Pengene er sat af: Nu skal arbejdspladser sendes til provinsen

UDFLYTNING: Regeringen har sat 400 millioner kroner af til at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Planen for, hvilke styrelser der skal flytte, offentliggøres torsdag.

Regeringen fremlægger torsdag sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser. Det sker på et pressemøde i Statsministeriet klokken 12, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer ”Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder”.

Planen vil betyde, at offentlige arbejdspladser skal sendes fra hovedstadsområdet og ud i provinsen.

Ifølge Jyllands-Posten er der kommet cirka 4.500 flere statslige arbejdspladser i hele landet i perioden fra 2008 til 2013. Fraregner man Region Hovedstaden og Aarhus, Odense og Aalborg, er der kommet cirka 2.800 færre statslige arbejdspladser i resten af landet.

I de mellemstore byer, som har mere end 25.000 indbyggere, er antallet stort set uændret, mens de mindre byer og landkommunerne, der som regel har haft færrest af de statslige arbejdspladser, har fået endnu færre.

”Det er udtryk for en centralisering på alle niveauer i samfundet. De statslige arbejdspladser er blot toppen af isbjerget, og der er tale om en selvforstærkende effekt, hvor yderområderne bliver taberne,” siger forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til Jyllands-Posten.

Planen, der som sagt forventes fremlagt torsdag, er ambitiøs, har erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) tidligere fortalt, og i regeringens finanslovforslag er der afsat 400 millioner kroner til udflytningen.

Forrige artikel Når staten flytter ud: Følg rejsen til Ringkøbing Når staten flytter ud: Følg rejsen til Ringkøbing Næste artikel Regeringen har fundet sin nye spinchef Regeringen har fundet sin nye spinchef