Afgående departementschef: Statsministeriets corona-indblanding var på sin plads

Der er intet odiøst i, at Statsministeriet direkte kommunikerer og har stærke holdninger til sundhedsmyndighedernes ageren under en samfundskrise.

Det siger Per Okkels, der indtil for nyligt var Sundhedsministeriets departementschef og dermed sundhedsministerens højre hånd og øverste chef for landets sundhedsmyndigheder.

Statsministeriets pres på sundhedsmyndighederne har ellers været heftigt debatteret siden foråret.

Men statsministeren og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, gjorde det, som man bør forvente af dem under en national krise. Det vurderer Per Okkels, der ikke lægger skjul på, at der var stærke gnidninger - især i starten.

”Barbara var utroligt aktiv meget tidligt i forløbet. Hun har også en stor del af æren for, at Danmark har klaret det så godt,” lyder det fra Per Okkels i et stort interview med Altinget. Her fortæller han om sine oplevelser og konklusioner oven på snart et år med en historisk sundheds- og samfundskrise.

Svært at forklare familien
Efter aftale med Statsministeriet gik han pension 15. januar 2021 efter 30 år som øverste chef i amter, regioner og senest ni år i Sundheds- og Ældreministeriet.

Og det er en mærkelig fornemmelse for den drevne embedsmand pludselig at være ude af virvaret. Virvaret af problemer og krav om beslutninger.

På telefonen fra sommerhuset i Nordjylland klinger Per Okkels' karakteristiske nordjyske dialekt, som den plejer.

Men når han fortæller om det pres, som han selv og menneskerne omkring om ham oplevede, bliver stemmen og tonefaldet blandet med en alvor, der er anderledes end den lune og underspillede facon, som ellers er Per Okkels' varemærke. 

”Jeg og rigtigt mange medarbejdere har svært ved at forklare vores familier og venner, hvad vi har været udsat for. Det har været et umenneskeligt pres,” siger han.

Den tidligere departementschef har sammen med kolleger oplevet kriser før. Men de andre var ikke helt så alvorlige. Og endnu vigtigere: De varede dage eller uger. Ikke et år.

”Afdelingschefer, kontorchefer og chefkonsulenterne har stort set ignoreret deres ægtefæller og børn i et år,” siger Per Okkels. Han understreger, at presset har været mindst lige så hårdt på sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

”Magnus, de andre chefer og jeg har masser af gange mødt vores personlige grænse. Og overskredet dem. I forløbet var der hele tiden noget, der skulle tages stilling til. Noget, der for alt i verden skulle stoppes. Noget, der for alt i verden skulle sættes i gang. Og så oven i alle de politiske diskussioner og medietrykket. Og når vi taler liv og død, kan man aldrig gøre det godt nok. Der vil altid kunne gøres mere,” siger Per Okkels.

På en - på papiret - fridag modtog departementschefen en lørdag i efteråret 65 telefonopkald, 105 sms’er og læste 60 mails. Andre dage har tallene været endnu højere, konstaterer Per Okkels med slet skjult galgenhumor.

De mange dramaer i det store drama
På spørgsmålet om, hvornår han var mest bange for, at coronakrisen ville gå i den helt forkerte retning, svarer han hurtigt.

”Da man i januar 2020 begyndte at læse om, hvad der skete i Kina, var vi meget usikre på, hvad vi havde med at gøre. Men da det begyndte at gå op for os, hvad det ville betyde i Danmark, var Magnus og jeg stort set bekymrede hver dag. Der var mange dramaer i det helt store drama,” siger Per Okkels.

For det første kendte man ikke dybden og længden på coronakrisen: Ville de danske sygehuse ende som i Norditalien? Ville den internationale varetransport bryde sammen og skabe mangel på livsvigtig medicin, mad og andre fornødenheder?

I en kort periode var det scenarier, man ikke 100 procent kunne afvise. 

Der gik ikke lang tid, efter de første patienter blev indlagt på danske sygehuse, før det stod klart, at lagrene med værnemidler var ved at blive opbrugt med galoperende hast. Værnemidler og desinfektion er en hjørnesten i driften af et moderne sygehus.

Personalet risikerer at bliver smittet og dermed blive sat ud af spillet i behandlingen af alle typer patienter. Ligesom hospitalerne uden værnemidler risikerer at blive rene smittecentraler for corona og allerede kendte infektionssygdomme. Uden værnemidler var det tænkeligt, at en del personale ville nægte at møde på arbejde.

Til sidst er det et spørgsmål om få dage, før katastrofen indtræffer. 

”Det var en tirsdag aften. Hvis ikke der var landet et stort fragtfly fra Kina i Københavns Lufthavn den aften, var vi løbet tør for værnemidler i sygehusvæsenet,” husker Per Okkels. Og kort tid efter oplevede man næsten samme problem med udstyr til at lave coronatests.  

Alles kamp mod alle
Det var alle landes kamp mod alle for at skaffe værnemidler og vigtig medicin. De hurtigste, frækkeste og rigeste fik mest.

Danmark fik i foråret eksempelvis købt 600.000 ekstra vacciner mod influenza. Vacciner som kunne være med til at styrke svækkede danskeres modstandskraft i efteråret 2020, hvor man ventede, at coronasmitten ville stige igen.

Vaccinerne var produceret til det argentinske marked. Men prisen blev angiveligt for høj for argentinerne, og Danmark kunne så overtage købet, husker Per Okkels, der ser det som et eksempel på, hvordan de globale medicin- og medicomarkeder på nogle områder var nådesløse.  

Dengang og nu glæder Per Okkels sig derfor over, at store danske virksomheder kastede sig ind i en kamp, der under normale forhold ville være en 100 procent offentlig opgave.

”Jeg var imponeret over, hvordan også private virksomheder trådte i karakter. Mærsk, Bestseller, Lego, Novo, Netcompany og flere hjalp til. De leverede alt fra testkapacitet, transport og it-systemer til produktion af værnemidler,” siger Per Okkels.

Han mener, mange glemmer, at coronakrisen har fået det værste - men også det bedste - frem i verden.

”WHO, ECDC og den internationale forskningsverden åbnede sig i et imponerende samarbejde om at forstå den nye sygdom for at udvikle behandlinger og vacciner. Sammen lagde man løbende nye lag på vores fælles viden om coronavirus. Og de samarbejdsflader ser ud til at vare ved,” siger Per Okkels.

Coronatest har fyldt meget lige fra starten af epidemien. Først kunne der ikke skaffes nok kapacitet. Så har der været uenighed omkring brugen og omfanget af test. I dag kan man på en god dag teste lidt over en kvart million danskere med pcr- og lyntests.

”Teststrategien blev faktisk meget tidligt formuleret i Sundhedsministeriet. Og der var i starten modstand i sygehusvæsenet, fordi man her grundlæggende er varsom med at teste borgere, der ikke har symptomer,” siger Per Okkels, der i dag ikke ser mange kritikere af den massive testkapacitet.

Dansen blev til en nedlukning
Men den omfattende testkapacitet forhindrede ikke, at man i efteråret endnu engang måtte lukke samfundet delvist ned og aflyse en række behandlinger på sygehusene. Den annoncerede ”dans med corona” endte i en ny nedlukning.

I november begyndte smitten igen at stige for alvor, og i slutningen af december steg antallet af indlagte dagligt dramatisk med mellem 100 og 200 om dagen.

Antallet af indlagte var med den udvikling få dage fra at ramme 1.000 coronapatienter, hvor forårets indlæggelsestal kun nåede lidt over 500, da det var værst.

Sygehusledere begyndte at advare om, at danske hospitaler i Østdanmark med den indlæggelsesrate var på vej mod scenarier, som man har set i andre hårdtramte lande, hvor sygehusene blev fyldt til bristepunktet, og ambulancer måtte holde i kø foran hospitalerne.  

Det var nogle ledere fra det regionale sundhedsvæsen, der var ”lige lovligt dramatiske” i deres advarsler.

”Jeg ved godt, man havde rigtigt travlt nogle steder. Og personalet var udmattet. Men vi stod altså ikke over for et sammenbrud i sygehusvæsenet,” vurderer Per Okkels i dag.  

Man skulle nok have lukket ned tidligere
Han har dog et andet 'men'. Set i bagklogskabens klare lys vurderer Per Okkels, at indstillingen om lukke ned i december nok kom nogle dage for sent. Indstillingen kom fra myndighedernes såkaldte Indsatsgruppe, hvor Per Okkels selv var formand. 

Han afviser, at det var sommerens hårde kritik af regeringens nedlukning og gradvise genåbning, som nogle mente, var for langsom, der holdt regeringen tilbage.

Og nej, det var heller ikke, fordi minksmitten og den følgende spetakulære aflivning havde taget sundhedsmyndighedernes fokus, fastslår Okkels. 

”Vi vidste, at der ville komme øget smitte i efteråret. Vi fulgte smittetallene nøje. Vi diskuterede løbende, hvornår det rette tidspunkt for en nedlukning var. Vi forsøgte med en ekstra indsats på Vestegnen, i de større byer og delvise nedlukninger. Men set i bagklogskabens klare lys skulle vi nok have lukket ned nogle dage før,” siger Per Okkels.

Han mener også, at den massive testkapacitet var med til at sikre, at nedlukningen ikke blev lige så omfattende, som man har set i andre lande.

Nedlukningen i december tog til sidst presset af hospitalerne i starten af januar.

For langsom og svag indgriben var også et kritikpunkt, da coronavirus var på vej og kom til Danmark.

Forhindrede Statsministeriet den svenske vej?
I Grønnegård-udredningen, der blev fremlagt forleden, noterer forfatterne sig, at Statsministeriet virker mere bekymret end sundhedsmyndighederne i perioden, før Danmark blev lukket ned.

”Statsministeriets departementschef ser an­giveligt en uoverensstemmelse mellem de ny­hedsartikler, hun orienterer sig i, og de temmelig optimistiske notater og svar, som Statsministe­riet i samme periode modtager fra Sundheds­styrelsen via Sundheds- og Ældreministeriet,” skriver udvalget, der dog også nævner, at sundhedsmyndighedernes vurderinger var nogenlunde identiske med andre landes myndigheder. 

Føler Per Okkels, at hans styrelser, SSI og Sundhedsstyrelsen fejlede, når det kan se ud, som om den juristuddannede departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, hurtigere kunne fornemme en sundhedskrise end den samlede hjernekapacitet i de to styrelser?

Styrelser der ellers har det som en hovedopgave at overvåge og rådgive om den slags trusler? Til det svarer Per Okkels klart: nej.

”Både i Sundhedsstyrelsen og hos SSI var man også bekymrede. Og man kendte også de artikler, som blev sendt rundt i Statsministeriet,” siger Per Okkels.

Der er spekuleret i, om Danmark havde fulgt den svenske strategi, som de fleste antager, har ført til langt flere syge og døde, hvis ikke Statsministeriet havde taget styringen med pandemi-håndteringen.

”Generelt mener jeg, at der var et stort sammenfald mellem, hvad myndighederne anbefalede, og hvad politikerne gennemførte af nedlukningstiltag. Det var jo ikke sådan, at myndighederne afviste alle restriktioner. Men når man lukker et land ned, så er det altså en politisk beslutning,” siger Per Okkels om forløbet, der kulminerede 11. marts, hvor Danmark blev lukket delvist ned.

Okkels: Naivt at tro, at Statsministeriet ikke ville blande sig
Det har længe været kendt, at Sundhedsstyrelsen blandt andet ikke anbefalede at lukke skolerne, ligesom den var skeptisk over for at lukke grænserne og for brugen af mundbind.

Udvalget konkluderer også, at Statsministeriet i perioder krævede så hurtige og mange svar og tilbagemeldinger fra Sundhedsstyrelsen, at det har hæmmet styrelsens arbejde. Via aktindsigter til medier og i Grønnegaard-udvalgets rapport ses det tydeligt, at der især i starten var strid mellem Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Det fremgår af Grønnegård-rapporten, at Søren Brostrøm skriver i en mail til Per Okkels, at Sundhedsstyrelsen ikke har tid til at få al kommunikation til offentligheden godkendt i Statsministeriet først.

Og man kan læse, at Per Okkels mailer tilbage, at han har forsvaret Sundhedsstyrelsen over for Statsministeriet i en timelang telefonsamtale. Men Sundhedsstyrelsen skal sende alt, hvad Statsministeriet ønsker.

”Det her skal vi. Det her kan vi blive skudt på. Alt er alt. Vi bliver nødt til at give dem alt,” skriver Per Okkels i mailen til Søren Brostrøm, der svarer med ”OK, vi prøver”.

Fortryder du, at du ikke forsøgte at skærme sundhedsmyndighederne fra Statsministeriet?

”Nej, nej, nej. Det er fuldstændig utopisk. Vi har en pandemi, som er en sundhedskrise og samfundskrise. Så kan og skal man ikke skærme sundhedsmyndighederne for direkte kontakt med Statsministeriet,” siger Per Okkels. Og understreger samtidig: 

"I en krig kan selv små detaljer være afgørende”.

Okkels om Bertelsen: Vi har da haft vores ture
Han vil dog gerne indrømme, at tonen til tider har været barsk. Og at der har været uenigheder.

Til Per Okkels virtuelle afskedsreception deltog Barbara Bertelsen. Her brugte han et Johannes Møllehave-citat om ægteskab, da han skulle beskrive forholdet til Statsministeriet.

”Jeg har jeg aldrig overvejet skilsmisse, kun mord,” lød citatet for at illustrere, at den afgående departementschef til tider har været voldsomt frustreret over Statsministeriets hårde pres på departementet og styrelserne.

”Vi har da haft vores ture,” griner Per Okkels, da han gengiver Møllehave-citatet.

”Men vi har også opbygget et venskab og et loyalt samarbejde, hvor vi har respekt for hinandens roller. Barbara var utroligt aktiv på dette område meget tidligt. Det var rigtigt af hende. Hun har også en stor en del af æren for, at Danmark har klaret det så godt,” siger Per Okkels. Han kan heller ikke se noget problematisk i, at statsministeren går i detaljer og presser på for handling og svar fra sundhedsmyndighederne.

Grønnegård-udvalget kritiserer rent faktisk Sundhedsstyrelsen for indledningsvist ikke at have været samarbejdsorienteret nok med blandt andet Statsministeriet.

Omvendt bliver statsministeren kritiseret for ikke at have gjort det tydeligt på 11. marts-pressemødet, hvilke tiltag der var anbefalet af myndigheder, og hvilke der ikke var.

Brostrøm var rette mand på rette tidspunkt
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er igennem pandemien blevet opfattet som en helt, der har måttet arbejde under en magtfuldkommen og populistisk statsminister.

Andre derimod ser ham som en stædig læge, der ville have sendt Danmark på samme coronakurs som Sverige, hvis ikke Statsministeriet havde grebet ind.

Per Okkels roser dog sin mest fremtrædende styrelseschef, der med sin klare kommunikation kom på fornavn med hele Danmark.

”Søren Brostrøm var rette mand på rette tidspunkt. Men jeg kan godt unde ham, Magnus, Annette Petri (direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed) og de andre, der har arbejdet hårdt i så lang tid, at de kunne trække stikket i nogle uger,” siger Per Okkels.  

Generelt mener han også, at medierne har overdrevet de modsætninger mellem myndigheder og Statsministeriet.

”Grønnegård-udredningen og aktindsigterne, der blev givet til medierne, er jo kun skriftlige kilder. Ofte er uenigheder så løst under møderne mundtligt,” siger Per Okkels, der samtidig til tider er blevet lidt træt, når uenigheder mellem myndighederne har fået stor omtale i medierne.

Han er helt med på, at medierne skal holde øje med, om sundhedsmyndigheder og regeringsrådgivere er uenige om tiltag eller kommunikation.

”Men man fik i perioder det indtryk via medierne, at myndighederne var meget uenige om alt. Faktum er, at de var enige om langt det meste. Og så er det altså også naivt at tro, at man i bekæmpelsen af en ukendt virus-epidemi kan samle et hold fagfolk og eksperter og så forvente, at de alle kommer med det samme svar på forhånd. Det er altså en proces, hvor man skal bøje viden og faglighed til én samlet vurdering,” siger Per Okkels.

Er Grønnegård-udredningen fair?
Grønnegård-udvalgets rapport har både givet ammunition til både dem, der mener, at sundhedsmyndighederne var for langsomme i starten og for egenrådige. Og til dem der mener, at regeringen på en række områder måske har overreageret og kørt sundhedsmyndighederne ud på et sidespor. 

Per Okkels vil ikke sige, hvad han samlet set mener om Grønnegård-udredningens konklusioner og kritikpunkter.

Er den samlet set er retvisende og fair?

”Jeg har læst rapporten med stor interesse. Og den giver et godt overblik over forløbet. Men man skal huske, at rapporten kun har gransket mails og skriftligt materiale. Der blev også afklaret en masse telefonisk og på møder. Havde man det med, ville det have givet et mere nuanceret billede,” siger Per Okkels, der blandt andet mener, at Magnus Heunicke havde en langt mere central rolle i håndteringen, end udredningen giver udtryk for. 

Per Okkels' egen konklusion er, at Danmark ligesom de fleste andre lande omkring os i starten delvist fejllæste covid-19. Og at Danmark heller ikke havde robuste epidemi-beredskaber: Alt lige fra testudstyr til værnemidler og organisatoriske set-ups var ikke tilstrækkelige.

Vidste alle beredskabet haltede?
Men vidste regeringen, sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen længe før, at nogen havde tænkt på covid-19, at det danske epidemi-beredskab var for svagt? I en artikel på dr.dk kan man læse, at Sundhedsstyrelsen til finansloven for 2019 og 2020 bad om langt flere penge til pandemiberedskabet. Men både den nuværende og foregående regering prioriterede ikke området.

Per Okkels kan godt huske, at Sundhedsstyrelsen bad om pengene. Men han havde også andre ting at tænke på. Han skulle nemlig i finansåret 2020 spare omkring 25 millioner kroner på hele ministeriets område. 

Så du og skiftende regeringer vidste godt, at Sundhedsstyrelsen faktisk mente, at epidemiberedskabet havde behov for et løft?

”Jeg vil bare sige, det er enormt nemt at være bagklog. Stort set alle andre sammenlignelige lande har haft samme udfordringer som os. Vi var ikke ordentligt rustet - det er tydeligt for enhver nu,” siger Per Okkels, der så skynder sig at sige, at regeringen fra coronakrisens start har leveret alle de penge, som ministeriet overhovedet har kunnet bruge meningsfyldt.

Når Danmark løber i én retning
Per Okkels er dermed meget klar i sin egen vurdering af, hvordan Danmark indtil nu har klaret pandemien. Den danske samfundsmodel med en stor offentlig sektor og effektive private virksomheder har klaret det godt. 

”Det danske samfund og den offentlige sektor har virkelig spillet godt sammen. En del har været meget topstyret, men jeg synes, at krisen har vist, at der er en i-sig-boende sammenhængskraft. Sammenlignet med andre lande har der nærmest været et unikt samarbejde mellem staten, regioner og kommuner i kampen for hurtigt at få omstillet sundhedsvæsenet og samfundet til at kunne håndtere en ny sygdom,” siger Per Okkels.

Han fremhæver og roser mange gange i interviewet de ansatte og lederne.

I de ni år, han nåede at være departementschef, har han ikke oplevet, at ministerier og styrelser på tværs har arbejdet så godt sammen, før coronaepidemien ramte. Som et af mange eksempler peger han på, samarbejdet mellem Sundheds- og Justitsministerierne.

”Og jeg er så stolt over mine styrelseschefer, deres ansatte og mit departement. Udover at arbejde benhårdt og professionelt har de måttet kaste sig over nye arbejdsopgaver under stort tidspres.”

”I perioder har styrelseschefer været til pressemøder hver anden dag. Dagligt på livefjernsyn og talt med utallige journalister - altså udover at de har haft ansvaret for en sundhedsmyndighed under en krise. Det er helt enestående," siger Per Okkels, der igen siger, at det er svært at forklare, hvordan det var. 

”Ja, jeg har set folk græde af frustration og træthed. Men jeg har også set en del, som har ydet en fantastisk indsats, som er langt udover, hvad du kan forlange. Og jeg har været chef for en gruppe af mennesker, som jeg simpelthen aldrig vil glemme. Ledelsesmæssigt har det været mit fornemmeste år,” siger Per Okkels

Han vil ikke fremhæve nogle af de mange ministre, han har betjent som departementschef. Men forholdet til Magnus Heunicke - erkender han - vil altid være noget særligt efter det seneste år.

Og Per Okkels vender igen tilbage til, at det er svært for andre at forstå, hvad de oplevede - lidt ligesom krigsveteraner ofte forklarer det.

”Måske os, der var med, en gang om året kan mødes og drikke nogle øl. Ingen behøver at sige noget som helst. Alle ved, hvad der skete, og hvordan det var.”

Research: Katrine Falk Lønstrup

ole@altinget.dk