Peter Normann ny i bestyrelsen for Alrow Media

Bestyrelsen for Alrow Media, der blandt andet udgiver Altinget i Skandinavien, udvides med finansdirektør i Gyldendal Peter Normann (56), der møder med særlig ekspertise inden for medier, it/teknologi og digital forretningsudvikling.

Den 56-årige finansdirektør i forlaget Gyldendal Peter Normann er 1. januar 2024 indtrådt i bestyrelsen for Alrow Media, København, der udgiver den politiske netavis Altinget i de skandinaviske lande samt ugebrevet Mandag Morgen med tænketank i Danmark.

Peter Normann var 2008-2019 finansdirektør i TV 2 og i 2020-21 seniorrådgiver for JP/Politikens Hus. Han var tidligere management konsulent i McKinsey, investment banker i SEB og revisor hos KPMG.

Det nye, femte bestyrelsesmedlem møder med særlig ekspertise inden for medier, it/teknologi og digital forretningsudvikling. Han har omfattede bestyrelseserfaring med 4 nuværende bestyrelsesposter og 14 tidligere.

”Peter Normann fuldender perfekt kompetencerne i vores bestyrelse. Han møder med fremtrædende finanserfaring fra tv- og forlagsbranchen, der er med os nært beslægtede brancher.  Dertil har han stor, opdateret indsigt i det nordiske og nordeuropæiske mediemarked,” siger bestyrelsesformand og ejer Rasmus Nielsen.

Vækst i Norden
Om sin nye tillidspost siger Peter Normann:

”Altinget er en super spændende virksomhed, som jeg har fulgt i mange år. Konceptet er moderne og velfungerende, og journalistikken er præget af neutralitet og kvalitet. Virksomheden investerer i vækst i Norden, hvor både kommercielle og publicistiske ambitioner realiseres. Men der er naturligvis meget mere at gøre i årene fremover. Derfor en det en stor - men også forpligtende - glæde at træde ind i bestyrelsen for Alrow Media.”

Virksomheden beskæftiger omkring 200 personer og har kontorer i Bruxelles, København, Oslo og Stockholm. Udover de nævnte består bestyrelsen for Alrow Media af de danske erhvervsnavne Christina Sulebakk, Anne Marie Kindberg og Lars L. Nielsen.

Forrige artikel Tronarvingens nye titel: H.K.H. Kronprins Christian - Dronning Margrethe fortsat majestæt Næste artikel Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune genopstiller ikke ved næste kommunalvalg Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune genopstiller ikke ved næste kommunalvalg