for på det punkt er el-Sisi formodentlig bedøvende ligeglad med de danske synspunkter. Her vil kun amerikanerne være i stand til at påvirke Egypten.

En billet til Sikkerhedsrådet
Derimod var der andre mere håndfaste formål med besøget:
For det første vil Mette Frederiksen samle støtte rundt om i verden til det danske kandidatur til en plads i FN's sikkerhedsråd i 2025-26.

Bestræbelserne indeholder dog et stænk af ironi. For et af de væsentligste argumenter for et dansk medlemskab af Sikkerhedsrådet er en udbredelse af de værdier, Danmark kæmper for: Værdier som demokrati, menneskerettigheder, kvinderettigheder og anti-korruption. Alle områder, der ikke har det godt i et land som Egypten, men hvor statsministeren netop valgte at holde en lav profil.

Man kan derfor med en vis ret spørge, om kampen for de centrale danske værdier vil blive forstærket eller tværtimod svækket af bestræbelserne for en dansk placering i Sikkerhedsrådet.

Skyggen fra 2015
For det andet - og det er det væsentligste - brugte Mette Frederiksen besøget i Egypten til at diskutere migration over Middelhavet.

Egypten er et af nøglelandene, når det gælder om at få standset den strøm af flygtninge og migranter, der igen vokser ved Europas ydre grænser. Bekymringen deles bredt i EU, hvor ingen statsledere ønsker en gentagelse af tilstandene fra 2015.

På det område har Mette Frederiksen altid været yderst pragmatisk.

Tilbage i 2018 præsenterede hun planerne om et dansk modtagecenter uden for Europa, hvor asylansøgerne ikke alene skulle have behandlet deres ansøgning, men også blive, hvis de fik asyl.

Ved den lejlighed talte hun om et modtagecenter i "et demokratisk land" uden for Europa. Det var dog en regulær fortalelse, og Mette Frederiksen har aldrig siden brugt den formulering - vel vidende at der findes utrolig få demokratiske lande i Afrika og Mellemøsten.

Havde hun holdt fast i formuleringen, havde rammeaftalen med Rwanda ikke været mulig. For selvom præsident Paul Kagame har omdannet Rwanda til et de mest velfungerende afrikanske lande, er det kun overfladen demokratisk. Reelt er der tale om et et-parti diktatur.

Efter den rene danske Rwanda-model højst overraskende blev skudt til hjørne under regeringsforhandlingerne, er det så meget desto vigtigere for Mette Frederiksen at signalere handlekraft på den internationale scene, når det gælder migrationen. Her var mødet med el-Sisi centralt. 

Det forventes, at SVM-regeringen præsenterer sin nye udenrigspolitiske strategi til maj. 

erik@altinget.dk