Paula Larrain: En hyldest til det tossegode Danmark
Kommentar
Paula Larrain | |
Print
KOMMENTAR: I et par årtier har man indefra skældt ud på den danske tolerance og tossetgodhed, som onde tunger kalder den. Det har sjovt nok ført til en grimmere tone i debatten og en intolerance over for alle, som ikke lige kan følge med.
Jeg elsker Danmark. Siden jeg var fire har jeg boet her og gang på gang opmuntres jeg af den godhed, jeg møder. Viljen til forståelse, evnen til at hjælpe, den kærlige, praktiske tilgang til folk i nød.
Jeg kom i tanker om den igen, da jeg efter at have skrevet min forrige klumme om den danske regerings uforståelige nej til kvoteflygtninge modtog følgende fra en Hanne Østerbye i mailboksen:
"Vi var meget rystede over, hvad der foregik i Chile, dengang du så blev en af 'de heldige', der kom til Danmark. Vi var stolte og nysgerrige efter at kende chilenere og inddrage jer i fællesskabet. Det handler jo om en omfavnende retorik fra politikerne, som udstråler medmenneskelighed, som Poul Hartling."
"Den nysgerrighed og åbne arme er jo fortsat i befolkningen, venligboerne - netværkshuse for flygtninge og indvandrere, men den stemning, der er på Christiansborg, skaber uvilje og en negativ effekt, som er ude af proportioner. Vi må nytænke retorikken og få etikken ind og den lille racisme ud."
Smukkere kan jeg ikke selv skrive mit ønske, end Hanne har gjort her. Jeg vil derfor hellere blot supplere med mine egne observationer.
Gennem de seneste 15 år har jeg været hele Danmark rundt med et foredrag om min families svære integration. Uden at gå i detaljer kan jeg godt afsløre, at det ind i mellem er en barsk fortælling. Om mennesker, der går i stykker indeni og som over mindst to generationer må leve med de ar, som eksiltilværelsen giver.
I de senere år har jeg været lidt mere bange for at fortælle den åbent. Fordi jeg var bange for at få skældud oveni. Blive anset for at være utaknemmelig eller uværdigt vrælende.
Gang på gang er min frygt blevet gjort til skamme. I salen har folk siddet i de fleste aldre, men mest den tredje. Og hver gang har de modtaget min smertefulde fortælling med forståelse og kærlighed.
Hver gang kører jeg hjem med følelsen af at være kommet sammen med mennesker. Om at forstå en proces, som er dybt personlig, men som sker indeni hver enkelt flygtning, der kommer hertil. Nogle klarer sig bedre end andre. Selvfølgelig. Fordi mennesker er forskellige. Flygtninge er ikke en mængde eller et givent tal. Det er mennesker med hver deres unikke liv og historie.
På det punkt har jeg oplevet, Danmark kunne noget særligt. På trods af højtråbende fremmedhadere, består Danmark også af mennesker, der drager på højskole og tænker over livet. Lader sig danne af oplysning og fællesskab. Det Danmark er jeg vild med.
Det er også det Danmark, som trods politikernes konkurrence om at tage størst mulig afstand fra indvandring i det stille tager imod de bange sjæle, der er kommet helt herop for at finde ly og en fremtid for deres børn.
Venligboere stiftede jeg nærmere bekendtskab med til et arrangement til fordel for uledsagede flygtningebørn.
Jeg spurgte en af de aktive, hvad hun bidrog med og hvilke overvejelser hun gjorde sig, inden hun kastede sig ud i det. Frit fra hukommelsen var hendes svar:
"I begyndelsen var jeg bange for at tage et ansvar, for jeg tænkte: Kan jeg virkelig det? Har jeg overskuddet til at tage mig af mennesker, der kan have brug for så meget? En dag dukkede en opgave op, som jeg vidste, jeg kunne klare. Der var behov for en chauffør til at køre nogle større ting ud. Jeg havde en stationcar og meldte mig frivilligt. Første gang var lidt mærkeligt. Men nu har jeg gjort det i et stykke tid og har fået en masse nye venner. Især husker jeg glæden ved noget så simpelt som modtagelsen af en springform! Uden mange ord, men med en masse smil og fagter, gjorde den syriske kvinde mig klart, at dén syntes hun simpelthen var genial!"
Meget mere skal der ikke til for at skabe taknemmelighed. Tossegode danskere kører gerne en ekstra mil for at skabe glæde, tossegode danskere lytter til de svære følelser i en splittet sjæl, tossegode danskere gør et kæmpestykke arbejde for at få nye borgere til at falde til.
Tak til alle, der er tossegode. Ikke bare over for flygtninge, men over for alle, der ikke lige passer hurtigt ind i trædemøllen.
Mennesker vokser bedre i kærlighed end i konstant modgang. Det skal man ikke skamme sig over at indse og holde fast i.
-----------
Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig journalist, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Fl. Chr. Nielsen: Lige nu kræver vi ikke pusterør, men pusterum!
David Trads: Er kapitalismen i gang med at kannibalisere demokratiet?
