Politisk flertal er klar til at hjælpe SAS, men ikke uden betingelser

Den danske stat vil fortsætte sit engagement i SAS, som lige nu er i krise. Men hjælpen forudsætter, at flyselskabet får flere private investorer med ombord, siger partierne bag aftalen.

Et flertal i Folketinget vil gerne sende et klart signal til SAS.

Danmark står bag flyselskabet og er klar til at hjælpe det ud af sin nuværende krise.

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S), som fredag præsenterer en ny aftale mellem regeringen, Venstre, SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Konservative om Danmarks engagement i SAS.

”Vi er parat til at yde vores, men det kræver, at andre også yder deres,” siger Nicolai Wammen.

Partierne er blevet enige om, at de både er klar til at eftergive SAS’ gæld til den danske stat, som er 3,5 milliarder kroner. Derudover er de også parat til at øge den danske ejerandel i selskabet op til 30 procent.

”Men det er ikke et bidrag, der kommer uden betingelser,” siger finansministeren.

Der bliver nemlig ikke udskrevet nogen check til SAS i dag. Det er nu op til flyselskabet at overbevise andre private investorer om at skyde penge i selskabet. Hvis det lykkes, er det politiske flertal klar til bidrage.

SAS er vigtig for Danmark
Partiernes beslutning om at støtte SAS skyldes især, at flyselskabet har en stor betydning for udviklingen af Københavns Lufthavn, hvilket ifølge politikerne både kommer danskerne og danske virksomheder til gode.

”SAS har en stor betydning for det danske samfund,” siger Nicolai Wammen.

Fredagens aftale lander tre dage efter, at den svenske regering meddelte, at den ikke ville bidrage til hjælpe SAS ud af selskabets økonomiske krise. Den svenske stat er derimod indstillet på i stedet at få en mindre ejerandel af selskabet fremover.

Et dansk bidrag til SAS er dog betinget af, at det bliver godkendt af EU-Kommissionen. Den skal vurdere, om det er i overensstemmelse med EU's regler for statsstøtte.

Forrige artikel Hovedstadskommuner går imod dansk klimaplan og øger afbrænding af importeret affald Hovedstadskommuner går imod dansk klimaplan og øger afbrænding af importeret affald Næste artikel Obama på besøg i København: Hvis vi vil redde demokratiet, skal vi være villige til at se på dets mangler Obama på besøg i København: Hvis vi vil redde demokratiet, skal vi være villige til at se på dets mangler